»Det er, som om man ikke kun skal opfinde banen, men også målet og bolden og reglerne«
Daniel Dalgaard voksede op med en til tider vred og fravaerende far. Sådan vil han ikke selv vaere. Den aktuelle forfatter vil vaere far på en ny måde. Han ved bare ikke helt, hvordan han kommer i mål med sin ambition. Eller hvordan han skal vaere mand i
Daniel Dalgaards femårige dreng graeder. Familien er vendt hjem fra fire ugers ferie på Tenerife, men den er ikke fuldtallig. Ninus er vaek. Den akutte krisesituation udgør åbningen i den 36-årige forfatters autofiktive roman, ”Vulkanø”, og det er naturligvis ikke en affaere, en moderne far kan sidde passivt tilbage og grunde over.
Naeste morgen drager han til lufthavnen i håb om at opspore det gennemtyggede tøjdyr. Det mislykkes, og nu er der kun en ting at gøre: at efterlyse sønnens livsledsager hos myndighederne.
Men dem hører han ikke fra. Ikke hurtigt nok i hvert fald. Så efter 10 dage uden Ninus tager Daniel Dalgaard ind til hittegodskontoret på Politigården. Og finder kaninen, der venter tålmodigt på en metalhylde.
Nu sidder forfatteren på den anden side af et lyst traebord hos sit forlag i det indre København. Vi skal tale om at vaere far og mand. Det er det, hans nye bog handler om. Hvordan gør man? Og jo isaer, hvis man vil vaere god til det.
Vi begynder ved det forsvundne tøjdyr, for går man bare en enkelt generation bagud, er det naeppe sandsynligt, at ret mange faedre ville have igangsat en så fokuseret redningsaktion.
»Jeg kunne godt maerke et traek henimod ikke at gøre det,« erkender Daniel Dalgaard.
»Men det var begrundet i en automatisk hårdhed i mig: ”Tøjdyret er vaek. Vi må affinde os med situationen.” Det er nok den måde, jeg og mange andre fra min generation blev mødt af deres egne faedre. Altså, man må klemme ballerne sammen.«
Han sidder lidt uden at sige noget.
»For mig er det mere naturligt at prøve at saette mig ind i, hvordan verden ser ud for en femårig, der har mistet sit tøjdyr,« siger han så.
»Den betydning, det har for ham, har det også for mig.«
Uden at spoile plottet i den nye bog kan det afsløres, at sønnens lidelser ikke er forbi med denne ene bjaergning. Yderligere tårer og smerte er i vente.
»Vi vil gå langt, og vi har en forpligtelse til at gøre vores bedste, men vi kommer til at tabe noget. Det kan ikke undgås. Det er vel det, jeg vil fortaelle med den del af bogen,« siger Daniel Dalgaard.
Far på en ny måde
Han er en høj og slank mand. Klare blå øjne, et bøgebladsmykke dingler fra venstre øre og kunne såmaend nok provokere en boomer eller to.
Rammen for ”Vulkanø” er forfatterens indre kvaler og udfordringer under en ferie.
Daniel Dalgaard skriver om relationen til sin søn. Og til sin egen far. Han skriver om forskydningerne i familien og i manderollen som sådan. Han står med den opgave, hans egen far stod med engang. Genkender situationer og oplever til sin undren og raedsel, at han i flere tilfaelde agerer som sin far. Han griber hårdt fat i sin søns arm. Den søn, der i sin heftige trodsighed ligner ham selv som barn. Og det var ikke meningen.
»Jeg ville jo vaere far på en anden måde,« siger forfatteren.
Hans håb er, at den nye roman kan bidrage til en diskussion om, hvem hans generation af maend skal vaere i forhold til dem, der var der før.
Og det gør han ved blotlaegge sin egen historie og dele de refleksioner, han har gjort sig, siden han selv blev far for første gang for snart seks år siden.
»Min far kommer fra et andet sted end der, hvor han er endt. Han har haft ting, han ville gøre anderledes og bedre, og den bevaegelse er han sådan set lykkedes med. Det samme kommer sikkert til at ske for mig, og det samme kommer til at ske for min søn. Det rykker sig. Men i den tid, der er gået, fra jeg var barn og frem til nu, er der sket markante aendringer i kvindernes samfundsrolle, som har skubbet til maendenes rolle. Det bliver meget tydeligt inden for foraeldreskabet, inden for faderskabet. Det er ude på et helt nyt territorium, hvis man kommer fra et traditionelt miljø, som jeg gør,« siger Daniel Dalgaard.
Ingen forbilleder
Han er opvokset i Ringe på Fyn. Faderen var brugsuddeler og fik, fremgår det af bogen, indimellem lidt rigeligt at drikke. Moderen var kassedame og passede hjemmet.
