Japansk mesters svanesang er en virtuos og smuk fortaelling om sorg
Hayao Miyazakis ”Drengen og hejren” er en fantastisk flot fortaelling om en drengs sorgbearbejdelse i et magisk univers. Men instruktøren vil naesten fortaelle for meget i sin efter sigende sidste film, der ikke lever op til hans største mestervaerker.
Animation
Land: JAPAN, 2023 Instruktion: Hayao Miyazaki Varighed: 2 timer og 4 minutter
Premiere: Den 8. februar
333333
Når man ser film fra Disney eller de andre store amerikanske animationsstudier, kan man naesten altid regne ud, hvad der sker fra start til slut, fordi man kender formlen til døde. Sådan er det ikke med den japanske instruktør Hayao Miyazakis tegnefilm fra Studio Ghibli. Selvom han på mange måder er vestligt inspireret, bl.a. af børnelitteratur og eventyr, er hans universer fascinerende anderledes og historierne fantasifulde, drømmeagtige og komplet uforudsigelige.
”Drengen og hejren”,
Miyazakis første film i 11 år og efter sigende hans sidste, er hans hidtil mest labyrintiske og komplekse – på godt og ondt.
Selvbiografisk eventyr
Udefra set er det også en af hans mest selvbiografiske med sin historie om den 12årige dreng Mahito (Soma Santoki), der vokser op under Anden Verdenskrig i Tokyo, hvor hans mor dør i en hospitalsbrand som følge af et bombeangreb. Nogen tid senere flytter Mahito med sin far (Takuya Kimura) ud på landet, hvor han driver en kampflyfabrik (ligesom Miyazakis egen far). Faren har giftet sig med morens lillesøster, Natsuko (Yoshino Kimura), der allerede venter en lille søskende, og familien flytter ind i hendes og morens barndomshjem.
Mahito sørger over sin mor og er ikke parat til at omfavne hendes erstatning. Så da en insisterende og ubehøvlet hejre bliver ved med at dukke op og siger, at den har fået til opgave at lede Mahito til hans mor, ender han med at følge efter den ind i et mystisk tårn på grunden.
Det viser sig at vaere en portal til en anden verden, befolket af glubske pelikaner, nuttede små ånder, fascistiske parakitter, en hjaelpsom fisker ved navn Kiriko, Mahitos grandonkel, Natsuko og pigen Himi (Aimyon), der måske er hans mor. Med som følgesvend er hejren, der viser sig ikke at vaere en hejre, men en underlig mandsling, der stikker sit grimme hoved op fra naebet – men alligevel ender med at blive en allieret.
Surrealistisk drømmelogik
Det giver ikke mening at forklare begivenhederne i Miyazakis surrealistiske drømmelogik, men alfa omega er, at Mahito skal bearbejde sorgen og skylden over sin mors død for at komme videre i livet. I centrum af den virtuost fortalte, visuelt betagende og konstant overraskende opdagelsesrejse er således en smuk og melankolsk historie om at miste, om at rejse sig og om at skabe en bedre verden.
Selvom det er en fest at vaere med Miyazaki og Mahito på eventyr, bliver filmen dog lovlig plottung og snørklet. Man savner de åndehuller, hvor magien får lov at opstå, som instruktørens tidligere film som ”Min nabo Totoro”, ”Kiki – den lille heks” og ”Det levende slot” brillerer i. Derfor rørte den heller ikke mig på samme måde som tidligere vaerker.
Selvom den ikke er Miyazakis bedste – men det er også en høj barre – er ”Drengen og hejren” stadig en fornem svanesang (for nu at blive i fugleuniverset) fra en af filmens helt store mestre, som i den grad vil blive savnet.