I en verden af rå vold og mørke traumer
Kvinderne hos Naja Marie Aidt fletter sig sammen om hinanden som vaern mod overgreb fra omverdenen. Både de fysiske og de psykiske. I sin nye roman undersøger forfatteren den strukturelle vold i samfundet, og budskabet er klart: Kvinder er saerligt udsatt
ØVELSER I MØRKE NAJA MARIE AIDT 260 sider, 299,95 kr. Gyldendal
Udkommer 2. februar
333333
Det er syv år siden, Naja Marie Aidt skrev den bog, intet menneske drømmer om nogensinde at skulle skrive.
Den fremragende ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” var forfatterens forsøg på at bearbejde det endeløse sorgrum, som tabet af sønnen Carl havde efterladt i hende. At give sorgen et sprog og indfange rystelserne på skrift.
Siden den bog har Naja Marie Aidt ikke udgivet noget, men selv om forfatterens nye roman, ”Øvelser i mørke”, ikke skal ses som en direkte forlaengelse af det forrige vaerk, er den i sin tematisering af sorg og traumer alligevel beslaegtet med bogen om sønnens død.
I centrum af den nye fortaelling står en 57årig kvinde, hvis tilvaerelse er blevet barberet ned til et absolut minimum, efter at en frygtelig oplevelse har aktiveret et fortraengt traume fra ungdommen. Kun de ugentlige besøg hos ”PTSD-manden”, som kvinden først har meget lidt tilovers for, får hende ud af den lille lejlighed, hvor dagene går med at falde i søvn under spisebordet og indhylle sig i det blytunge mørke, hun ikke kan slippe fri af.
Det hele gentager sig i en tilsyneladende uendelig suppedas:
»Og så igen den lange bustur. Byen himlen nøgne traeer. Den grønne sofa. Dette sker en gang om ugen. Det er naesten en lille roman.«
Vold mod kvinder
Som romanfigur er Aidts hovedperson specifikt og lokalt forankret. Hun er mor til tre nu voksne sønner, har to børnebørn, er vokset op med sine to søstre og sin mor, der forlod pigernes voldelige far, som aldrig vendte tilbage. Hendes yngste søster er død mange år tidligere af et misbrug, og efter en sygemelding truer arbejdsløsheden og strukturløsheden hovedpersonens uoverskuelige fremtid. En fremtid, der kun holdes oppe af veninderne, som i loyalitet stiller sig som et skjold om hende og insisterer på, at der er håb forude.
Men på grund af sin anonymitet gør Aidt også kvinden til prisme for kvindeskaebner i en bredere forstand.
Hun er ikke hvem som helst, men i princippet hvilken som helst kvinde. For det er romanens solide pointe, at kvinder gennem kønnet er tvunget til at udholde den evige trussel om formørket vold fra både naer og fjern.
Dermed skriver Aidt sin roman ind i tidens vigtige fokus på vold – fysisk og psykisk – vold mod kvinder, og udgivelser fra sidste år – som Niels Franks anmelderroste ”Fanden tage dig” og Line Vaaben og Asser H. Thomsens prisvindende ”En forudsigelig forbrydelse” – runger med deres ubehagelige ekkoer fra virkeligheden i tekstens baggrund.
Som stilist er Naja Marie Aidt som altid uovertruffen.
Fordi hovedpersonen er staekket af sine traumer, som ikke bliver formuleret direkte i starten, folder teksten sig også først gradvist op. Begyndelsens korte hovedsaetninger bliver laengere og mere komplicerede, i takt med at kvindens erkendelser og forståelser folder sig ud – og praesenterer sig som erkendelser hos laeseren.
Aidt benytter sig også af to gennemgående figurer, der kommer til at tegne romanens struktur. Veninden Lea »var engang til en fest, hvor alle gaesterne skulle medbringe en anekdote.« Alle gaesterne var kvinder, og deres små, løsrevne fortaellinger afbryder med ujaevne mellemrum teksten og saetter hovedpersonens egen situation i perspektiv.
Et andet tilbagevendende strukturprincip er den etageejendom, kvinden bor i. Også den er fyldt med kvinder, der i romanens løb indtager jegfortaeller-positionen og får bygningen til at fremstå som en østrogen-tung organisme, der på en og samme tid forekommer forsvarsløs og bestyrket netop på grund af beboerne i den.
Kvinder er saerligt udsatte
At kvinden i ”Øvelser i mørke” er blevet traumatiseret, forstår man godt.
Ikke bare de to afgørende øjeblikke, men også faderens vold, søsterens selvmord og den yngste søns stigende misbrug er nok til at vaelte selv den mest standhaftige omkuld. Man kunne naesten have ønsket, at Aidt havde skånet hende en smule, for de symmetriske spejlinger af søskendeforhold, fravaerende faedre og misbrug bliver naesten for bastante og skematiske.
De virker i deres voldsomhed egentlig ikke så vaesentlige for det, der synes at vaere romanens egentlige aerinde. Nemlig at kvinder er saerligt udsatte, og at truslen kan komme fra både naer og fjern.
Allerstaerkest er ”Øvelser i mørke” i sin fornemme formidling af de fire veninders evne til at slå ring om den kvindelige hovedperson. Aidt er eminent i sine beskrivelser af den midaldrende kvindes krop og erfaringer og hiver åreknuder, hedeture og hormonbehandlinger ud af mørket:
»Jeg er 57 år gammel, jeg har ikke hedeture mere. Min krop er stabil. Ingen cyklus, ingen blødning, ingen umaettelig trang til sex. Ingen migraene op til menstruationen, ingen praevention. Ingen pifter efter mig på gaden, ingen råber efter mig. Ingen laegger an på mig, ingen vil have mig. Jeg er ingen. Jeg er mig. Stabil.«
At det også er en kvinde (eller en pige, kvindens barnebarn), der puster afgørende liv og kalder glemte evner tilbage i hovedpersonen, er naeppe tilfaeldigt. Et lille og spinkelt, men afgørende håb.