Reform giver faktisk mere plads til de svageste aeldre
Vi har netop fremlagt et forslag til en ny aeldrereform, som skal give de aeldre mere selvbestemmelse i hverdagen og mere tid sammen med medarbejderne.
Derfor blev jeg også noget forundret, da professor Niels Åkerstrøm Andersen her i avisen udtalte, at han er glad for, at hans mor ikke fik sin aeldrepleje i det system. Han siger, at hans mor ville vaere blevet »en af taberne« i fremtidens aeldrepleje, fordi hun ikke ville vaere til besvaer. Man må forstå, at man fremover kun vil kunne få ordentlig aeldrepleje, hvis man kan kraeve. En rolle, som i det nuvaerende system bl.a. påhviler ressourcestaerke pårørende som Åkerstrøm selv. Men han har grundlaeggende misforstået pointen.
Tanken er, at man fremover bliver visiteret til en ”pakke” af hjemmehjaelp. Pakkerne vil vaere inddelt efter, hvor stort behov man har for hjaelp, og man vil derfor også blive visiteret efter, hvad man har behov for af hjaelp, men det vil ikke blive gjort ned på minutydelser.
Inden for de pakker er hensigten, at det skal vaere et fast team af medarbejdere, der i hverdagen vurderer, hvad man har brug for – i dialog med den aeldre. Men det vil vaere funderet i de faglige medarbejderes dømmekraft og sparring med hinanden. Fra medarbejdere, der er vant til at komme hos den aeldre.
Niels Åkerstrøm Andersen vil imidlertid have retssikkerhed og retskrav. Men er det ikke reelt øget sikkerhed, at medarbejderne faktisk kender den aeldre og derfor også kender den aeldres behov? At medarbejderne på den måde hurtigere opdager, hvis den aeldre begynder at skrante? Det vil jeg mene, og det er praecis nogle af de positive effekter, der er ved den her øvelse.
Men han har ikke tillid til medarbejderne i aeldreplejens faglighed.
Han mener, at man skal »vaere heldig at få sådan et menneske«, hvis man oplever, at en medarbejder er fagligt dygtig nok til at kunne vurdere den aeldres behov. Det er en vild påstand. Han trumfer den så med, at det vil blive et problem, at plejeren vil udnytte situationen til at tale de aeldre fra de mere plejekraevende opgaver.
tydeligvis det vaerste om vores social- og sundhedsmedarbejdere, der tilsyneladende både er fagligt inkompetente og dårlige mennesker, som bare gerne vil slippe for at lave deres arbejde. Det står i skaerende kontrast til, hvad jeg generelt oplever. Jeg oplever dedikerede ansatte, som gerne vil hjaelpe andre mennesker.
Niels Åkerstrøm Andersen mener, at reformen vil øge uligheden, men det, han ikke ser, er, at det nuvaerende system i højere grad danner grobund for ulighed. Det nuvaerende system er teksttungt, hvor der traeffes afgørelser, som
Han tror
der så kan klages over. Det forudsaetter, at man som aeldre både kan laese og forstå den afgørelse, man får, og kan formulere en klage. Og der er der selvfølgelig en skaevhed i, hvem der kan det.
system er reelt med til at favorisere de ressourcestaerke. Vi vil en aeldrepleje, hvor medarbejderne kan få den aeldres og de pårørendes perspektiv på den aeldres behov.
Og det vil inkludere det – for typer som Niels Åkerstrøm Andersen – måske vilde scenarie, at pårørende faktisk mødte de faglige medarbejdere, der kommer i deres foraeldres hjem, og snakkede med dem om, hvad deres foraeldre har brug for.