Den svaere kaerlighed
Vi er gode til at gå fra hinanden herhjemme. Den høje skilsmisserate har ikke kun skabt et behov for parterapeuter. Vi har også brug for at høre om andre, der kaemper med kaerligheden. Trine Lundager har begået en velskrevet skilsmisseroman, men fortaelli
Naesten hvert andet af alle aegteskaber ender med en skilsmisse. Det er mange, måske også for mange, det er svaert at sige. Men det har store konsekvenser, ingen tvivl om det.
Når drømmen smuldrer, og taeppet traekkes vaek under os, bliver vi skrøbelige. Det er ikke det bedste udgangspunkt i en tid, hvor vi i forvejen bliver presset langt ud over kanten.
Men hvorfor bliver vi skilt? Stiller vi for store krav til hinanden, til kaerligheden?
Har drømmen om det perfekte liv sneget sig ind også her? Vil vi ikke acceptere, at forelskelsen ikke varer uendeligt? Er overbaerenheden forsvundet i en kompromisløs jagt på lykken?
Uanset årsager skaber den høje skilsmisserate et marked for ikke bare parterapeuter og sexologer, men også for skilsmisselitteratur.
Vi har ganske enkelt brug for nogle karakterer og mønstre at spejle os i. Vi har brug for at vide, at andre har stået i samme situation og har reageret på nogenlunde samme måde som os.
Der er således masser af laesere til skilsmisseromaner, og Trine Lundagers debutroman, ”Når jeg ser dig på en vis afstand”, behøver derfor ikke at argumentere for sin eksistensberettigelse.
Utroskab og kedeligt kaos
Romanen er velskrevet og realistisk, den analyserer og beskriver trovaerdigt forholdet mellem to aegtefaeller, og den saetter perspektiv på hovedpersonens livskrise ved at flytte handlingen fra København til Fanø. Men den er kedelig.
Romanen lever faktisk alt for godt op til genrens saedvanlige form og indhold. Historien rummer ingen overraskelser, ingen stød. Var forfatteren dog bare en enkelt gang hoppet ud af skabelonen for at forvilde sig ind i et krat af uforudsigelige haendelser, havde tingene måske set anderledes ud. Det kunne i hvert fald have løftet det nedslidte tema: En svigtet kvinde rejser sig – betragteligt. Nogle romaner behandler temaet så blaendende, at de bliver uforglemmelige – eksempelvis franske Sylvie Bouquis ”Langt og langsomt fald” fra 2022. Det er bare ikke tilfaeldet med ”Når jeg ser dig fra en vis afstand”.
Romanen handler ikke direkte om en skilsmisse. Den handler om en af de hyppigste årsager til, at to mennesker vaelger at gå fra hinanden: utroskab og det følelsesmaessige kaos, bedraget kaster af sig.
Vi følger Kirstine, den bedragede hustru, taet og helt uden skodder i ugerne efter, at hun tilfaeldigvis opdager en raekke billeder af en meget smuk kvinde på sin mand, Christians, computer.
Hårdt presset går han til bekendelse: Han og Nynne har gennem nogle måneder haft et forhold.
Vrede, jalousi og fortvivlelse
Kirstine bliver rasende. Og endnu mere rødglødende, da det viser sig, at affaeren har stået på i halvandet år.
I første omgang bruger hun vreden til at vride enhver detalje, ikke mindst de seksuelle, ud af ham, og her er der ingen ende på plathederne. Hun kan slet ikke styre sig.
Kirstine, der er psykolog med egen praksis, og som for nylig har opnået en slags stjernestatus i reality-programmet ”Ramt af kaerlighed”, følger ironisk nok ingen af sine egne råd, da hun pludselig bliver hovedperson i sit eget mareridt.
Afsløringen af Christians løgne får Kirstine til at flygte hjemmefra. Hun er nødt til at genfinde sig selv og tager til Fanø.
Her allierer hun sig med ensomheden, den storslåede natur og et iskoldt sommerhus, mens minderne om hendes og Christians første møde og deres samliv driver gennem hende uge efter uge.
Først da hun møder den pensionerede fisker og passionerede ravsamler Ejvind, får hun rusket op i de enerverende tanker og begynder ligefrem at se lidt mere kritisk på sin andel i aegteskabets kurs mod opløsning.
Hun fortryder blandt andet, at hun ikke støttede Christian bedre, da han mistede sin far:
»Dødsfald i den naermeste familie efterlader sig altid spraekker, og jeg burde have vaeret mere opmaerksom på dem, på dig …,« taenker Kirstine på et tidspunkt i den lange, tavse monolog, som det meste af romanen består af.
Muligvis vender hun tilbage sin mand, deres to drenge og livet i lejligheden i København. Måske gør hun ikke. Slutningen er åben. Vi aner ikke, om det kort over Fanø, som Ejvind foraerer hende til sidst, skal forstås som et symbol på en veloverstået indre rejse eller begyndelsen på en ny.
Det er heller ikke afgørende. Trine Lundager har først og fremmest villet skildre det følelsesmaessige stormvejr, som utroskab er skyld i, ikke resultatet af det, og det lykkes hende at få rørt dybt og grundigt rundt i alle de dystre nuancer: vreden, jalousien, forurettelsen, fortvivlelsen, haevnfølelsen og den ubaendige lyst til at vaere nedrig.
”Når jeg ser dig fra en vis afstand” rammer lige ind i tidens behov for en fortaelling at spejle os i, når utroskab, løgne og bedrag saetter kaerligheden til vaegs.
Romanen leverer dermed den form for fiktiv hjaelp til selvhjaelp, som er så efterspurgt.