Fregat-mission kan ende i en katastrofe

Beslutningen om at sende danske krigsskibe til Det Røde Hav er taget med så kort varsel, at der ikke kan have vaeret tid nok til forberedelse – i et søvaern, der er på haelene. Det er politisk naivt, og det kan ende i en katastrofe.

Den danske fregat ”Iver Huitfeldt” er sendt til Det Røde Hav for angiveligt at kunne beskytte den civile skibstrafik mod den yemenitiske Houthi-terrorbevaegelse, der i forbindelse med Gazakonflikten og støttet af Iran angriber civile skibe, der passerer Bab-El-Mandeb-straedet, der er indsejlingen til Det Røde Hav.

Fregatten er dårligt forberedt, idet den mangler missilsystemer, der vil vaere i stand til at forsvare sig selv mod visse missiler, som terrorbevaegelsen ligger inde med og ganske beredvilligt vil sende i retning af et hvilket som helst krigsskib, der i beskyttelsesøjemed vil vaere til stede i farvandet omkring Yemen. Andre nationer, herunder ikke mindst USA, vil vaere til stede med enheder, der ”kan det hele”, men den danske regering vil vise ”flaget” for enhver pris, på trods af at Danmark med et saerdeles dysfunktionelt forsvar slet ikke råder over enheder, der umiddelbart og meget hurtigt kan indgå i en sådan flådestyrke.

Personelsituationen i Forsvaret er håbløs og ikke mindst i Søvaernet, der mangler op til 25 pct. af sine besaetningsmedlemmer. Fregattens besaetning er dermed et ”skrabsammen” alle steder fra for at holde den sejlende. Hvorvidt den er operativ ud fra en traeningsmaessig vurdering, vil jeg saette et stort spørgsmålstegn ved. Et krigsskib er fuldt operativ, når det har sin fulde udrustning, hvor alle systemer virker 100 pct., og besaetningen er traenet i en grad, der gør enheden til en fast sammentømret enhed.

Det kan ikke vaere tilfaeldet her, for beslutningen er taget med så kort varsel, at der ikke levnes tid til en fyldestgørende forberedelse.

Normalt, når man sender et krigsskib til et konflikt- eller krigsområde, lader man enheden gennemgå en eller anden form for intenst øvelses- og traeningsforløb med massiv traening i alle aspekter med afprøvning og tjek af systemer samt besaetningens faerdigheder, der afslutningsvis danner et samlet billede af den enkelte enheds operative status.

Det kraever lang forberedelsestid at klargøre en fregat i fredstidsrutine til deltagelse i en krigsoperation. Man kunne selv opstille et øvelses- og traeningsforløb af nogle ugers varighed, hvilket der ikke har vaeret tid til, for tiden har vaeret knap og primaert anvendt til at få skrabet en funktionsdygtig besaetning på benene. Det hele er foregået over stok og sten, og det er navnlig det, som er kritisabelt.

Man kan undervejs til operationsområdet øve sig og traene i mange procedurer, men det er ikke det samme som at indgå i et specifikt øvelsesoplaeg.

Fregatten er pålagt en såkaldt ”defensiv rolle” og skal dermed ikke deltage i direkte angreb inde i Yemen, men den vil alt andet lige blive betragtet som en trussel og aggressor fra fjendens side på lige fod med andre tilstedevaerende krigsskibe.

Det er politisk naivitet fra dansk side, hvis man tror, at ordet ”defensiv” vil gøre nogen forskel eller kan sammenlignes med korvetten ”Olfert Fischer”s deltagelse i Golfkrigen i 1989, hvor den netop ikke blev indsat i selve krigszonen, men holdt uden for og havde en patruljeopgave. For denne gang bliver fregatten altså sendt i krig.

Livet om bord er hårdt, fordi fregatten, når den er på mission, sejler i en beredskabsgrad ”klart skib”, der betyder, at alle besaetningsmedlemmer er på post, hvilket på døgnbasis vil betyde en arbejdstid for den enkelte på mellem 12 og 18 timer.

Det kan man ikke i en uendelighed, så derfor vil den blive trukket ud af krigszonen med mellemrum for at hvile, men det er et hårdt liv fysisk, og hertil kommer så den stressfaktor, der ligger i, at fregatten ikke kan beskytte sig selv mod et indkommende missil.

