Vil et liv uden drømme give mening?

Gaza og Vestbredden er andet og mere end Hamas. Og Israel andet end Netanyahu. Det ved man, når man kender området og har mødt mennesker, der giver nuancer til bastante krigsreportager fra et område i evig konflikt.

Det er nemt at mene noget bastant om krigen i Gaza, når man aldrig har vaeret i Israel eller Palaestina. Det er lidt som at vaere tilskuer til en fodboldkamp, hvor man hepper på det ene hold og nedgør det andet.

Det er svaerere, når man har rejst området tyndt de seneste 30 år. Så kommer der ansigter på israelerne og palaestinenserne, de bliver skaebner. De enkle og lette svar – slogans – må vige for nuancerne. Daemoniseringen af de andre bliver umulig.

Jeg har gennem mange år vaeret draget af historien, kulturen, religionerne og den politiske kompleksitet i regionen. Og naturen – Israel/Palaestina en tidlig forårsdag. Gyvel, der daekker bjergskråningerne, i Hula-dalen millioner af traekfugle.

I dag lever her to dybt traumatiserede folk, der hver isaer er fanget i en dødsspiral. Det er med sorg, jeg dagligt laeser om civilbefolkningens lidelser.

Det er svaert ikke at blive grebet, når en palaestinensisk bonde i Jordan-dalen fortaeller mig, hvordan han forsøger at få olivenhøsten i hus. På trods af hegn, pigtråd og chikanerier fra de israelske bosaetter. På jorden, som også hans forfaedre har dyrket.

Ikke langt derfra besøger jeg en israelsk bosaetter – stadig på Vestbredden – som fortaeller, at han føler, han endelig er kommet hjem. Her vil han bygge sin og familiens fremtid. Det er svaert ikke at blive imponeret, når han stolt fremviser bosaettelsens moderne og velholdte infrastruktur.

I perioder har jeg gennem årene uhindret kunnet køre rundt i Israel og på Vestbredden i en gammel øse lejet i Østjerusalem. I marts 2019 tilbragte jeg nogle dage i Jenin. Så flygtningelejren, The Freedom Theater, hang ud i byen og blev guidet rundt på The Arab American University nogle kilometer uden for Jenin. En aften på en café falder jeg i snak med en flok teenagedrenge. De var som teenagedrenge overalt i verden; kejtede, fulde af spilopper – og så gravalvorlige. Drengene berettede om overgreb fra den israelske besaettelsesmagt. Men de var mindst lige så bange for undertrykkelsen fra det palaestinensiske selvstyre (PA). Knejterne talte om en dobbelt besaettelse. Under løfte om fuld anonymitet. Selvstyret tåler ikke kritik. Og holder sig ikke tilbage fra tortur og kraenkelser af menneskerettighederne ifølge Amnesty International. I 2021 bankede selvstyrets politi aktivisten og kritikeren Nizar Banat til døde.

Jeg spørger til de unges fremtidsplaner. De svarer med én røst: »Vi vil vaek.« »Hvorhen?« spørger jeg: »Til USA og helst til Texas.« Jeg når ikke at få svar på hvorfor Texas – måske det er friheden i det amerikanske vesten, der traekker?

De unges reaktion afspejler, at ledelsen af selvstyret er en flok forstokkede maend, der lever i vild luksus, men mentalt befinder sig i en fjern fortid.

PA’s politistyrker koordinerer officielt og uofficielt med Israel. Mange palaestinensere ser slet og ret PA som underleverandør til den israelske besaettelsesmagt. PA’s styrker traekker sig som regel i konfliktsituationer, så Israel kan gøre det grove arbejde.

Medmindre de var på lønningslisten, havde ingen palaestinensere noget paent at sige om selvstyret under mine besøg.

Sidste forår tilbragte jeg en uge i Ramallah. På Rukaps isbar bød Mahmoud på de gaengse is-varianter plus specialiteter som arabisk tyggegummi, lemon og tutti frutti. Lydtaeppet var en infernalsk kakofoni af bilhorn fra den kaotiske trafik. Blandet med råbene fra minareterne, hvor der fem gange dagligt kaldtes til bøn. Tilsat dunsten fra shawarma-boderne, benzinforbraendingen og bålene på gaden.

