Er Afdeling Q ikke snart pensionsmoden?

Skal vi blive ved med at vade rundt i perverterede forbrydelser mod kvinder, skal der ske noget nyt i samlebåndsfilmatiseringerne af Jussi Adler-Olsen.

Drama

DANMARK, 2024

Ole Christian Madsen 2 timer 1. februar

Det er galningene, de enkeltstående perverse, de traumatiserede individer og de besvaerede og utilpassede, som interesserer Jussi Adler-Olsen. Først i anden grad kommer de samfundsstrukturer, der skaber disse solotilfaelde. I sit udpraeget maskuline, testosteronpumpede univers – at helten fra hitserien om den nu så berømte Afdeling Q er traemanden Carl Mørck (der igen spilles af Ulrich Thomsen), siger ikke så lidt – er det sigende, at ofrene er kvinder. Og når kvinderne indtager skurkeroller (og det gør heldigvis et par stykker i ”Den graenseløse”), så handler de konsekvent foranlediget af maend.

”Den graenseløse” er instrueret af altid dygtige Ole Christian Madsen, der bringer sin taeft for grundig instruktion og iscenesaettelse ind i et filmisk univers, der virkelig godt kunne traenge til enten en pensionsordning eller en saltvandsindsprøjtning.

Med overtydelig eksponering fortaeller en lille lap på natbordet os, at Carl Mørck lige er blevet forlovet. Men der er ikke tid til meget romantisering i forlovelsesdagene, for fortiden kalder på Bornholm. Efter at have ignoreret en lang raekke opkald fra sin tidligere ven og kollega Christian Habersaat (Peter Mygind) i månedsvis har Mørck sendt sin højre hånd Rose (Sofie Torp) til solskinsøen for at deltage i hans afskedsreception og for at få nogle svar. Men intet går som planlagt, for den forbitrede Habersaat skyder sig selv en kugle for panden, angiveligt fordi han i otte år har vaeret besat af at løse en helt saerlig drabssag, som han uden held har forsøgt at få Mørck til at hjaelpe sig med.

Mellem

Rose hidkalder nu Mørck og Assad (som i denne omgang spilles meget overbevisende af Afshin Fizouri) til at komme til bunds i sagen, som Bornholms Politi har haft travlt med at arkivere som en ulykke. Men at liget af den smukke, unge Alberte Schneider skulle kunne havne kunstfaerdigt i et trae i vejkanten som følge af en påkørsel synes usandsynligt. Og da Rose og Assad besøger den bornholmske højskole, hvor Alberte studerede kunst, og stifter bekendtskab med den dragende lokale solkult, der ledes af det karismatiske dansk-svenske søskendepar Pirjo (en fantastisk Hedda Steirnstedt) og Atu (Joachim Fjelstrup i en herligt modbydelig rolle), begynder et uhyggeligt mønster at tegne sig.

For de soldyrkende fanatister gør andet end at hilse lyset godmorgen i deres hippiekult, hvor forførelse og seksuel overgivelse er kerneingredienser i undertrykkelsen. Den ubarmhjertige sommersol til trods er mørket faretruende taet på, men skulle man som seer ikke kunne gennemskue det, så er en regulaer mørkets fyrste, Albertes fuldkommen anløbne tidligere kunstlaerer, placeret med tågesnak om ”det mørke net”. Så er symbolikken ligesom på plads.

Ikke overraskende viser Mørck selv sig også at vaere forbundet til miseren, for salig Habersaat og hans ekskone June (Helle Fragalid) gemte på lidt af en hemmelighed, som først kommer op til overfladen, da deres voksne søn dør af en overdosis. Også Rose, hvis motivation for at gå undercover i solkulten ikke sandsynliggøres tilstraekkeligt af hendes fars misbrug (endnu et kvindeoffer), må investere sig selv til det yderste i opklaringen.

Det hele er flot, uendeligt effektivt og forudsigeligt skematisk, men mon ikke billetsalget som altid vil tale sit tydelige sprog, og vi kan vente endnu en film om Afdeling Q, der skal løse nye sager om kvindehadske afvigere?

Det hele er flot, uendeligt effektivt og forudsigeligt skematisk.