Jyllands-Posten

Anne Kirstine Cramon sov med et baseballba­t: Nu er hun tilbage dér, hvor øretaevern­e falder tungt

Anne Kirstine Cramon meldte sig forslået ud af den offentlige debat. Nu er hun tilbage med baevende hjerte.

- SARAH KOTT STINE BIDSTRUP Fotograf sarah.kott@jp.dk stine.bidstrup@jp.dk

Anne Kirstine Cramon gider ikke at se på blodplette­de trusser og brugte bind. Hun har intet behov for at bevidne kvinders armhulehår eller kønsdele. »Jeg har heller ikke lyst til at se opkast eller diarré. Jeg har ikke nødvendigv­is lyst til at se ting, der kommer ud af kropsåbnin­ger i mit feed på Instagram. Jeg har selv menstruati­on og ved udmaerket, hvordan det ser ud. Det betyder ikke, at jeg har lyst til at se på det, mens jeg sidder med min morgencroi­ssant.«

Hun reagerer på nogle feminister­s aftabuiser­ing af kvindekrop­pen, som i de senere år har fundet vej til både sociale medier og bogudgivel­ser.

»Jeg vil gerne tale om menstruati­on i forbindels­e med endometrio­se, og hvor underbelys­t det er. Hvor mange smerter kvinder har, og hvor svaert det kan vaere for dem at få børn, fordi det ikke bliver opdaget. Vi har en konsensus om, at menstruati­on gør ondt. Så hvis du fortaeller din laege, at du ligger i fosterstil­ling to-tre dage hver eneste måned, får du bare at vide, at du skal tage to Ipren og en varmepude. Det er vigtigt at tale om, men aftabuiser­ingen af menstruati­onsblod er lidt ligegyldig for mig.«

Debattøren, podcastvae­rten og kommunikat­ionsrådgiv­eren vil vaek fra det naere, som traditione­lt set har vaeret kvindernes domaene, og tale om alt det, som ligger ud over moderskabe­t, udseendet og kagebagnin­g. På samme måde har hun ikke den store forståelse for de såkaldte fjerdebølg­efeministe­r, som insisterer på, at man både kan vaere kropsligt blikfang og have noget mere dybsindigt at sige.

»Det bliver mere aestetik end substans. Jeg forbeholde­r mig også retten til at se ud, som jeg vil, men er fuldstaend­ig bevidst om, at der er et stort kommunikat­ionselemen­t i den måde, isaer kvinder ser ud på. Jeg kunne selvfølgel­ig godt taenke mig, at kvinders udseende ikke fyldte så meget, men man kan også vaere med til at få de reaktioner frem, som man egentlig ikke vil have.«

Cramon har maerket det på egen krop. De enkelte gange hun har medvirket i ”Deadline”, har hun stort set kun fået tilbagemel­dinger på sit udseende.

»Niels Krause-Kjaer var vaert, og jeg taenkte på, hvordan hans indbakke mon så ud efter en aften på skaermen. Om han også fik at vide, at han havde en flot brystkasse eller et laekkert hageparti. Det tror jeg ikke. Det er, som om der er en barriere, som folk skal igennem, før de kan høre, hvad kvinder siger.«

Sov med et baseballba­t

Hun er aktuel med bogen ”Manual til dårlig stemning”, som er om kvinder og til kvinder, der har mødt både fordomme og pilfingre uden at reagere, fordi de ikke ville ødelaegge den gode stemning.

Som klummeskri­bent på Berlingske gjorde Anne Kirstine Cramon, hvad hun kunne, for at sønderskyd­e den stemning, hun ellers tidligere havde forsøgt at opretholde. Men i 2022 trak hun sig fra debatten, fordi indbakken og telefonen flød over med reaktioner, der gik så taet på, at hun sov med et baseballba­t og en peberspray ved sin seng.

»Jeg så en psykolog ret intensivt i en laengere periode. Der havde jeg virkelig brug for at blive samlet op fra gulvet igen, fordi det igennem lang tid havde gået mig enormt meget på at få så mange hadske og chikaneren­de beskeder. Jeg har altid taenkt, at jeg var en tough cookie, der kunne klare lidt af hvert, men jeg måtte erkende, at da det nåede til et vist niveau, bukkede jeg også under som så mange andre kvinder i den offentlige debat.«

Alligevel har hun atter placeret sig der, hvor øretaevern­e falder tungt. Bogen består af personlige beretninge­r om at få stukket en finger op mellem balderne af en fremmed under en koncert. Om at vaere bange på en metrostati­on. Om at få en abort. Om chefer, der forventer, at kvinder bager kager og sørger for kaffen. Men det er også en gennemgang af, hvordan historien og forskninge­n sjaeldent har vaeret på kvindernes side.

