Man kan ikke taenke, hvis man er sikker på, at man har ret.

Har De nogensinde taenkt over, hvorfor nogle mennesker holder fast i frisurer, briller eller tøj, som gik af mode for mindst 20 år siden?

De gør det ikke, fordi de er ligeglade.

Eller ikke kan se, at verden bevaeger sig.

De gør det, fordi de gerne vil stå stille. Fastholde tiden og deres eget udseende på et tidspunkt, hvor de følte sig på toppen.

Dette ydre faenomen kan man grine lidt af. Men desvaerre er der mange, der er lige så fastlåste i deres indre.

Vi oplever alle en bestemt periode i vores liv, hvor vi stiller os selv og andre de store spørgsmål. En periode, hvor vi taenker så intenst over alt og intet, at det praeger resten af vores liv. Det er i denne periode, vi diskuterer ideologi og filosofi på en blanding af rødvin og søvnunderskud. Og grundlaegger vores vaerdier og verdensbillede.

Perioden kan sammenlignes med en forelskelse, hvor man heller ikke er rigtig klog – eller måske netop er. “OG PLUDSELIG BLIVER

MAN EN GAMMEL,

FORSTOKKET NAR. MAN

GENTAGER BEVIDSTLØST

SINE FORUDFATTEDE

MENINGER”

Ligesom forelskelsen varer denne periode ikke evigt. Men ligesom forelskelse kan det ske igen.

Det gør det bare for de faerreste.

De fleste går nemlig videre til at bruge deres tankevirksomhed mere målrettet.

Til uddannelse og derefter arbejde, som kraever fastholdelse og koncentration.

Og så bliver al anderledes taenkning pludselig distraherende.

Man beslutter sig for, at man har ret. At verden haenger sammen på en bestemt måde, og at alle, der mener noget andet, er mindre oplyste.

Og pludselig bliver man en gammel, forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudfattede meninger og standardargumenter i et forsøg på at fastholde sit verdensbillede.

Til sidst omgås man kun mennesker, der deler ens egne synspunkter.

Så behøver man ikke taenke så meget, men kan nøjes med at tale om det mere muntre og mundrette.

Men hjernen er stadig en muskel, der kraever varieret motion for ikke at degenerere. Så hvis vi fortsat vil bevaege os, må vi lade os påvirke.

Simpelthen lade en dør vaere åben for tanker, vi ikke selv har taenkt. Tale med nogen, der har en helt anden uddannelse, kulturel baggrund, seksuel observans eller hudfarve.

Det lyder skraemmende, men ellers ender hjernen i samme faengsel som påklaedningen.

Taenk lidt over det. Medmindre

De er sikker på, at vi ikke har ret.