»Min far havde en økonomisk rolle i familien. Det var faderen som forsørger. Som mange andre er jeg opdraget primaert af min mor, og når min far var hjemme, indtog han den lidt hårde manderolle som en staerk autoritet i huset. Det var noget med at saette sig igennem og vise, hvor graenserne gik. Han kunne jo ikke leve på nogen autoritet, der byggede på relationen eller på at have deltaget i omsorgsarbejdet på samme måde som min mor. For det havde han ikke gjort. Jeg tror, han har følt sig fremmedgjort og ikke anet, hvad han skulle stille op med os. Jeg har lyst til at vaere far på en anden måde, og når jeg kigger rundt, ser jeg, at andre maend på min alder og i forskellige socialgrupper også har det sådan. Vi vil tage del i vores børns opvaekst.«
Men problemet er, mener Daniel Dalgaard,
Vreden er en tillokkende udtryksform for maend, fordi den ligger taet på handling. DANIEL DALGAARD, FORFATTER
at mange maend aldrig har set den faderrolle praktiseret i deres egen opvaekst:
»Det er, som om man ikke kun skal opfinde banen, men også målet og bolden og reglerne. Jeg oplever, at mange maend er i et limbo, hvor de gør en hel masse, men selve samtalen om det at vaere far, den er håbløst bagud i forhold til praksis. Den er underernaeret. Når vi siger moderskabet, ved alle, hvad det betyder. Det daekker over, at man er mor, og vi har lige oplevet en hel bølge om de temaer i litteraturen. Men hvis jeg siger faderskabet, skal man traekke ordet ”fader” ret langt, for ellers lyder det rigtig meget som det, man bliver i kirken. Ordet betyder noget andet. Jeg prøver at skrive om noget, der er underbeskrevet.«
Det er min oplevelse, at mange maend traekker sig, fordi de er traette af at blive dunket i hovedet. Saerligt den hvide mand er blevet noget, nogle synes man må slå på og latterliggøre. Det kan der vaere rigtig gode grunde til, men manden har fået et dårligt renommé …
»Hvis man vil tale med nogen, er det en dårlig idé at få dem til at føle sig dumme. Eller at angribe. Noget af det, jeg har problemer med i forhold til samtalen om køn – som er domineret af kvinder og feminisme – er, at jeg ofte oplever, at kvinderne får skubbet en masse maend fra sig, inden samtalen er kommet i gang. Jeg vil gerne have en diskussion om manderoller og farroller, som ikke skal handle om kritik. Som handler om at åbne et felt. Det er vores allesammens kamp og ikke et nulsumsspil, hvor vi tager fra andre, hvis nogle får noget. De strukturer, der vil gøre kvinden til et passivt sexobjekt, er de samme som dem, der vil gøre manden til en hård og distanceret autoritetsfigur.«
Du er skraemt af din egen vrede, men har kvinder ikke også den? Behøver man at kønne de frustrationer, som knytter sig til foraeldreskabet?
»Den findes helt klart også hos kvinder. Det hører jeg på tilbagemeldingerne på bogen. De er kede af deres vrede over for børnene. Og de taenker også over, hvordan deres egne foraeldre har vaeret. Så det er ikke isoleret til maend, men der er noget med, at maend – inklusive mig – har laert i deres opvaekst, at når det kommer til svaere og negative følelser, så handler man sig ud af det. Man vil gerne gøre noget for at få det til at gå vaek. Vreden er en tillokkende udtryksform for maend, fordi den ligger taet på handling.«
Det traditionelle mandeliv er smuldret
Daniel Dalgaard påpeger, at køn er en stor del af de fleste menneskers identitet. Hovedparten af os definerer os selv som enten mand eller kvinde, og der er sket meget mellem de to køn de seneste 50 år.
»Kvinderne har erobret territorium. De taenker: ”Nu kan vi det, vi kan også det, og vi vil også insistere på det og det. Vi kan klaede os sexet, uden at det betyder, at vi skal ses ned på og reduceres til sexobjekter.” Der er sket en masser udvidelser af kvinders handlingsrum. Mange maend har oplevet det modsatte. Vi mangler at få gang i følelsen af, at vi maend også har noget at vinde. Mange elementer i den klassiske manderolle smuldrer i disse år. Manden som forsørger. Den er ikke så aktuel laengere for de fleste. Manden som fysisk beskytter. Heller ikke vanvittig aktuel. Mange af de fysisk kraevende job bliver mindre fysisk kraevende. Jeg kunne godt taenke mig, at vi som maend og kollektiv kom i gang med at tale om de nye ting, vi gerne vil.«
Og den samtale forudsaetter et mod og et sprog, som de faerreste maend mestrer eller bare føler sig trygge i, siger Daniel Dalgaard:
»Det at give udtryk for en grundlaeggende tvivl, usikkerhed eller angstfulde følelser er ekstremt svaert for mange maend. Isaer over for andre maend. Man kan med rimelighed sige, at der ikke bør vaere noget, som holder maend tilbage, men det er der alligevel noget, som gør for mange. Det kan jeg både maerke og se, når jeg kigger rundt. Faellesskaber mellem maend er praeget af, at relativt store dele af følelseslivet er tabuiseret. Så er
»Som mange andre er jeg opdraget primaert af min mor, og når min far var hjemme, indtog han den lidt hårde manderolle som en staerk autoritet i huset.« DANIEL DALGAARD, FORFATTER
der en vennegruppe, og lige pludselig en dag ud af det blå bliver Anker skilt. Det tror jeg ikke sker i ret mange kvindegrupper.«
Er du sikker på det?
