Zadie Smiths sofistikerede forsøg på at fortaelle om fake news gennem en retssag med over 150 år på bagen
Zadie Smith regnes med rette som en af sin generations skarpeste skønlitteraere stemmer. Nu har 48-årige britiske forfatter skrevet sin første historiske roman. Lykkes hun med projektet? Ja. Og nej.
Åh nej.
Det var min umiddelbare reaktion, da den britiske bestsellerforfatter Zadie Smiths nye, 515 sider lange bog ”Bedrageren” landede på mit skrivebord.
Den 48-årige forfatter prøver for første gang kraefter med en historisk roman og hvorfor nu det?
Nu gik det jo lige så godt med fiktionen. Zadie Smith brød for knap 25 år siden igennem med et brag med debutromanen ”Hvide taender” og gjorde sig i de følgende år til en af sin generations vigtigste litteraere stemmer.
Et enkelt eksempel:
I den svaert anbefalelsesvaerdige roman ”Om skønhed” fra 2007 portraetterer Zadie Smith på ubarmhjertig vis universitetsprofessoren Howard Belsey på slingrekurs gennem panikaldren. Han bliver overhalet af sin rivaliserende kollega, kaster sig ud i en affaere, konfronteres med sin kones vrede og må se sin egen deroute i øjnene.
Det var litteratur til tiden.
En virkelig historie
Nu har hun kastet sig over den historiske roman.
Alt for mange forfattere har – i bevaegelsen fra fiktionen til det historiske – mistet det altafgørende flow i fortaellingerne, de har reduceret litteraturen til akademiske afhandlinger og har i mange tilfaelde mistet deres laeseres fulde opmaerksomhed undervejs.
Skriver Zadie Smith sig ind i raekken af den slags forfattere?
Ja.
Og nej.
Ja, denne roman bliver visse steder en smule langtrukken. Man savner i nogen grad den lethed, som praeger Zadie Smiths tidligere vaerker. Der er små tegn på, at forfatteren er blevet så betaget af historien, at hun har set sig ude af stand til at redigere mindre vigtige detaljer vaek.
Men det er småting i en ellers vellykket roman, som betoner, at virkeligheden ganske ofte overgår fantasien.
Vi befinder os i anden halvdel af 1800-tallet, hvor den såkaldte Tichborne-sag har hele Englands opmaerksomhed.
Historien er virkelig:
En helt almindelig mand – Arthur Orton – udgiver sig for at vaere rigmandssønnen Roger Tichborne, der i 1854 forsvandt efter et skibsforlis.
Tichborne stod til at arve en stor sum penge, og Orton sagsøgte familien for at naegte ham denne.
Orton tabte sagen, blev siden selv tiltalt for at have løjet i retten og endte i 1874 bag tremmer.
14 års faengsel blev han idømt. Han blev løsladt i 1884, tilstod svindlen i 1895, men trak tilståelsen tilbage før sin død i 1898.
Alle synes at vaere optaget af sagen, og en pointe er, at det ikke blot er bedrageren selv, men i lige så høj grad den godtroende, håbløst naive og let påvirkelige omverden, som er med til at gøre usandheder sande. Det fungerer som et ganske vellykket og sofistikeret forsøg på at adressere den aktuelle debat om fake news.
Sex, druk og bedrag
Eliza Touchet er også optaget af sagen, det er hende, som historien fortaelles igennem.
Igennem mere end 40 år arbejdede hun som husholderske og elskerinde for forfatteren William H. Ainsworth, hvis historiske romaner – ironisk nok – fik mindre og mindre gennemslagskraft.
Så galt går det naeppe denne roman. Nej, det er langtfra den staerkeste fra Zadie Smiths hånd, men evnen til at fortaelle historier, som forfatteren har udviklet og forfinet igennem sit lange arbejde med fiktionen, kommer i store traek den aktuelle bog til gode.
Romanen er velskrevet, og forfatteren beskaeftiger sig da også med mange af de samme emner, som hun har dvaelet ved i sine tidligere bøger:
Sex, druk og bedrag.