Fastelavnsbollen er et sidste levn fra dengang, vi fastede
Oprindeligt betød fasten, at såvel gejstlige som menigmand i den danske befolkning var underlagt årligt at faste i 180 dage – altså halvdelen af året. Selv for kongen gjaldt det – men eliten fandt et smuthul.
Var det i januar, jeg så de første fastelavnsboller? Jep … de er vel ankommet og har tiltrukket sig danskernes opmaerksomhed med deres farverige glasur. Spis – for pokker. SPIS!
Danskerne elsker madtraditioner – og vi trodser gerne slankekure og kolesteroltal for at saette taenderne i de mangfoldige udgaver af en bolle.
For at forstå fastelavnsbollens betydning for dansk madkultur er det nødvendigt at se på dens oprindelige funktion, hvilket kraever, at vi ruller historien tilbage til der, hvor vikingetiden slap, og den tidlige middelalder tog sin begyndelse.
Med kristendommens indførelse fulgte tillige et saet afholdsregler for verdslig nydelse. Det betød, at man på udvalgte tidspunkter måtte afstå serveringer med bl.a. kød og udelukkende indtage brød og grød. Praesterne opfordrede tillige til seksuel afholdenhed. Ved at afstå verdslig nydelse og møde fastende til kirkens gudtjenester var krop og sjael beredte til at modtage de religiøse budskaber. En forudsaetning for at opnå den ultimative ”renhed” var bl.a. at indtage messens nadver som dagens første måltid.
Som udgangspunkt betød
fasten, at såvel gejstlige og kongelige som menigmand i den danske befolkning var underlagt årligt at faste i 180 dage – altså halvdelen af året. Fasten faldt på udvalgte dage – typisk onsdage og fredage. Desuden afholdtes faste over flere sammenhaengende perioder f.eks. i ugerne frem til jul og påske.
Man kunne desuden pålaegges et par ekstra fastedage, såfremt man havde gae
MADKASSEN kirkens synderegister. Børn og syge var dog undtaget fra disse regler og fritaget for faste. Fasten op til årets sørgeligste dag langfredag kaldtes for langfasten. Man fastede således i 40 dage som en påmindelse om Jesu lidelser i ørkenen. Når man nu skulle lide afsavn så laenge, festede folk i dagene op til fasten.
Det handlede om at tage afsked med alt det, som gav velbehag, og det gjorde man med manér – denne fest kaldtes for fastelavn. Serveringerne til denne fest bestod af rigeligt kød og hvedebrød, ofte udformet som boller.
Hvorledes fasten blev etableret og i praksis blev udøvet i Danmark vides ikke med sikkerhed. Historikere har peget på, at fasten allerede var en realitet i det sene 1000-tal. Det fortaelles, at Knud 4., Knud Svendsen (Knud den Hellige), som var konge i perioden 1080-1086, praktiserede fasten, hvilket gjorde ham noget upopulaer blandt den danske befolkning. På fastedage skulle kongen ifølge AElnoth, som var munk i Sankt Knuds Kloster, indtage vand og tørt brød med salt, mens han tilbød folk af laveste rang en mere eksklusiv servering.
I løbet af den tidlige middelalder indførtes en mere lempelig form for faste – den såkaldte fyrme, som tillod grøntsager og fisk. Kød fra pattedyr og fjerkrae var stadig no-go, men aeg og maelk, herunder smør, blev accepteret. Lempelserne kan ses som en tilpasning til de råvarer, som var at finde i stort set alle danske husholdninger.
Behovet for landets elites til jaevnligt at søge dispensation for de strenge fasteregler var med til at regulere og tilpasse de såkaldte forbudte ingredienser for med tiden kun at omhandle kød. Historikere har peget på, at den katolske kirke ligefrem kunne tjene penge på at give landets elite dispensationer og tillade maelk og smør, ligesom man tillod folk at betalte sig fra at lade andre faste for sig.
Som oftest var det de fattige, som ”sponsoreret” af landets bedre bemidlede aftjente fasten – selvfølgelig mod klingende mønt. Kunne man tale om win-win-situation? I hvert fald gav det landets fattige råd til at indkøbe de ”lovlige” fødevarer og derved opnå en sjaelden maethed.
Benyttede man sig af ”stedfortraederordningen”, kunne den dårlige samvittighed mod at betale sig fra fasten opvejes af den almisse, som man tilbød de fattige. Om vor Herre bifaldt beregningen, fandt man desvaerre først ud af, når man drog sit sidste suk, for i mødet med Skt. Peter foran himlens port blev ens sjael vejet: entré eller ned til et evigt liv i helvedes flammer.
Det blev den tyske teolog Martin Luther, der blev kendt for sin rolle i landets officielle afskaffelse af den romerskkatolske kirke og derved også af fasten. Med reformationen i 1536 og etableringen af den evangelisklutherske kirke blev fasten en frivillig foranstaltning. Den protestantiske kirke opretholdt dog de såkaldte bedeog bodsdage, og her var det skik at møde op fastende til gudtjeneste, hvor al ”verdslig forfaengelighed” var aldeles forbudt.
Da man ikke laengere fastede, blev fastelavn med tiden en årstidsfest, som i det gamle bondesamfund markerede optakten til et nyt arbejdsår for bonden i mark og have.
Da man ikke laengere fastede, blev fastelavn med tiden en årstidsfest, som i det gamle bondesamfund markerede optakten til et nyt arbejdsår for bonden i mark og have.
må man sige, at datidens faste i en selvforsynende husholdning faldt meget belejligt. Perioden fra midten af februar til det tidlige forår var det tidspunkt på året, hvor man var allermest udfordret – det kraevede en madmor med overblik og mod til at disponere over fadeburets formåen. Som udgangspunkt blev der igennem vinteren og foråret ingen friske forsyninger tilført. Fadeburet bestod almindeligvis af langtidsholdbare produkter, hvilket vil sige saltede fisk og kød, tørrede frugstet
Set i bagspejlet
ter og aerter og korn til grød og brødbagningen. Man havde endnu et par kålstokke i haven, og måske var det lykkedes at holde hønsenes aeglaegning i gang, men leverancerne var beskedne og ustabile.
Selvom fasten gennem de efterfølgende generationer endte i glemmebogen, forsatte de danske husholdninger de kødløse serveringer.
De kom i folkemunde til at hedde ”den ugentlige fiskedag” og/eller ”den ugentlige grøddag”. Årsagen skyldes alene et økonomisk hensyn, idet kød blev anset som en tung post på husholdningsbudgettet.
Lad os bare vaere aerlige: Hvis ikke bagerne gennem udvalget af fastelavnsboller i butiksvinduerne mindede os om fastelavnens komme, ville vi nok glemme denne saerlige skik.
Isaer alle os, der ikke laengere har små børn, som skal ekviperes i kreativ udklaedning.
Så derfor: Spis endelig løs, på den måde motiveres bagerne til et mangfoldigt og festlig udbud, og vi holder vores gode gamle fastelavnstradition i live.