»Det ville vaere lidt kedeligt, hvis alt var gået efter planen«
Efter at have cyklet over 20.000 km fortsaetter Nicolai Bangsgaard sin globale triatlon på løbehjul: Den energiske triatlet Nicolai Bangsgaard er efter 10 måneder i cykelsadlen nået til Perth, hvor hans naeste etape går tvaers over Australien på løbehjul.
Sidst vi talte sammen for godt et halvt år siden, vandrede Nicolai Bangsgaard hvileløst rundt i de armenske bjerge i forsøget på at få adgang til nabolandet Iran, men efter 35 dage måtte han give op og omlaegge sin triatlonrute, der oprindeligt skulle have gået gennem Iran, Pakistan og Indien. I stedet måtte Nicolai Bangsgaard pakke cyklen med Dannebrog på bagagebaereren ned og flyve til Aktau i Kasakhstan. Han nåede hele vejen gennem Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan til Almaty i den anden ende af Kasakhstan, før han fik nys om, at der var en chance for at få visum til Kina i Tbilisi, Georgiens hovedstad.
»Jeg var nødt til at tage chancen, selvom det var naermest halvvejs tilbage mod Danmark, som jeg var cyklet fra. Jeg købte en pissedyr flybillet og mødte op på ambassaden i Tbilisi med 22 siders dokumenter, som fakede en rundrejse i Kina, og to dage senere fik jeg et visum,« fortaeller han over telefonen fra Perth.
Nicolai Bangsgaard ankom til den vestaustralske storby i forgårs og skal til at påbegynde anden del af sin globale triatlon på løbehjul hele vejen til Sydney. For et par timer siden fik han besked om, at han kunne afhente sit splinternye løbehjul, som er sendt hele vejen fra Holland.
»Jeg måtte hente det med det samme, for jeg var som en lille dreng juleaften. Jeg har lige lagt det fra mig for at tale med dig, men det kribler i mig for at se naermere på det,« fortaeller han fuld af begejstring over sit nye transportmiddel.
Det hvide fremmedelement
Vejen til Australien har vaeret lang og udfordrende, og kun den sidste brøkdel af turen har fundet sted i et mageligt flysaede. For da Nicolai Bangsgaard fik grønt lys til at cykle over den kinesiske graense, ventede 6.000 km på landevejene, som var begraenset til 60 dages visum. Med nøje prioriterede hviledage indimellem endte han med at trampe ca. 140 km i pedalerne dagligt.
»Det var vildt at cykle gennem det gigantiske kinesiske rige. Jeg er lykkelig over, at det artede sig sådan, selvom uret tikkede, og jeg endte med at bruge samtlige dage på at nå graensen til Laos, hvor jeg endelig kunne puste ud og saette tempoet lidt ned.«
Den største udfordring i Kina var dog ikke tidspresset – det var at skille sig ud blandt landsbyboere, der sjaeldent havde set en turist før. Og selvom indbyggerne var imødekommende, havde Nicolai Bangsgaard svaert ved at vaere ”det hvide fremmedelement”, når han f.eks. gerne bare ville spise i fred på en restaurant.
»Nogle af dem kunne finde på at stoppe og stirre indgående eller tage en selfie med mig uden at spørge. De var jo nysgerrige, og vi havde svaert ved at kommunikere, men det var ret graenseoverskridende,« siger han og fortsaetter:
»Senere vadede to politibetjente ind på mit hotelvaerelse og tjekkede pas og papirer, mens jeg stod helt smadret med kun et håndklaede om livet og var på vej i bad. Myndighederne er ret paranoide og bange for vestlige spioner, men jeg valgte at tage det som en oplevelse.«
Sammenbrud på cykelstien
Det ville vaere en overdrivelse at påstå, at etapen gennem Europa og Asien er forløbet planmaessigt. Undervejs har Nicolai Bangsgaard som bekendt aendret rejseplanen flere gange, men ruten er blot en grovskitse med plads til fleksibilitet. Vejret har nogle steder vaeret meget koldere end forventet. Visumansøgninger er blevet afvist. Og det kinesiske styre har åndet ham i nakken.
»Det ville vaere lidt kedeligt, hvis alt var gået efter planen. Eventyret findes ofte i det uventede,« konstaterer han med et grin.
I alt har Nicolai Bangsgaard tilbagelagt 20.043 km på cykel, hvilket svarer ret nøjagtigt til at nå halvvejs rundt om Jorden ved aekvator. 297 dage efter at han cyklede fra København, krydsede han graensen til Singapore og ville tage et videoklip til sine følgere. Men pludselig kunne han ikke få en lyd over sine ellers snakkesalige laeber.
»Jeg brød totalt sammen på den paene cykelsti i en blanding af glaede, stolthed og udmattelse. Jeg var nået til Singapore i god behold, og det føltes lidt uvirkeligt og samtidig som en kaempe lettelse.«
Her boede Nicolai Bangsgaard fem dage hos en dansk familie, der åbnede deres døre, som var han en naer ven af familien. Det var en tryg base, hvor han kunne omstille sig til naeste del af sin triatlon, mens han hyggede og forsynede sig med rigeligt rugbrød og Lurpak fra køleskabet.
»Jeg dumpede direkte ned i den her dejlige families hverdag, og det var befriende at tale dansk igen. Jeg havde brug for nogle rolige dage til at forstå, at cykeletapen virkelig var overstået, og det var de perfekte rammer.«
Der lyder en insisterende skraeppen i baggrunden, der blander sig med vindens susen.
»Der er lige nogle papegøjer, som har gang i et heftigt skaenderi. Jeg er altså kommet til Australien, når der sidder papegøjer og diskuterer i traetoppene,« griner han.
Slut med halvhjertede oversaettelser
Den største forandring ved at rejse til et nyt kontinent er ikke de eksotiske dyr eller den tilbagelaenede australske livsstil. Den er det simple faktum, at han kan kommunikere med alt fra lufthavnspersonale til cykelvennen Mark Gresser, som han bor hos i Perth, uden brug af hverken fagter eller halvhjertede oversaettelser via Google Translate.
»Jeg har stort set ikke kunnet tale med lokalbefolkningen de sidste otte måneder. Jeg har savnet at føre meningsfulde samtaler, og i Centralasien har det ikke vaeret en mulighed grundet sprogbarrieren. Her kan jeg snakke med gud og hvermand, hvilket er en enorm lettelse.«
Efter at have rejst tusindvis af kilometer på cykel har det vaeret en brat overgang at saette sig i et fly og en håndfuld timer senere lande i Australien. Og bureaukratibøvl i flere asiatiske lande blev fluks erstattet af en online visumansøgning, som blev godkendt på få minutter.
»Flyveturen fungerede fint som en transitionsfase mellem triatlondisciplinerne. Da jeg viste mit pas i lufthavnen, kiggede de naermest ikke på det. Senere blev jeg hevet til side af en anden betjent, der gloede lidt, da jeg fortalte om mit projekt. Han ønskede mig god tur og tilføjede, at jeg skulle passe på slangerne og varmen.«