Vejen til Istanbul går over København
Statens Museum glimrer med fornem udstilling af Melchior Lorck, en af det 16. århundredes helt store og nu naesten glemte danske kunstnere.
Danskerne er et farende folk. Sådan har det vaeret, siden vore norrøne forfaedre med deres drageskibe stod ud på verdenshavet og nåede frem til Normandiet, England og Nordamerika, til Spanien og Italien, til Levanten, Orienten og Kaukasus og måske det centrale Asien.
At mange søgte østover, gav sig selv, for i Østen fandtes ikke blot kostbare krydderier, silkestoffer og slaver, men Paradisets Have. Så var man orienteret.
Konger, stormaend, krigere, kunstnere og handlende lagde rutinemaessigt vejen om ad Miklagård eller Konstantinopel, vore dages Istanbul. Danere, sveere og norske plyndrede efter behov, eller de indgik i den østromerske kejsers livgarde. Mange vendte hjem med haeder og penge, oplyste, erfarne og beundrede mennesker.
Andre forsvandt, blandt dem en af det oldenborgske kongeriges helt store – måske eneste store – billedkunstnere, Melchior Lorck, som Statens Museum for Kunst i disse måneder fejrer med en smuk, meget givende udstilling.
Guldsmed på valsen
Lorck (Flensborg, 1526 eller 1527) kendes naeppe af mange, og det er en skam. Men netop fordi han er så tidlig, er de fleste af hans arbejder gået tabt. Lorck var den uophørligt rejsende, uddannet guldsmed, derefter på valsen i Europa.
Habsburgerne i Wien fik øje på ham og sendte ham med en større diplomatisk mission til Byzans, en ingenlunde ufarlig ekspedition, som da også endte med, at alle delegationens medlemmer blev spaerret inde i årevis.
Så vidt vides var Lorcks opgave så praecist som muligt – og selvsagt diskret – at tegne sultanens faestningsvaerker. Saerlig hårdt var faengselsopholdet naeppe, og Lorck synes at have brugt tiden godt.
Grafikken var hans foretrukne fag. Han faerdiggjorde hundreder af bybilleder, folkelivsskildringer samt portraetter af den osmanniske herskerklasses ledende personligheder, blandt dem det ikoniske – og her passer for en gang skyld denne så nedslidte kliché – af sultan Süleiman den Praegtige.
Han var naergående uden at vaere nyfigen. Et af hans mest indtagende arbejder er udsigten fra det hus, hvor delegationen var anbragt: et panoramisk blik hen over storbyens tage, detalje efter nøje iagttaget detaljer, inklusive et elskovspar under en baldakin på en fjernt liggende terrasse.
Hofmalerens forsvinden
Udstillingen er helt og aldeles samlet om kunstneren Lorck, og det virker i sig selv uangribeligt. En større ramme, lidt mere baggrund ud over de forklarende tekster savnes. Lorcks tid, det samfund og de konflikter, han arbejdede i, forbliver så godt som ufortalt på denne ambitiøse, i andre henseender vellykkede udstilling.
Lorck var utvivlsomt en af det 16. århundredes store europaeiske kunstnere, men netop fordi han foretrak grafikken for maleriet, og vel også, fordi han var mere på landevejen end sine samtidige eller naesten samtidige som Tiziano, Velasques, Dürer og Cranach, slog han ikke igennem i forhold til eftertiden.
Som han vises og forklares på Statens Museum for Kunst i den københavnske Sølvgade, er han en uovertruffen kilde til vor visuelle viden om liv og død i det osmanniske rige i dets storhedstid.
Fra haeder til mørke
Omsider, i 1559, vendte Lorck vendte tilbage til Wien, hvor han som andre af den kejserlige missions maend blev overdaenget med haeder. Han kunne vaere forblevet i kejserens tjeneste, men den rastløse mand skulle videre.
Kort efter trådte han til som hofmaler i København, hvor han gav os et både imponerende og smigrende portraet af Frederik II.
Efter kun tre års tjeneste blev Lorck afskediget. En grund kendes ikke, men et eller andet må vaere gået galt mellem majestaeten og den selvbevidste kunstner. Hoffet udbetalte Lorcks sidste løn den 4. marts 1583.
Statens Museum for Kunst foreslår, at Lorck døde i København. Det kan vaere rigtigt. Det kan også vaere forkert. En grav kendes ikke, en dødsattest ej heller. Ifølge de habsburgske arkiver i Wien oppebar en vis Melchior Lerck eller Lurck, bosat i Schlesien, en kejserlig pension i hvert tilfaelde indtil udgangen af 1588. Kan modtageren vaere Melchior Lorck? Måske. Vi ved det ikke. Statens Museum kaster et skarpt og velgørende lys på denne slesvigers liv. Hans endeligt henligger i mørke.
Lorck var den uophørligt rejsende, uddannet guldsmed, derefter på valsen i Europa. Habsburgerne i Wien fik øje på ham og sendte ham med en større diplomatisk mission til Byzans, en ingenlunde ufarlig ekspedition, som da også endte med, at alle delegationens medlemmer blev spaerret inde i årevis.
Leksikon
Melchior Lorck fødes 1526 eller 1527 i Flensborg, dengang det danske hertugdømme Slesvig, søn af en ledende embedsmand, Thomas Lorck. Han uddannes til guldsmed og modtager i 1549 et kongeligt legat, der skal gøre det muligt for ham at studere i Tyskland, Flandern, Italien og andre ledende kunstnationer.
Habsburgerne i Wien sender i 1555 Lorck med en større delegation til Süleiman den Praegtiges hof i Istanbul. I de følgende år, i større eller mindre grad som Süleimans fange, fremstiller han hundreder af skitser og tegninger, visende alt fra tyrkiske soldater, embedsmaend og sultanen selv til storbyens gadeliv og antikke monumenter. Storvaerket er et 12 meter langt prospekt af Konstantinopel, tilhørende universitetet i Leiden, midlertidigt udstillet på Statens Museum for Kunst.
I 1559 vender Lorck tilbage til Habsburgernes hof i Wien, hvor han indtil 1566 er optaget af at faerdiggøre sit tyrkiske vaerk, en enestående bedrift i den europaeiske kunsthistorie.
I 1564 opløftes Lorck i den habsburgske ridderstand. Han følger habsburgernes haere på forskellige krigstogter, rejser i store dele af Europa og vender omsider tilbage til Danmark. Her tiltraeder han, ifølge hoffets regnskabsbøger, i februar 1580 som Frederik II’s hofmaler, en stilling, som han forlader i marts 1583. Hvorfor er til denne dag en gåde.