»Stort set alle, jeg kender, har små børn. Så er det jo sådan, at det tit bliver svaert med sexlivet. Man har travlt, man er traet. Det fysiske bliver noget andet. Hvad skal man stille op med det? Det giver ikke sig selv laengere. Er det, fordi vi ikke taender på hinanden mere? Der kan melde sig alle mulige tvivlsspørgsmål, som kan vaere ubehagelige, fordi de stikker dybt. Jeg kender ikke ret mange mandegrupper, hvor man kan tale om de ting. Hvor folk kan give udtryk for deres åbne tvivl. Jeg tror, at det handler om en grundlaeggende frygt for at tabe ansigt. Vi kan klemme det ud mellem sidebenene som jokes i samtaler rundt om bordet, hvor der naermest går konkurrence i, hvor lidt sex man har. Men det kommer ikke ind til dér, hvor det gør ondt.«
Maend må dygtiggøre sig
Daniel Dalgaard var i en årraekke højskolelaerer i Vestjylland. Her var 85 pct. af eleverne unge kvinder, og blandt dem var der konsekvent en retorisk staerk gruppe, der var optaget af køn og ligestilling.
»Jeg kunne observere, at der for maendene ligesom var to veje: De zoomede ud og ventede på, at det gik over. Eller de gik ind i det og følte sig hurtigt udsat for uigennemskuelige anklager, som de ikke vidste, hvad var, men som de i hvert fald var uskyldige i. Derfor kom de til at optraede mere konservative og reaktionaere, end de var. Det synes jeg er aergerligt, fordi det er ugivtigt.«
Han mener, at maend og kvinder må dele ansvaret for at skabe en bedre samtale, men opfordrer maendene til at tage sig sammen.
»Jeg synes godt, man kan sige, at der er visse dele af feminismen, som interesserer sig mere for at praedike for koret end at forklare dem, der ikke umiddelbart forstår problematikken, hvad det handler om. På en måde, så de kan forstå det. Men jeg synes også, at maend må dygtiggøre sig. Man kan godt kraeve af maend, at de har mod til at gå ind i en samtale uden at føle sig angrebet hver gang. Ja, vi bliver indimellem konfronteret med ting, som vi synes er dybt urimeligt, når vi lige har siddet og åbnet os. Det kommer til at ske. Det skal vi kunne baere.«
De unge kommer med ømheden
Og han oplever faktisk, at de helt unge maend kommer med en anden åbenhed i forhold til deres plads i familien og i verden.
»Jeg synes, at der er sket meget fra min fars generation til min, men de maend, der er 10 år yngre end mig, de er et helt andet sted. De er meget mere åbne. Og hvis jeg selv har forbilleder, er det maend, der er yngre end mig selv.«
Hvad gør de unge, som er forbilledligt?
»De har en kombination af ømhed og selv
kan drage fordel af sine erfaringer som skuespiller til at vaere den leder, der indadtil motiverer sit folk og udadtil overbeviser omverdenen om at støtte den ukrainske kamp.
Bogen er ikke kun et hyldestkvad. Der er også indsigt i, hvordan manden i den grønne armyskjorte kan virke irritabel, ja, sommetider endda ”utaknemmelig” over for sine allierede. Det er også fortaellingen om, hvordan Zelenskyj snerrer ad kolleger, og hvordan han har en tendens til at undertrykke modstand – eksempelvis den frie presse.
Men personligt er det aerligt talt naturligt og forståeligt, at Zelenskyj ikke er mr. Perfect. Det pres, der hviler på ham døgnet rundt, er ubegribeligt.
Med ”Showman” får vi chancen for i dybden at forstå, hvem den mand, der trådte i karakter som vor tids Churchill, den dag Putin indledte sin aggression, egentlig er. Vi får hele historien fra barndom, opvaekst og karriere frem til den, han er i dag. Og den er enestående godt fortalt.
Så hvorfor ikke seks, men kun fem stjerner?
Fordi den nye bog viderefører den tendens, der eksisterer i mange amerikanske bøger. De overdaekker USA’s rolle, mens de underdaekker andres – eksempelvis Europas. Men laes den alligevel. Det vil du ikke fortryde.