FADERROLLER
Jeg er barn af 70’erne og voksede op i et Danmark, der på nogle straek ville vaere svaert at genkende for de generationer, der kom efter min. Det var et Danmark, hvor det i stor stil var maendene, som stod for at slaebe løn hjem til den private husholdning. Kvinderne var ganske vist kommet på arbejdsmarkedet, men mange mødre gik stadig hjemme eller arbejdede på deltid. Derfor var det også dem, der stod for det meste af hverdagens omsorg. I hvert fald i de fleste hjem.
Det var mødrene, der vaekkede børnene om morgenen og sendte dem i bad, det var dem, der stillede maelk og havregryn frem på bordet, som vaskede bunkerne af snavsetøj, lavede aftensmad og laeste godnathistorier, når det var sengetid. Faedrene arbejdede for det meste fuldtid, og når de ud på eftermiddagen vendte retur til familien, var der i mange hjem dømt fred og ro. Så skulle far have lov til at laese avis, spise og se fjernsyn, så han var klar til en ny omgang på jobbet. På den måde endte mange af den tids maend også med at blive mere eller mindre fravaerende faedre. Ikke fordi de var ligeglade med deres børn eller ikke elskede dem lige så højt som mødrene. Hele kulturen omkring familielivet gjorde bare, at mange maend ikke blev afkraevet at laegge en en masse timer og kraefter i deres børns liv. At de som generation kom fra en opvaekst med faedre, der var endnu mere fravaerende og endnu mindre omsorgsfulde, gjorde ikke ligningen lettere. Jeg taenker, det er derfor, at mange af mine mandlige venner og bekendte indimellem kan berette om udfordrede forhold til deres faedre.
Det kan Daniel Dalgaard også.
Den bogaktuelle forfatter kom til verden en generation efter min, og han voksede op med en til tider vred og fravaerende far. Men sådan vil han ikke selv vaere. Daniel Dalgaard vil vaere far på en ny måde. Han ved bare ikke helt, hvordan han kommer i mål med sin ambition, fortaeller han i dagens JP Bøger:
»Det er, som om man ikke bare skal opfinde banen, men også målet og bolden og reglerne. Jeg oplever, at mange maend er i et limbo, hvor de gør en hel masse, men selve samtalen om det at vaere far, den er håbløst bagud i forhold til praksis.«
I sin nye autofiktive roman, ”Vulkanø”, rejser han med sin kaereste og deres to børn til Tenerife for at holde ferie. Under den spanske sommersol går det op for ham, at det ikke er let at vriste fri af fortiden og styre uden om de adfaerdsmønstre, han kender fra sin egen far.
Bogen er ikke et vredt anklageskrift mod en mislykket barndom. Slet ikke. Daniel Dalgaard erkender, at selv om hans far indimellem fejlede set med den voksne søns blik, løftede han også barren i forhold til sin egen opvaekst. Han gjorde det bedre end det, han selv kom fra. Sådan vil tingene nok også se ud, når Dalgaards egne børn engang skal faelde dom over ham:
»Min far kommer fra et andet sted end der, hvor han er endt. Han har haft ting, han ville gøre anderledes og bedre, og den bevaegelse er han sådan set lykkedes med. Det samme kommer sikkert til at ske for mig, og det samme kommer til at ske for min søn. Det rykker sig.«
Heldigvis. God laeselyst.