Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD
Der er ikke nogen naevnevaerdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at laere af os.
Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belaeg for, når man udforsker den naermere.
Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke saerligt store eller vigtige. På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal aendres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.
Når europaeiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.
at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europaeiske gennemsnit, når det gaelder om at vaere lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.
I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen haevder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne. Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.
Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.
Jeg er sikker på,
yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med
Der findes en staedig
at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfaerd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten. Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker faester nogen som helst lid til.
Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kraever en fordomsfri
håndtering. Og lige praecis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites raesonnement – så har de ret. Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.
som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig
Prøv at betragte Tyskland
fremkomme med den saedvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af aegte bekymring, så indebaerer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag. Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.
Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er aegte bekymring over aegte problemer.
Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornaegtelse, når det gaelder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.
I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gaelder jøders sikkerhed. Når det gaelder kvinders sikkerhed. Når det gaelder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gaelder helt almindelige borgeres mulighed for at faerdes uantastet overalt i samfundet. Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det naermest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).
Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.
Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstaendig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble: Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.
Og man kan takket vaere Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.
Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklaeringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«
Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemaerket – naesten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?
Stort set intet.
der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gaelder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.
Tror tilhaengerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting? Tror tilhaengerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at saette en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegraense ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?
Tror tilhaengerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?
Hvis der ikke er andre,
at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.
Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.