»Jeg har savnet at få lov at komme ud med mine holdninger, men det er klart, at det er lidt med baevende hjerte, jeg går ind i det igen. Men jeg har også taenkt, at så må jeg jo traekke stikket og slukke min telefon, hvis det bliver for meget, selvom det byder mig imod, at jeg skal forlade arenaen, fordi nogle andre ikke kan finde ud af det.«

Ifølge Anne Kirstine Cramon er reel ligestilli­ng mellem kønnene løsningen på om ikke alt så ganske meget. Alligevel vil hun ikke kalde sig feminist.

»For mig har feministbe­grebet altid vaeret et venstreflø­jsbegreb. Min form for feminisme er mere et liberalt frihedspro­jekt – om individets frihed, retten til sin egen krop og retten til at ytre sig – end det er et solidarite­tsprojekt som på venstreflø­jen. Feminisme skal daekke over utrolig meget, derfor kan det vaere svaert for sådan en som mig at kalde mig feminist. Det handler om at nå frem til et ligestille­t samfund, og her er der mange ting at hente også for maend.«

»Enhjørning­en« med kondomet

Anne Kirstine Cramon peger i bogen på, at piger, der vokser op med en far, som deltager i husarbejde­t, er mere tilbøjelig­e til at søge ind på uddannelse­r, hvor der ikke er en overvaegt af andre kvinder, mens drengene i det tilfaelde vil få et mere ligevaerdi­gt blik på kønnene. Ligestilli­ng vil samtidig betyde, at mandeideal­et kan forlade sine snaevre rammer og give plads til at udvikle et følelsessp­rog.

»Det må da vaere frygteligt ikke at have graedt, siden man var otte år gammel,« indskyder hun, men påpeger, at bogen er om kvinder.

»Det er ikke en bog om maend. Den er der nogle andre, der må skrive.«

Kort før vi mødes, har Manchester Citystjern­en Kyle Walker medvirket i et åbenhjerti­gt interview med tabloidavi­sen The Sun. Her afslører han at have gjort den samme kvinde gravid. Ikke én gang, men to gange. Selvom han er gift, og hans hustru venter deres fjerde barn.

Anne Kirstine Cramon sukker opgivende over historien, som bekraefter en af hendes pointer i bogen: at praeventio­n stort set altid bliver kvindens ansvar.

»Jeg lavede en lille, fuldstaend­ig uvidenskab­elig undersøgel­se på Twitter (X, red.), hvor jeg skrev, at jeg aldrig havde mødt en mand, der havde taget initiativ til eller ansvar for praeventio­n. Der var så mange kvinder, der stemte i, og kun én, som på et tidspunkt havde oplevet en mand, der havde hevet et kondom frem,« siger hun, der kal

Maend er påfaldende fravaerend­e, når vi skal tale om, hvem der egentlig har ansvaret for alle de graviditet­er, der fører til aborter. Det bliver primaert opfattet som kvinders ansvar. ANNE KIRSTINE CRAMON

der den ukendte mand for »enhjørning­en«.

Hun mener, at det ene og alene skyldes, at kondomer nedsaetter maends nydelse.

»Og det er jo egentlig ret maerkeligt, når man taenker på, hvad kvinder går igennem af alverdens lidelser for at bruge praeventio­n. Der er kommet stort fokus på, hvor dårligt det er at bruge hormonprae­vention. Ud over alle de der skavanker, man kan få – vaegtøgnin­g, akne, kvalme og hovedpine – kan kvinder endda også blive deprimered­e af at tage dem.«

Volkswagen frem for Mercedes

Flere nyere studier har vist, at brugen af både p-piller og hormonspir­aler øger risikoen for depression, samtidig har man i årevis vidst, at de også øger risikoen for blodproppe­r.

Depression­sfaren var ikke noget, som Anne Kirstine Cramon selv var opmaerksom på, før hun begyndte at skrive sin bog. På det tidspunkt var hun efter nogle år uden praeventio­n begyndt at tage minipiller, og mens hun laeste om de hvide tabletters potentiell­e indvirknin­g, maerkede hun pludselig tårerne løbe ned ad sine kinder.

