Kaere foraeldre: Sluk for idiotiske velmenende råd
Saenk skuldrene. For børnenes skyld behøver vi ikke at slå til. Det er nok, at vi er til. Alt andet er bonus.
Kalenderen siger vinterferie. Som et pludselig ophold i børnefamiliehverdagen, hvor familiekalenderen til forveksling ligner et krigsstrategikort med steger på kryds og tvaers og udfyldt med fire forskellige farver for at finde rundt i ”åh så vigtige” aftaler og arrangementer, arbejde på skaeve tider, ungernes tandlaegebesøg og den konstante følelse af aldrig rigtig at slå til. Hverken som foraeldre eller som livsledsager. Hverken derhjemme eller på arbejdet eller rettere: ikke både på arbejdet og derhjemme.
Og imens forsvinder timerne, dagene og ugerne i én stor bevaegelse – og nu blev det uge 7 og vinterferie, og hvad skal vi nu stille op med hinanden – og med al dén tid? Og den latente dårlige samvittighed over vores fravaer i hverdagen?
Vi skal aktivere ungerne med noget lidt ud over det saedvanlige, for de må for alt i verden ikke kede sig, og med en hvilepuls på 180 kan vi udfylde de tomme kalenderdage med overfloden af vinterferieaktiviteter, der saerligt retter sig til børnefamilier: På naturcenter Amager Strandpark kan man dissekere en sild og klappe en krabbe, se en varmluftsballon stige til vejrs på Eksperimentariet, suse rundt i cirkler på en kunstig skøjtebane, gå i børnebiffen, lave modellervoks på Statens Museum for Kunst, riste bløde skumfiduser på frilandsmuseet, spise fastelavnsboller på byens caféer til 65 kr. stykket og i den forestående weekend slå katten af tønden i de mest kunstfaerdige, kreative hjemmelavede fastelavnskostumer – der kan give enhver småbørnsmor praestationsangst i flere uger
overveje, om vinterferieaktiviteterne er børnenes eller i virkeligheden foraeldrenes behov? Naeppe det sidste – tror jeg. Måske traenger de arme unger, der fem af ugens syv dage opholder sig uden for hjemmet i deres små børneliv i institutioner, bare til, at der intet sker? Altså: Slet. Ingen. Ting. Måske traenger de bare til, at foraeldrene skaenker dem deres tid – og naervaer. At foraeldrene laegger iPhonen fra sig, ikke konsulterer den konstante nyhedsstrøm, mails eller sociale medier, men går med ud i haven og sparker til en jordknold. Og måske overlader dem i legen lidt til sig selv, lade dem kede sig en smule – og prøver at øve os i, sammen med børnene, at give nuet en sammenhaeng.
Men måske skal vi
begravede jeg en gammel kone, hvor jeg ved samtalen spurgte de efterladte børn om, hvordan afdøde var som mor. De svarede, at hun ikke underholdt dem, ikke legede med dem – men tog sig af dem i en hverdag, hvor de praktiske
For nylig
opgaver var mange, men de havde aldrig tvivlet på hendes hjaelp og støtte. Og hun var, med børnenes ord, den bedste mor, de kunne taenke sig. Taenk, om nogen fortalte moderne foraeldre, at der er så meget, de ikke er nødt til – at de gerne må saenke skuldrene og ambitionsniveauet – og frasortere de unødvendige krav, som vi slider os selv i laser med.
Men det er, som om der er sket en fejlslutning i det moderne foraeldreskab. Som om vi tror, at børnene en dag ser tilbage på deres barndom og måler kvaliteten af den og ikke mindst kvaliteten af deres foraeldre ud fra maengden af aktiviteter og såkaldt kvalitetstid – hvad det så end er. I hvert fald er foraeldregenerationen slaver af den samme perfekthedskultur, som er ved at pine livslysten ud af børnene og de unge.
»Uha,« sagde min mor, da jeg havde pakket den koboltblå Hyundai til bristepunktet med vasketøj, legetøj, klapvogn, bamser og børn placeret på bagsaedet med en iPad
KOMMENTAR og Ramasjangvenner, »det er ikke nemt at vaere foraeldre i dag, det var meget nemmere dengang, da vi havde små børn – det taler vi bedstemødre også om.«
Jeg skulle lige til at sige, at de damer taler om så meget, og der er nok så meget, de har fortraengt, men jeg tav – gav min mor et knus og satte mig i bilen.
Måske skal vi overveje, om vinterferieaktiviteterne er børnenes eller i virkeligheden foraeldrenes behov? Naeppe det sidste – tror jeg. Måske traenger de arme unger, der fem af ugens syv dage opholder sig uden for hjemmet i deres små børneliv i institutioner, bare til, at der intet sker?
Hun havde jo ret. Det er nok ikke så nemt at vaere foraeldre i dag, selvom jeg øver mig i, at det skal vaere let. Men allerede fra før børnene er kommet, bliver vi guidet af selvbestaltede eksperter, der ved noget om det gode foraeldreskab.
Hos boghandleren står hyldemeter af litteratur om alt lige fra amning og opdragelse, søvnmønstre, skaermtider, sukkerindtag og insinuerer, at vi burde kunne gøre det lidt bedre.
en industri at hjaelpe famlende foraeldre på vej, og influencere viser os, hvor paent det hele kan tage sig ud på Instagram, hvor ingen har mørke rande under øjnene, ingen børn er traette efter en lang dag i institutionen, men alt er omgivet af overskud, baeredygtigt traelegetøj, stofbleer i douche farver og en henslaengt laekkerhed, som det tager flere timer foran badevaerelsesspejlet at skabe. Kaere foraeldre, sluk for alle de idiotiske velmenende råd, og saenk skuldrene. For børnenes skyld behøver vi ikke at slå til. Det er nok, at vi er til. Alt andet er bonus.