»Det gik op for mig, at det her går da ad helvede til, hvis ikke vi lykkes«
Den danske opfinder Henrik Stiesdal tildeles den prestigefulde Queen Elisabeth Prize for Engineering, der også kaldes ingeniørverdenens nobelpris.
Henrik Stiesdal var 21 år, da han både byggede sin første rigtige vindmølle og besluttede, at det ikke var noget, han skulle bruge sin karriere på.
Det var en hobby, noget, han kunne hygge sig lidt med ved siden af studierne.
Møllen var 12 meter høj, 10 meter i diameter og sat sammen af forskellige genbrugsdele. Han byggede den først og fremmest, fordi der var brug for en billig energikilde på foraeldrenes gård mellem Herning og Holstebro. Det var i 1978 og kort efter oliekrisen.
Heller ikke da han sammen med den lokale smed, Karl Erik Jørgensen, sendte en ansøgning til Opfinderkontoret på Teknologisk Institut, som til makkerparrets store overraskelse støttede Henrik Stiesdals vindmølleopfindelse med en check på 50.000 kr., taenkte han på det som andet end en sidegesjaeft.
Ja, selv da han solgte sin licens til vindmøllen til et firma, der hedder Vestas, og blev ansat som konsulent, var det ved siden af først medicinog siden biologi- og fysikstudiet.
»Jeg troede, at hvis man gjorde sin hobby til sit erhverv, så risikerede man at blive skuffet,« siger han.
I dag ringer de til ham fra hele verden på grund af de bedrifter, han har opnået som pioner i vindmølleindustrien.
I disse dage endda lidt oftere, end de plejer.
Britiske BBC fangede forleden Henrik Stiesdal i De Franske Alper, hvor han var på skiferie med sin kone og et vennepar, og hele onsdagen i denne uge er sat af til interviews i London med en lang raekke britiske og internationale medier.
Nobelpris for ingeniører
Anledningen er den pris, Henrik Stiesdal bliver overrakt tirsdag aften. Den bliver kaldt ingeniørverdenens nobelpris, men hedder rettelig Queen Elizabeth Prize for Engineering.
Med den følger 500.000 britiske pund, og det er ikke for meget at sige, at det er en big thing at modtage den.
Men Henrik Stiesdal er heller ikke hvem som helst, og bliver ikke kaldt mr. Windpower for ingenting.
Han er ophavsmand til det, der efterfølgende er blevet kendt som ”det danske koncept”: en vindmølle med tre selvbaerende vinger på siden af tårnet, forskellig rotorhastighed i lav og høj vind og automatisk orientering mod vinden.
Prisen deler Henrik Stiesdal med britiske Andrew Garrad,
der i årtier har vaeret førende rådgiver inden for vindmølleindustrien. De to er venner, men har på hver sin måde bidraget til den tidlige udvikling og udbredelse af vindenergi.
»Stiesdals elegante innovation (…) har betydeligt forbedret skalaen og effektiviteten i moderne vindmøller,« lyder det blandt andet i begrundelsen bag prisen, som Henrik Stiesdal i første omgang udnaevnes som modtager af ved et event tirsdag aften på Science Museum i London.
Senere på året overraekker kong Charles formelt prisen på Buckingham Palace.
Tilbage i 1988 droppede Henrik Stiesdal endegyldigt studier og planer om at blive gymnasielaerer, da han blev ansat som teknisk direktør i det davaerende Bonus Energy.
»Jeg taenkte okay, det er nok nu, at valgene traeffer sig selv. Også selvom det var i modstrid med det, jeg havde forventet,« griner han.
I 1991 var han en af kraefterne bag verdens første havvindmøllepark ud for Lolland, og da Bonus Energy blev opkøbt af Siemens Wind Power, fortsatte Henrik Stiesdal som teknisk direktør frem til 2014.
Motivationen aendrede sig
I dag er han ude af vindmølleindustrien, men har stiftet sin egen virksomhed, Stiesdal,
hvor han stadig beskaeftiger sig med den grønne omstilling.
Her arbejder man blandt andet på løsninger inden for energilagring, elektrolyse – hvor grøn strøm veksles til brint – flydende havvindmøller langt fra kysten og at suge CO2 direkte ud af luften.
Gennem årene har motivationen bag det, han laver, aendret sig, forklarer han.
»Da jeg først byggede en vindmølle, var det egentlig af egoistiske årsager. Det var noget med at lave energi til gården. Senere var det det her med at vaere en del af et faellesskab, et pionermiljø, som kunne betyde noget for energiforsyningen i Danmark,« forklarer Henrik Stiesdal.
Men da han i fagtidsskriftet Wind Energy Weekly første gang laeste om global opvarmning i slutningen af 1980’erne, aendrede det sig.
»Det gik op for mig, at det her går da ad helvede til, hvis ikke vi lykkes. Og i dag er klimaforandringerne jo den helt dominerende motivation for det, vi laver i den lille virksomhed, jeg har startet,« siger Henrik Stiesdal.
»Vi, der lever i det her smørhul i verden, har en forpligtelse, synes jeg, til at levere nogle løsninger.«
Henrik Stiesdal ynder stadig selv at gå i vaerkstedet og pusle, og det er også her, nogle af de tidlige forsøg i virksomheden Stiesdal bliver gjort.
»Ufatteligt meget af det, jeg har vaeret involveret i, har vaeret et spørgsmål om at vaere på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men lige det med at opfinde tror jeg faktisk, at jeg har et reelt talent for.«
Men selvom han står bag nogle af verdens første kommercielle vindmøller, synes Henrik Stiesdal egentlig, at prisen er en anerkendelse af hele den danske vindindustri.
»Der har jo vaeret mange, mange flere kokke i køkkenet,« siger han.
»Danmark udviklede selve grundtaenkningen af vindmøller, som i dag er over hele verden. Og jeg synes, at vi har sat et fodaftryk, som er meget, meget større end det, som et lille land ellers kunne forventes at gøre.«
Jeg troede, at hvis man gjorde sin hobby til sit erhverv, så risikerede man at blive skuffet. HENRIK STIESDAL, OPFINDER
Nu er det jo dig, der får prisen. Hvad taenkte du, da de fortalte dig det?
»At det var da alligevel noget for sig.«