»Jeg taenkte: Hold nu kaeft, det kan du jo ikke, du er 58. Men så gjorde jeg det med hjaelp fra Youtube«
Under helt saerlige omstaendigheder i den svenske skaergård fik skuespiller Søren Malling et måltid, som smagte »vanvittigt«. Jyllands-Posten spørger en raekke kendte danskere, hvad de har på deres traeskoliste.
Der er ikke megen smalltalk i Søren Malling. »Det er bare at fyre løs,« siger han, der har stillet sig til rådighed for at svare på, hvad han skal nå, før han populaert sagt stiller traeskoene. Indtil videre har manden, der netop er fyldt 60 år, ellers nået en del. Han var Sarah Lunds makker i ”Forbrydelsen”, nyhedschef i ”Borgen” og dukker jaevnligt op på rollelisten i alt fra ”Draeberne fra Nibe” til ”Margrethe den Første” og ”Bastarden”. Malling er netop nu aktuel i sjette film i Afdeling Qserien, ”Den Graenseløse”, hvor han spiller bornholmsk betjent.
Hvilket rejsemål skal du have besøgt, inden du dør?
»Jeg har vaeret i Japan for omkring 20 år siden, men ikke nok, synes jeg. Det var en mindblowing oplevelse. Som at lande på månen, fordi så mange ting er anderledes. Jeg har lyst til at tage tilbage og tage min familie med. Jeg synes, at mine børn skal have lov at opleve noget, der er saerpraeget. Ikke kun et sted, der er smukt, men også nogle mennesker, som er så langt fra, hvordan vi opfatter os selv. Det, tror jeg, er vigtigt: at man oplever noget, som er diametralt modsat, hvor man kommer fra.«
Hvordan er japanerne markant anderledes?
»Det er min oplevelse, at de har en enorm selvdisciplin og en måde at vaere på, så man ikke kan se, hvis de er kede af det. Jeg er med på, at livet ikke haenger sådan sammen, men de har nogle strukturer, som jeg blev meget fascineret af. Jeg blev anbefalet at gå hen på en bestemt bar, hvor de ansatte fra en masse virksomheder mødtes og drak sig paerestive sammen med chefen. Her kunne de hanke op i ham og brokke sig over, hvad de ikke syntes fungerede, og han tog imod. Naeste dag var alt godt, når man mødte på arbejde. Der er så mange mennesker på gaden, men der er ingen traengsel eller larm, det fungerer bare.«
Et uforglemmeligt måltid Hvilken musiker skal du have oplevet til koncert?
»For nogle år siden var jeg til Pink Floydkoncert med ”The Wall” i Parken. Men det var kun Roger Waters fra Pink Floyd, der spillede, fordi han og guitaristen David Gilmour blev uvenner for mange år siden. Hvis de fandt sammen igen, ville jeg gerne se dem live, for den guitarsolo, som er i ”Another Brick in the Wall” er nok en af de fedeste, der er fyret af, og det er Gilmour, der har lavet den. Hvis ikke man kan lide Pink
Floyd, er der noget galt. De saetter en barre, som er meget høj.«
Hvilket måltid vil du gerne spise?
»Det er et måltid, jeg godt kunne taenke mig at gentage. For en del år siden var jeg ude at sejle med min svigerfar og min kone i den svenske skaergård. Da det blaeste op, blev vi nødt til at søge ly på en lille klippeø. Vi havde ikke rigtig noget mad, men havde glemt, at vi havde kastet en snøre i vandet, og der var sgu en makrel på. Min svigerfar havde nogle nye, danske kartofler og nogle alkoholfrie Pripps (svensk ølmaerke, red.). Han fandt en lille rygeovn frem, som vi smed makrellen ind i, og så sad vi der på klippeøen og så solen gå ned, mens vi fik nyrøget makrel med nye kartofler og smør, som vi spiste med fingrene. Det glemmer jeg aldrig. Det smagte fuldstaendig vanvittigt, også fordi vi havde knoklet fem-seks timer for at få båden i land, og så smager maden meget bedre.«
Hvad har du allerede fået streget over på din traeskoliste?
»Jeg vil sige mit liv i det hele taget. Min karriere, det, jeg har straebt efter og har ønsket mig, det er det, jeg er blevet. Så der er sådan set flueben. Jeg kom jo ind på teaterskolen for mange år siden. Så fik jeg en uddannelse, og den har jeg levet af siden. Jeg har skabt en familie. Har tre børn. Flueben. Man kan naesten sige villa, Volvo og vovhund. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg var 20-25. At blive skuespiller og skabe en familie. Det er jo det, der giver mening.«
Skulle du kaempe for at blive skuespiller?
