Kvaelningslege, Cillemouse og syrebomber er en høj pris for tidsfordriv
På Ellevangskolen i Aarhus tog en elev kvaelertag på et andet barn, så vedkommende besvimede og blev offer for en såkaldt blackout challenge. Halsgrebet var det farlige skridt videre. I Syddjurs og i Thisted har børn ned til 11 år fremstillet syrebomber. Helt unge børn bruger antirynkecreme med problematiske stoffer. I USA plages skolerne af en trend, hvor inventar stjaeles, og lokaler smadres.
Også de unges primaere medie, Tiktok, er et adspredelsesmedie, et vaern mod kedsomhed, og der bliver brugt stadig mere tid på den kinesiske app.
Men på hvad? Få kan svare, før uhyggelige digitale tendenser bliver til virkelighed.
Vel er der meget godt at sige om de sociale medier. Mange sager som f.eks. politidrabet på George Floyd havde naeppe set dagens lys, hvis de ikke var blevet dokumenteret med mobilen. Børn bliver formidable til engelsk og danner internationale venskaber i et omfang, der langt overstiger fortidens pennevenner.
Naturligvis bestemmer man selv, hvem man følger, og der kan vaere mange grunde til ikke at følge f.eks. Cecilie Hougaard, der i bogen ”Instagrim” fortaeller om, hvordan hun oplevede »naesten« at miste sin kerne af selvvaerd i havet af glansbilleder på Instagram.
Sniger man sig ind på hendes profil, ”Cillemouse”, bombarderes man alligevel med opslag om det, der gør forfatteren glad som f.eks. »at gå ud og spise laekre steder« eller »superlaekre materielle ting«. Hun sank »naesten« ned i dybet på sociale medier, for en hverdag som model kan åbenbart vaere rigtig kedelig, ja ligefrem »super, super fabriksarbejderagtig«.
Selv med en sund holdning til, hvor meget vås man lukker ind, afspilles reels og videoer efter en afhaengighedsskabende model, der gør bl.a. Tiktok til et decideret digital crack cocaine, også for børn.
De algoritmer, der tilbyder timevis af tidsfordriv, bestemmer, hvad vi, vores børn og børnebørn eksponeres for.
Algoritmerne er ligefrem skraemmende effektive til at eksponere indhold, der ligner noget, man tidligere har set. Men at få samme algoritme til at fjerne voldeligt eller på andre måder skadeligt og upassende indhold har selskaberne tilsyneladende ingen interesse i. Profitten trumfer sundhed og sikkerhed, og man tager bekymrende let på det ansvar, der fornuftigt påhviler andre udgivere som traditionelle medier.
Der er trods alt eksempler på, at de sociale medier selv griber ind. F.eks. har Tiktok netop fjernet hashtagget #legginglegs, som blev brugt til idealiserende billeder af ben, der ifølge brugerne var saerligt egnet til den kropsnaere beklaedningsgenstand. Men i det store hele får de sociale medier lov til at opføre sig, som de vil, altså hvad der tjener forretningen bedst. Teenagere skal spionere mod kiosker, der saelger cigaretter til børn, og ryger der alkohol over disken, risikerer supermarkedet store bøder. Imens kan internationale techselskaber fortsaette en digital, sundhedsskadelig forretning, uden nogen for alvor griber ind, for både politikere og foraeldre lukker bekvemt øjnene.
Når Tiktok er gratis, er det børnene, der er betaling, og vi har givet dem lov til at vaere det.
børnene med at oprette profiler langt før den anbefalede alder på 13 år. Der grines af de første skøre filtre. Ulvetimen, restaurantbesøget og flyrejsen bliver roligere med et scrollende barn. Men på et tidspunkt rejser en foraelder sig til et møde på skolen og efterlyser kollektive regler om brugen af sociale medier, fordi »det er for hårdt at tage kampen alene« med sit eget barn. Da er det allerede for sent. Når Tiktok er gratis, er det børnene, der er betaling, og vi har givet dem lov til at vaere det.