Terrorbevaegelsen vil betragte alle ”grå” skibe i farvandet omkring Yemen som fjendtlige, og de vil blive bekaempet efter bedste evne – og husk på, at bevaegelsen er støttet af Iran, der beredvilligt forsyner houthierne ubegraenset med alle slags våben, herunder ikke mindst ballistiske missiler, som fregatten står ”nøgen” overfor. Det vil vaekke storpolitisk opsigt, såfremt det skulle lykkes at tilintetgøre et krigsskib, for det må vaere almindeligt kendt, at Danmark kun kan bidrage med en staekket fregat i discountudgave, fordi Danmark på forsvarsområdet er kendt for at ville det hele, men kun investerer det halve.

Regeringen har oplyst, at fregatten, da den ikke har alle våbensystemer til rådighed, skal vaere under ”paraply” af anden eller andre tilstedevaerende krigsenheder.

Med andre ord, så kan den altså ikke operere alene, men skal altid vaere beskyttet af et andet krigsskib, og den vil derfor ikke vaere i stand til alene at kunne eskortere et civilt skib gennem straedet, der i udstraekning svare til Storebaelt med Yemen på den ene bred. Spørgsmålet er, om ikke den danske fregat er mere til besvaer, end godt er, når den hele tiden skal beskyttes af en anden enhed?

Man er ganske taet på fjenden, idet afstandene er små, og farvandet snaevert, så det giver korte reaktionstider. Det hele gør missionen til lidt af et vovestykke. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor Forsvarets ledelse ikke i højere grad forholder sig kritisk til opgaven, men det er, som om man her ikke vil indrømme over for politikerne, at tingene ikke er så optimale, som de burde vaere.

Man bøjer sig i misforstået loyalitet for at behage dem, og så kan politikerne føre sig frem i forsøget på at daekke over et katastrofalt mangelfuldt dansk forsvar. Kritikken udefra traeder selvfølgelig noget i baggrunden, for nu gør man fra dansk side trods alt noget.

Pens. orlogskaptajn, Hornslet

At sende fregatten afsted under de nuvaerende forhold er i højere grad et spørgsmål om politisk prestige end forpligtelsen, der ligger i, at Danmark råder over den sjettestørste handelsflåde i verden.

At sende fregatten afsted under de nuvaerende forhold er i højere grad et spørgsmål om politisk prestige end forpligtelsen, der ligger i, at Danmark råder over den sjettestørste handelsflåde i verden, hvorfor vi bør vaere til stede, men den kan kun ”holde ud” i to måneder, og hvad så? Den vil jo ikke blive afløst af søsterfregatten, for al saft og kraft er lige nu presset ud af det danske Søvaern, der ikke formår at kunne stille noget som helst yderligere lige med det samme. Den danske orlogsflåde er reduceret til en skygge af sig selv gennem besparelser og reduktioner af enhver art.

Vi har en regering, der lider af det, som jeg vil kalde ”behagesyge”, for man er ved at snuble over egne ben for at komme først, når det gaelder om at vise sig frem og vise, hvor beredvillige vi er, og hvor meget vi kan, når det gaelder en international opgave. Man udviser fra regeringens side en sygelig trang for anerkendelse og lefler isaer for USA for at bevise, at vi i grunden kan mere, end vi reelt kan.

Det er ynkeligt, når man taenker på, hvor udslidt vores forsvar og i dette tilfaelde Søvaernet er.

Hjemme i Korsør går livet videre, men nu har man måske kun to besaetninger til rådighed for de fire resterende fregatter. Enhver kan jo se, at der i den grad drives rovdrift på personellet, hvilket kun vil medføre en yderligere masseflugt vaek fra Forsvaret, der i forvejen lider staerkt herunder.

Jeg er ked af at sige det, og jeg er også ked af at gøre familier og pårørende til besaetningen urolige, men jeg ville ikke føle mig tryg, hvis jeg var en del af besaetningen, for fregatten er ikke tilstillet de ressourcer, der er nødvendige for en vellykket mission – det er baseret på en god portion held. Den er simpelthen ikke klargjort til krig.

Skulle ulykken ske – og må Gud forbyde dette – at fregatten skulle blive angrebet og ramt af missiler, som den ikke kan bekaempe, og liv og lemmer dermed går tabt, så vil der ikke vaere tilstraekkeligt med håndvaske på Christiansborg – ej heller i Forsvarskommandoen.