Aktiv dødshjaelp? Nej tak!
I sit debatindlaeg i JP 31/1 gør Dorthe Schmittroth Madsen et kraftigt udfald mod staten. Blandt andet fremfører hun, at staten »suveraent bestemmer, hvornår vi må dø, hvilket er en ydmygelse«.
Om staten bestemmer for meget eller for lidt, skal ikke diskuteres her, men det er ikke korrekt, at staten forhindrer os i at afslutte vort eget liv. Efter dansk straffelov er det ikke forbudt at begå selvmord. Assistance ved selvmord er imidlertid strafbart, uanset om denne hjaelp er givet i fuld forståelse med den person, man hjaelper til at dø, eller i medfølelse og kaerlighed til den, der ønsker at dø. Hjaelp til selvmord kan straffes med op til tre års faengsel.
Med udgangspunkt i den aktuelle sag om aegteparret Preisler, hvor Ebbe Preisler er sigtet for manddrab for at tage livet af sin hustru, der var uhelbredeligt syg, opfordrer Dorthe Schmittroth Madsen politikerne til at indføre aktiv dødshjaelp som en ret stadfaestet ved lov. Når visse betingelser er opfyldt, skal det vaere muligt for en borger at begaere sig aflivet, uden at drabsmanden er strafansvarlig.
Hvis det bliver min ret som borger at vaelge at dø, så bliver det en andens pligt at slå mig ihjel. Hvem skal gøre det? En laege? Skal vi have indført statsautoriseret drab på begaering?
At have et valg lyder umiddelbart positivt og sympatisk, ikke mindst i tilfaelde med svaer, uhelbredelig sygdom. At formulere en lov, der drejer sig om tilvalg af døden som en rettighed, forekommer mig dog ikke blot vanskeligt, men umuligt. Hvordan kan en sådan lov undgå at påvirke samfundets indstilling til, hvem der er bevaringsvaerdige borgere, og hvem der ikke er det?
I Etisk Råd har man givet udtryk for den negative indflydelse, en lov om aktiv dødshjaelp kan have på de grundlaeggende normer for samfund, sundhedsvaesen og menneskesyn. Det er vigtige pointer, som ikke må glemmes i diskussionen for og imod aktiv dødshjaelp. Det er vigtigt at huske på, at lovgivning også skal beskytte – ikke blot fastslå rettigheder.
Pensionist
Jeg er sikker på, at Ebbe Preisler slog sin hustru ihjel som en kaerlighedsgerning og med indgående kendskab til hendes egne ønsker og holdninger til, hvordan tilvaerelsen skulle vaere. Ifølge straffeloven er det drab og dermed strafbart. Ville Ebbe Preislers kaerlighedsgerning vaere mindre vaerd, hvis den var straffri?
16 af 17 medlemmer i Etisk Råd anbefaler, at der ikke indføres aktiv dødshjaelp i Danmark, og jeg håber inderligt, at politikerne retter sig efter denne anbefaling.