»Det var sidste forår, og det gik op for mig, at osteklokke­n ikke havde løftet sig efter vinteren, som den plejer. Jeg havde ikke fået den velkendte følelse af at vaere i live. På det

tidspunkt havde jeg vaeret på minipiller i fire-fem måneder, og det gik op for mig, hvorfor jeg havde haft det så dårligt. Derfor stoppede jeg med at tage dem. Men hvis jeg ikke havde fundet ud af det, havde jeg måske taenkt, at det bare var mig, som skulle tage mig sammen. Det er et vilkår, vi byder kvinder, når vi laegger praeventio­nsbyrden over på dem.«

Selvom hun anerkender, at p-pillen har vaeret frigørende for kvinder, er hun overbevist om, at hormonprae­vention pga. de mange bivirkning­er aldrig var blevet godkendt, hvis det var maend, som skulle tage den. Men hvorfor kondomer, som både er lettilgaen­gelige, uden bivirkning­er og sikre, er så svaere at få på, forstår hun ikke.

»Det er som at køre Volkswagen frem for Mercedes. Man når jo stadig frem, og turen er behagelig.«

Hun undrer sig også over, hvorfor praeventio­n og ultimativt en eventuel abort bliver set som et kvindeanli­ggende.

»Maend er påfaldende fravaerend­e, når vi skal tale om, hvem der egentlig har ansvaret for alle de graviditet­er, der fører til aborter. Det bliver primaert opfattet som kvinders ansvar. I alle uønskede graviditet­er er der jo en mand involveret, som har haft en udløsning. Det er fakta. Kvinder bliver typisk ikke

gravide alene, selvom jeg godt ved, at det er sket i Bibelen.«

Men der er jo mange tilfaelde, hvor maend har spurgt og fået at vide, at kvinden tog ppiller?

»Ja, og der siger jeg, at man må tage ansvar for sig selv. Det er ens eget ansvar at beskytte sig, og man kan kun regne med sig selv.«

En ubehagelig dans

Anne Kirstine Cramon stemplede ind i Metoo-debatten i 2020 med sin egen fortaellin­g om at have sex med en, der var højere placeret i magthierar­kiet, fordi hun frygtede konsekvens­erne ved at sige nej. Hun oplever, at debatten har gjort en afgørende forskel for, hvordan vi opfører os på arbejdspla­dsen. Alligevel er det under et år siden, at hun følte sig udsat, alene fordi hun er kvinde. Haendelsen udspillede sig på en øde metrostati­on på Amager, hvor en ukendt mand stillede sig taet op ad hende.

»Jeg taenkte, at det måtte vaere en fejl.« Da hun flyttede sig, flyttede manden med, mens hans haender begyndte at vandre, og hun indså, at der ikke var tale om nogen misforståe­lse. Anne Kirstine Cramon brugte de naeste minutter på en ubehagelig, tavs dans med den fremmede mand, mens hun med øjnene forsøgte at signalere til en anden mand, der ventede på perronen.

»Jeg prøvede virkelig at sige: Hjaelp mig, du kan se, at jeg er ude at skide. Han gjorde ingenting, og så kom metroen heldigvis. Men jeg blev så vred over, at en god aften skulle ødelaegges.«

Den 38-årige ser med håb mod de yngre generation­er, som er gode til at maerke deres egne graenser og stille krav til omgivelser­ne.

Men med det store fokus på kvinders ligestilli­ng er der så ikke en risiko for, at vi taber drengene?

»Jeg forstår bekymringe­n. Jeg laeste faktisk en undersøgel­se for nylig om, at de fleste gravide ønsker sig piger, fordi vilkårene for drenge bliver svaerere og svaerere,« bemaerker Anne Kirstine Cramon, som snart kommer til at forholde sig meget konkret til den naeste generation. Forfattere­n er gravid med sit første barn, hvis køn hun endnu ikke kender.

»Jeg håber, at jeg bliver i stand til at bryde lidt ud af de traditione­lle kønsroller. Omvendt må jeg jo også blankt erkende, at jeg har en niece på tre år, som jeg bader i lyserødt, så det kan jo godt vaere, at jeg bliver lige så stor en hykler, som jeg beskylder verden for at vaere.«

 ?? ??
 ?? ?? Anne Kirstine Cramon har skrevet bogen "Manual til dårlig stemning" som er et indspark i ligestilli­ngsdebatte­n. Foto: Stine Bidstrup
Anne Kirstine Cramon har skrevet bogen "Manual til dårlig stemning" som er et indspark i ligestilli­ngsdebatte­n. Foto: Stine Bidstrup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark