Magten er uden krop – og det er ikke godt
Den omsiggribende digitalisering har på mange måder vaeret af det gode, men den har også uønskede sideeffekter.
Jeg var i god tid. Allerede den 1. december skrev jeg årets julekort og fik dem sendt ud i landet.
Men i slutningen af januar fik jeg et julekort tilbage. Det havde ikke kunnet blive leveret, selvom adressen var helt korrekt, og adressaten ikke et helt ukendt menneske i lokalsamfundet.
Nu havde jeg troet i omkring to måneder, at jeg havde sendt et julekort til vedkommende, og så har vedkommende i virkeligheden ikke hørt en lyd fra mig. Det er flovt. Men lige så flovt er det, at vi ikke laengere har et postvaesen i Danmark. Det har jeg svaert ved at vaenne mig til.
Et problem med postvaesnet var, at vi bildte hinanden ind, at det kun skulle bringe breve og pakker ud. Men det var også en sammenhaengskraft og havde tidligere mange steder på landet en socialfunktion, der lige havde et øje på om fru Jensen var oppe og ikke var faldet i løbet af natten.
I min barndom i Frederikshavn kunne man sende et brev om formiddagen, og så blev det bragt ud i byen om eftermiddagen i anden ombaering. Nu ved jeg knap nok, hvor jeg skal gøre af et brev.
Sådan er der så meget. Det er udviklingen, og Danmark er virkeligt fremme i skoene, når det gaelder digitalisering. Så meget, at vi naesten går i bare fødder, hvilket også er ret sigende, da det føles, som om vi traeder nyt land og som en anden Moses må tage vores sko af, for vi står på hellig grund.
Digitaliseringen letter virkelig også meget. Jeg husker også det at stå på posthuset omkring den første i måneden i en timelang kø for at betale regninger. Det laenges jeg ikke efter. Men digitaliseringen har nogle sideeffekter.
For samtidig med at staten er forsvundet ud af gadebilledet, hvor for eksempel det flot klaedte postbud i sin røde uniform var et naervaerende og synligt tegn på en sammenhaengende stat, så er staten kommet taettere på i form af direkte kontakt gennem diverse digitale systemer.
Det samme gaelder Skat. Før kunne jeg gå op på skattekontoret og få en samtale med et fysisk menneske om min skat. Nu er der chat og telefon. Det undrer mig gang på gang, at det sted, jeg laegger en vaesentlig del af mine lønkroner, kan jeg ikke få fysisk kontakt med. Det ville vi ikke acceptere andre steder. Staten er forsvundet ud af gadebilledet, samtidig med at den er kommet taettere på, ja faktisk helt ind i min stue.
Hvis man skal vaere lidt højstemt, kan man sige, at samfundet taber sin krop. Den bliver kropsløs. Og har vi egentlig reflekteret nok over, hvad det betyder for faelles samtale og naervaer? Hvad det betyder for forholdet til staten? Holder staten op med at vaere os alle og bliver til en saerlig organisation uden reel forbindelse med borgerne, og bringer det os ikke i et usundt modsaetningsforhold?
Det undrer mig gang på gang, at det sted, jeg laegger en vaesentlig del af mine lønkroner, kan jeg ikke få fysisk kontakt med.
Kristendommens pointe, som vi sagtens kan laere af, er, at magten er nødt til at have krop, for at vi kan forhold os til den. Det er faktisk forskellen på islam og kristendom; at i kristendommen har magten krop i barnet i krybben julenat og i manden på korset langfredag. Kroppen gør noget ved magten. Den kan afmontere magt.
Måske skulle vi prøve at besinde os lidt på, at vi dog er mennesker af kød og blod og har et behov for fysisk naervaer. Ikke kun for tryghed, men også i videre forstand for at kunne forhold os til magten. Det var det, der var kristendommens pointe: at Gud må have krop for ikke at forsvinde op i skyen, hvor magten er uden definition og alligevel ikke efterlader noget sted uden magtens usynlige tilstedevaerelse.
Historien viser os, at magt uden krop ikke er af det gode.