Lås mobilen inde. Ellers hører vi ikke efter

prøve i en uge på initiativ fra eleverne, der var frustrerede over forstyrrelser fra klassekammerater, der prioriterede film, shopping og spil, mens de forsøgte at lade som om, de var til stede i rummet.

Forsøget endte med at blive en fast håndhaevelse i hverdagen: ingen mobiler og firewall på det indhold, der ikke vedrører undervisningen. En voldsom og indimellem skinger debat rejste sig. For var forbud virkelig nødvendigt?

Men tre år senere var der tydelig fremgang i arbejdsmiljøet, viste en undersøgelse blandt laererkollegiets 120 medlemmer – blandt andet målt på laerernes oplevelse af elevernes motivation og uro i timerne. Siden fulgte Børneog Undervisningsministeriet op med regler til gymnasier, og nu er naeste skridt så grundskolen. Det, som børneog undervisningsminister Mattias Tesfaye betegner som en kulturkamp. For at fremme faellesskabet og evnen til fordybelse, lyder begrundelsen.

Her er det vaerd at minde om, at personlig frihed ikke er det samme som graenseløs frihed.

Lektor Jesper Taekke fra Institut for Kommunikation og Kultur – Medievidenskab kalder ministerens initiativ for et udslag af populisme.

Men selv om det er endnu en politisk besluttet indskraenkning af vores personlige liv, bakker eleverne selv op om en aendring – bare vi bliver inddraget, lyder det fra Laura Drachmann Poulsen, formand for Danske Skoleelever:

»Jeg synes i hvert fald, at voksne har taget for lidt ansvar for at laere os at forstå det.« Og hun retter dermed også den anklagende pegefinger mod de voksne, der har forsømt at vaere – voksne.

Afgørende er det, at det ikke ender som et moraliserende, centralt udstukket forbud. Det er vaesentligt, at begraensningerne i brugen af mobiler bliver administreret og differentieret på hver enkelt