»Kirken skal ikke bure sig inde og leve som i det forrige århundrede«
Folkekirken er en af Danmarks største jordejere og ser et stort potentiale i at omlaegge noget af jorden, der i dag dyrkes som landbrugsjord, til grønne arealer og dermed give plads til mere friluftsliv.
Debatten om grøn omstilling er også en debat om, hvordan vi bruger den plads, vi har i vores lille land. Skal man have vild natur eller landbrug, der laver mad? Boligbyggerier eller grønne arealer? Motorvej eller skovområder?
Og hvis den grønne omstilling er en kamp om plads, må dem, der ejer jorden, have de bedste kort på hånden. Det gør sig således også gaeldende for folkekirken, der er Danmarks tredjestørste jordejer.
At folkekirken i dag, formentlig til manges overraskelse, ejer så meget jord, skyldes, at praester indtil 1922 blev lønnet med jord frem for at få en fast månedsløn. I dag sidder de danske sogne således på i alt 11.000 hektar jord. I mange år er store andele af folkekirkens jord blevet forpagtet til landbruget, og i dag er det cirka 8.500 hektar af folkekirkens jordejer, der driftes af landbruget. Forpagtningsaftalerne giver blandt andet kirken indtaegter til vedligeholdelse af kirkebygningerne.
Men nu vil folkekirken gøre det muligt for de forskellige menighedsråd rundt omkring i landet at gøre noget af kirkens 11.000 hektar jord til fri natur i stedet. At omlaegge folkekirkens landbrugsjord skal vaere med til at løfte den grønne omstilling og indfri klimamålene, fortaeller Jesper Rønn Kristiansen, der er projektleder for Folkekirkens Grønne Omstilling.
»Folkekirken har en stor berøringsflade lokalt. Man kan derfor gå forrest og vise vejen. Ikke fordi man er mere hellig end alle mulige andre, men for at vaere vaere et godt eksempel ved at sige: ”Der skal både produceres landbrug, skov, natur og skabes friluftsoplevelser på alle de jorde, vi har i Danmark”,« siger han.
Det er op til hvert enkelt menighedsråd, hvordan de forvalter jorden, og Jesper Rønn Kristiansen oplever, at der er mange af dem, der spørger ham, hvad de ellers kan gøre med jorden, når forpagtningsaftalerne udløber.
Til formålet har man udviklet et interaktivt kort over folkekirkens jordarealer. På kortet vil det enkelte menighedsråd blandt andet kunne se, hvor der er potentiale for at plante skov, lave vilde biodiversitetshjørner, opsaette solceller, eller om der nogen økologiske landmaend i naerheden, hvis man ønsker at forpagte økologisk i stedet.
Jesper Rønn Kristiansen fremhaever SandbyBranderslev Sogne på det vestlige Lolland, hvor man har forvandlet 10 hektar med konventionel landbrugsjord til by naer kirkeskov med 45.000 traeer til glaede for naturen, dyrelivet og lokalmiljøet:
»Menighedsrådet går glip af en masse forpagtningsindtaegter, men de ville hellere lave en bynaer kirkeskov med friluftsliv. Det giver grundvandsbeskyttelse, en helt masse CO2-binding og forhøjelse af biodiversitet, så det har virkelig potentiale at benytte nogle af de her marginaljorder eller hjørner, som folkekirkens jord også er nogle steder, til vild natur og friluftsoplevelser,« siger han.
Naturen står svagt i kampen om arealerne
Danmark er Europas mest opdyrkede land, og på verdensplan er det kun Bangladesh, der kan matche vores opdyrkningsgrad.
Cirka 60 pct. af vores areal er opdyrket til landbrugsformål, og derfor begejstrer det også Friluftsrådet, at en af landets største jordbesiddere vil tilgodese behovet for mere plads til friluftsliv – frem for landbruget.
»Der mangler natur i Danmark. I fremtiden bliver der kun endnu mere kamp om arealerne. Der skal rejses vedvarende energi, landbruget fylder, og der er byudvikling og klimasikringsprojekter. Man godt frygte, at naturen står en smule svagt, fordi der ikke er så mange kapitalinteresser,«
Landmaendene må ikke pludselig få revet taeppet vaek under sig og skal have mulighed for at tilpasse sig deres produktion. Karen Bache, naturchef i Landbrug & Fødevarer
siger Winni Grosbøll, der er direktør i Friluftsrådet.
Under Covid-19 tog flere danskere naturen til sig. Saerligt var der rift om shelterpladserne, og i 2021 kunne Naturstyrelsen melde om et rekordår for overnatninger på deres lejrpladser med 270.001 personbookinger. Og selv om tallene er begyndt at ligne sig selv mere end før pandemien, aendrer det ikke ved, at danskerne er vilde med naturen, mener Winni Grosbøll.
»Det vil give øget livskvalitet for de mennesker, der bor i de områder, hvor folkekirken nu vil give adgang til naturoplevelser,« siger hun.
Forpagtningsaftalerne skal overholdes
Selv om der med det nye initiativ fra folkekirken formentlig vil vaere landmaend, der mister den jord, de ellers tidligere har forpagtet, har man hos Landbrug & Fødevarer den overordnede holdning, at det er godt, at også kirkerne kigger på, hvordan de kan bidrage til biodiversitet.
»Med det kort, de har fået, har kirkerne mulighed for at målrette indsatsen dér, hvor det giver mening. Og det synes vi er vigtigt, når man laver sådanne tiltag,« siger Karen Bache, der er naturchef i Landbrug & Fødevarer.
Man holder dog et vågent øje på, at de nuvaerende forpagtningsaftaler bliver overholdt.
»Landmaendene må ikke pludselig få revet taeppet vaek under sig og skal have mulighed for at tilpasse sig deres produktion. Men de fleste forpagtningskontrakter har løbetider, så det må vaere noget, man kigger på, når sådan en kontrakt skal genforhandles,« siger Karen Bache.
Udsigten til potentielt at miste 8.500 hektar jord skraemmer heller ikke.
»Det kan have stor betydning for den enkelte landmand, der forpagter jorden. Men 8.500 hektar er ikke meget i den store pulje af landbrugsjord i Danmark. Når vi taler klima, har vi selv peget på, at der skal tages 100.000 hektar landbrugsjord ud.«
Men i kampen om grøn omstilling – og den plads, den kraever – er det så kirkens opgave at skabe mere plads til friluftsliv? Eller bør folkekirken ikke holde sig til at skabe indtaegter til sig selv? Det mener Jesper Rønn Kristiansen ikke.
»Folkekirken kunne sagtens nøjes med at taenke på sin egen indtaegt og udelukkende blive ved med at forpagte til konventionelt landbrug og så kalke kirken hvert år i stedet for hvert andet år. Men vi synes, at det er rigtig staerkt set af folkekirken, at de selvfølgelig også tager ansvar, som en del af det samfund, vi lever i. Kirken skal ikke bure sig inde og leve som i det forrige århundrede,« siger han.