I gadebilledet var der unge kvinder med eller uden tørklaede, der sagtens med deres elegance kunne gå catwalk i Paris, men også kvinder i burka, tiggere, hjemløse. Håndvaerkere og arbejdsmaend, der dagligt rejste til Israel for at tjene til dagen og vejen. En murer fortalte, at daglønnen i en israelsk bosaettelse ligger på 300 shekel mod 100 her på Vestbredden (en shekel er knap 2 kr.).

Venligheden og gaestfriheden var overvaeldende. »Welcome, welcome,« gjaldede råbene, når jeg forsøgte at bane mig vej gennem folkemaengden som den formentlig eneste turist i byen. Jeg kunne sagtens droppe restaurantbesøg og nøjes med de smagsprøver, jeg blev tilbudt.

I Israel tomlede jeg for år tilbage rundt i landet. Boede ofte i kibbutzerne. Uanset kibbutzbevaegelsen ikke er, hvad den var i årene efter 1948. Hverken ideologisk eller i betydning. Men der er fortsat lommer rundtomkring i landet, der bygger på denne tanke om et menneskeligt faellesskab. Ofte har jeg efter faellesspisningen om aftenen over en kande te diskuteret med beboerne, hvordan verden kunne blive et bedre sted.

Sidste år drog jeg til Israel for sammen med venner at demonstrere mod premierminister Netanyahus planer om en centralisering af magten. Ikke mindst for den unge generation er det vigtigt, at »Israel som det eneste demokrati i den del af verden« er en levende realitet og ikke blot en floskel.

Tidligere landsformand, Europabevaegelsen

Her passerer verden forbi. Jøder, hvis bedsteforaeldre emigrerede hertil fra Østeuropa eller Nordafrika, muslimer eller kristne arabere.

Mine israelske venner spørger ofte, hvad der er mit favoritsted i Israel. Den er svaer. I vinterhalvåret nok skiløb på Mount Hermon. Eller de arabiske byer Jaffa og Acre. Men oftest vender jeg tilbage til strandpromenaden i Tel Aviv. Her passerer verden forbi. Jøder, hvis bedsteforaeldre emigrerede hertil fra Østeuropa eller Nordafrika, muslimer eller kristne arabere. Maend og kvinder i deres skarpeste outfit.

I januar 2015 havde jeg et møde med den tidligere israelske praesident Simon Peres. Han understregede, at hans livsmål havde vaeret at skabe fred og forståelse med palaestinenserne og de arabiske lande – med et klart blik for Israels nationale sikkerhedsinteresser.

Et projekt, der havde Peres saerlige interesse, var dansk-støttet og hed Medilink. Udgangspunktet var et ønske om at hjaelpe syge palaestinensiske børn i Israel. Det var imidlertid en bekostelig affaere og ikke uden risici for de syge børn. Med tiden fik projektet i stedet fokus på efteruddannelse af palaestinensiske laeger i Israel. Det var billigere og gav mulighed for at knytte professionelle og personlige kontakter mellem palaestinensiske og israelske laeger. Når projektet overhovedet kunne lade sig gøre, skyldtes det, at laegerne var enige om ikke at diskutere politik. Og en dybt professionel indstilling om, at som laege handler det om at redde liv – uanset hvad.

Inspireret af Peres besøgte jeg Sheba-hospitalet uden for Tel Aviv. Her arbejdede 60 palaestinensiske laeger, og 200 havde vaeret igennem siden projektets start. Halvdelen af patienterne var palaestinensiske børn. De fleste palaestinensere oplever kun israelerne som soldater, der kommanderer rundt med dem. Gennem Medilink mødte titusinder af palaestinensere et andet Israel som modvaegt til dette stereotype billede.

På den lange bane bør målet vaere et land omfattende det nuvaerende Israel og Palaestina. Fra havet til Jordanfloden – men for både israelere og palaestinensere. Hvor man lever sammen, selv om man er forskellige. Med lige rettigheder for alle og med staerke mindretalsgarantier.

I kulturhuset i Ramallah stødte jeg sidste forår på et citat af den palaestinensiske maler Ismail Shammout: »Vil et liv uden drømme have mening? Vi drømmer om det umulige. Men vi fortsaetter med at drømme. Vi bekender os til vort hellige hjemland som en hellig ret. Et hjemland i dets helhed for alle dets indbyggere.« Når Sydafrika i dag har flertalsstyre, og når der i dag atter bor jøder i Tyskland, så kan Shammouts drøm selvfølgelig også gå i opfyldelse. En dag …