Dna-jagt er etisk glidebane
om en 53-årig mand, der er blevet varetaegtsfaengslet for et drab begået i 1990.
Hvis han er skyldig, er det selvfølgelig godt for hendes slaegtninge, venner, der havde et taet forhold til den draebte, og alle os andre. Politiet er kommet på sporet ved en søgning i Rigspolitiets dnaregister i persondelen. Den nu sigtedes dna var ikke i registeret, men hans søns var. Fundet er sket ved det, man kalder familiesøgning.
ikke nogen lovgivning, der regulerer denne type efterforskning, og det giver efter min opfattelse anledning til nogle etiske og retlige overvejelser om betimeligheden af denne saerlige type efterforskning. Var sønnen blevet opsøgt af politiet og spurgt, om han kunne bidrage med oplysninger om sin fars gøren og laden på
Der er i dag
gerningstidspunktet, havde sønnen vaeret i sin gode ret til at sige, at det ville han ikke tale med politiet om. Det er trods alt hans far.
Nu er sønnen blevet nøglen til sagen. Det bliver ikke et bevis i sagen (i hvert fald af betydning), men han er aldrig blevet spurgt, om han vil hjaelpe politiet. I dansk ret har vi den hovedregel, at naertstående er vidnefritaget, dvs. de ikke er forpligtet til at afgive forklaring i retten i sager mod eksempelvis deres far eller mor, medmindre dommeren bestemmer det.
Denne type efterforskning kraever derfor en saerlig lovhjemmel, navnlig fordi vi i Danmark er voldsomt overvågede og registrerede.
bliver vel, at politiet også vil have adgang til vores sundhedsdata, hvor der kan vaere rigtig mange dna-oplysninger i forbindelse med diagnosticering og behandling af sygdomme.