Står forventningerne i vejen? Skal maend spise røde bøffer og kvinderne bruge og smide vaek?
På museet Køn laerer man virksomheder, hvordan de skal favne unge zoomere, der finder det helt naturligt at have en offday, hvor de ikke kommer på arbejde. Med en ny udstilling vil man samtidig gøre os alle klogere på, hvad køn og kultur har med klima at
Ja, vel skal man lige traekke vejret, når den unge medarbejder ringer fra morgenstunden og melder fra til dagens arbejde, for »jeg har den ikke lige i dag«. Men Pernille Taagaard Dinesen maner til ro og mener, at man ikke bare skal omfavne det, men også forstå det.
»For hvad er det egentlig, de taler ind i? Hvad siger det om vores eget arbejdsliv? Er det i bund og grund et udtryk for en praestationskultur, hvor de får at vide, at de skal vaere 100 pct. på, for ellers er de ikke noget for denne arbejdsplads?« spørger hun, der er direktør på Køn – Gender Museum Denmark i Aarhus.
I stedet for at sukke mener hun man skal se på, hvilke vaerdier der bliver bragt i spil af generation Z – den unge gruppe, som også bliver kaldt zoomerne, og som er født mellem 1995 og 2010 og stille og roligt begynder at gøre deres indtog på arbejdsmarkedet.
»Er det mod til at sige fra? Eller forventer man for meget som leder? Eller har de set deres egne foraeldre knokle røven ud af bukserne, komme traette hjem og ikke have overskud til dem, da de var små? Er det et udtryk for, at sådan en foraelder gider de i hvert fald ikke vaere?«
»Z-forstyrrelsen«
Man kan lige så godt tage dem til sig, mener den 48-årige direktør og taler om »Z-forstyrrelsen«, fordi de unges tilgang forstyrrer andre generationer, som er opdraget til noget andet:
»De er på spil derude i en grad, som gør, at man som virksomhed er nødt til at genopfinde sig selv, sin lederrolle og det strukturelle apparat omkring medarbejderne, bl.a. når det gaelder fleksibilitet.«
Derfor har museet sat et nyt samarbejde med erhvervslivet i gang gennem en raekke workshops, som virksomheder kan købe, hvor der undervises i, hvordan man kan udvikle en større bevidsthed om og et godt samarbejde med generation Z.
»Alle generationer har bragt en revolution med sig og er lykkedes med at ombøje det, foraeldrene gjorde. De bringer en ny måde at vaere mennesker på op til overfladen. Det er det, vi tager fat på gennem mentalisering, altså at vi med kulturhistorien får virksomhederne til at forstå, hvad det er, at generation Z-medarbejderne egentlig siger, når de siger, at de går hjem, fordi klokken er tre,« siger Pernille Taagaard Dinesen.
»Meningen er ikke at fortaelle, at generation Z har svaret på alting. men vi er nødt til at forstå, hvad de siger. Og det er jo os selv, der har opdraget dem. Så når nu vi synes, at de har et veludviklet sprog for at sige fra og give udtryk for følelser: ”Jeg er traet, jeg har ikke lige lyst”, er det, fordi vi har spurgt dem om det, siden de kunne tale: ”Hvad føler du? Hvad har du lyst til? Hvad vil du? Hvad vil du ikke?”«
Måske er deres budskab vaerd at lytte til, mener Pernille Taagaard Dinesen.
»Måske er det sundt nok ikke at arbejde 80 timer om ugen Måske er det sundt nok at give udtryk for, at jeg har en offday: Please, giv mig den fleksibilitet, der skal til, så jeg kan vaere 110 pct. til stede i morgen.«
Workshoppen om generation Z er den første i en raekke af planlagte projekter, som skal øge museets raekkevidde ud af huset. De naeste bliver med fokus på feministisk ledelse, bias i rekruttering, diversitet, sprog på arbejdspladsen samt baeredygtighed.
Kønnede fortaellinger
Lige nu er fokus på Køn dog på en ny saerudstilling om køn, kamp og klimakrise, ”How dare you – Køn, kamp og klimakrise”, som åbner fredag.
Udstillingen saetter fokus på klimakrisen som en kønskrise og på visioner for omstilling, som ofte har rødder i den kønnede kulturhistorie, hvor omsorg for andre og planeten historisk set er blevet opfattet som saerligt feminint.
»Den skitserer sammenhaengen mellem vores køn, vores kønnede kultur og klimaet. Vi viser, at når vi har tillagt det et maskulint udtryk at køre i store biler, spise røde bøffer og flyve Jorden rundt, har det et aftryk. På samme måde har det et aftryk, når vi har tillagt, at det er saerligt feminint at skifte sin garderobe, bruge engangsservice, bruge og smide vaek,« fortaeller hun.
»Vi spørger, hvorfor vi har handlet, som vi har gjort, og vil have folk til at reflektere over, hvorfor det kan vaere svaert at aendre adfaerd til fordel for klimaet.«
I udstillingen refereres der til Nordisk Ministerråds rapport ”Climate, Gender and Consumption” fra 2022, som godtgjorde, at maend som gruppe udleder mere CO2 end kvinder, forholder sig mere skeptisk til klimaforandringer og er mindre tilbøjelige til at aendre adfaerd af hensyn til klimaet. Kvinder derimod bekymrer sig ifølge rapporten generelt mest om klimaforandringer, men laegger samtidig flest penge i tekstilindustrien og har historisk set brugt flest engangsmaterialer.
»Det viser, at der er nogle mønstre for, hvilke vaerdier og forventninger vi tillaegger hinanden, som er vaerd at dykke ned i,« siger museumsdirektøren.
»Derfor er udstillingen både et tilbageskuende og et nutidigt blik på, hvordan vores køn har praeget vores tilgang til jordkloden. Derfor er den også en opfordring til at standse op og så holde det her spejl op over for hinanden og sige, at hvis vi ønsker at gøre noget på en ny måde, skulle vi måske starte
Hvorfor tager vi ikke igen ejerskab på at genbruge? Taenke baeredygtigt. Forbrugsmønster er en konstruktion, vi har skabt. PERNILLE TAAGAARD DINESEN, DIREKTØR, KØN – GENDER MUSEUM DENMARK I AARHUS
med at tillaegge det feminine og det maskuline nye vaerdier.«
Klima og genbrug
Udstillingen peger både på globale forskelle samt på efterkrigstiden herhjemme, hvor genbrug var udbredt.
»Hvorfor tager vi ikke igen ejerskab på at genbruge? Taenke baeredygtigt. Forbrugsmønster er en konstruktion, vi har skabt,« mener Pernille Taagaard Dinesen.
»Udstillingen peger tilbage i oplysningstiden, hvor man sagde, at natur primaert er det feminine, fordi det er det vilde, det irrationelle og det hysteriske, mens kultur er det mandlige, det rationelle: fornuft, orden, struktur og vaekst. Men for mig at se skal vi turde vaere sårbare, også selv om vi ikke har de tal eller de svar på klimaforandringer, der skal til. Vi skal dele vores erfaringer undervejs i vores eksperimenter, og det er denne udstilling en best case på.«
Med de ord er vi tilbage til hendes overordnede ambition med museet Køn, siger hun:
»Det er at kalde folk op af kløfterne: Lad os prøve at saette os ned sammen og finde ud af, om vi har noget at give hinanden i al vores uenighed. For det gaetter jeg på, at vi har.«