»Ja, jeg skulle kaempe for at komme ind på skolen, og jeg har kaempet siden da. Men nu er jeg blevet 60, så har jeg masser af livserfaring med mig. Det gør, at man bliver lidt mindre bekymret. Jeg er meget afslappet, men føler mig også utroligt privilegeret i forhold til, hvad jeg får lov til at lave. Så når jeg kan saette fluebenene, er det, fordi jeg har kaempet for det og laert af det.«
Oplever du, at det bliver svaerere at få job med alderen?
»Ikke endnu. Jeg har heller ikke taenkt mig at stoppe foreløbig. Jeg stopper ikke, før jeg ikke kan gå laengere. Det der med at skulle nyde sit otium kan jeg slet ikke forholde mig til. Mit otium er mit liv. Jeg nyder at gå på arbejde, men virkeligheden kan vaere, at rollerne bliver faerre. Der ikke er så mange, der skal spille morfar, som skal spille midaldrende maend. Men det har jeg det fint med. Jeg har aldrig taenkt over at gå på pension. I
krop og sjael føler jeg kun, at jeg er i slutningen af 20’erne ... arh ... slut-30’erne måske. Jeg kan have lidt ondt i knaeene og svaert ved at komme op af sengen om morgenen. Og der er langt ned, når man tager strømper på.«
Har du en personlig graense, som du gerne vil udfordre dig selv på?
»Det korte svar er nej. Jeg synes, at jeg har udfordret mig selv rigtig mange gange, så der er ikke en bestemt ting, jeg taenker, at jeg skal. Jeg har sprunget i faldskaerm, jeg har sprunget med elastik fra en bro i Frankrig. Jeg gjort nogle ting, der er graenseoverskridende både privat og i mit arbejde, men som har ført til noget godt. Jeg vil holde fast i ikke at vaere bange for at gøre noget, man ikke ved, hvad er.
Mindre selvoptaget Hvilket karaktertraek vil du gerne nå at aendre eller styrke?
»Jeg kunne godt taenke mig at vaere mere givende. Mit arbejde kraever en vis form for selvoptagethed, men jeg kunne godt taenke mig vaere knap så optaget af mig selv og dermed lidt mere mild, givende og omsorgsfuld, men med et stort smil på og en naturlighed. Ikke kun over for mine børn, men også andre; hilse på de og dem, man møder på sin vej, eller undervise de håbefulde elever på Den Danske Scenekunstskole, som jeg har gjort.«
Hvad vil du gerne laere?
»At blive bedre til at spille bas. Under corona laerte jeg mig selv at spille bas, og nu er jeg med i to forskellige orkestre. Det var virkelig graenseoverskridende, for jeg taenkte: Hold nu kaeft, det kan du jo ikke, du er 58. Men så gjorde jeg det med hjaelp fra Youtube.«
Hvem mangler du at få sagt noget vigtigt til?
»Min far døde, da jeg var 30. Det var svaert. Jeg kan jo ikke sige noget til ham i dag, men jeg kunne godt taenke mig, at det kunne lade sig gøre. Det er et stort ønske for mig at kunne dele et moment med ham. Han døde simpelthen for tidligt, der var ting, jeg ikke nåede at opleve med ham. Jeg kan maerke, at der er noget, jeg er nødt til at formulere, inden jeg ikke er her laengere.
Jeg har lige praecis den alder, han havde, da han døde. Det, tror jeg, jeg skal haefte mig ved, også i forhold til min egen familie og mine børn. Man skal glaede sig over og huske på, hvilken vaerdi det har, at man er her, og hvad man vil bruge sin tid til. Jeg skal huske at vaerdsaette det, jeg kan og har opnået, og give det videre til børnene. Min far havde så meget kaerlighed og skuffelse over sig selv og sit liv. Jeg kunne maerke på ham, at han ikke rigtig syntes, at han havde oplevet det, som han kunne have taenkt sig. Både i forhold til arbejde og privat. Hvis man kunne skrue tiden tilbage og have en samtale, ville jeg gerne det.«
Haenger hans manglende evner til at gøre det, han ville, sammen med din trang til at prøve alle mulige ting af ?
»Det har givet mig et skub. En idé om, at jeg skulle sørge for at få noget ud af mit liv og ikke synke ned i et eller andet morads og blive skuffet over mig selv. Så tak til min far for det, kan man sige. Ikke tak for, at han gik bort, men jeg har fået noget med mig.«