Vi taler ikke om tilgivelse
Min ukrainske kollega Anatolij Raychynets er netop rejst hjem til sit krigshaergede faedreland. Han bad mig fortaelle hans historie.
»Fortael dem, hvad de gør ved vores soldater!« siger en ukrainsk kvinde til et offentligt arrangement i København. Tre uger før har hun mistet et naert familiemedlem ved fronten.
Anatolij Raychynets har netop fortalt, at han som praest og vicegeneralsekretaer i Det Ukrainske Bibelselskab flere gange har vaeret en del af udvekslinger af russiske og ukrainske krigsfanger. Han er i Danmark for at fortaelle om situationen i Ukraine og om bibelselskabets arbejde i det hårdtprøvede land.
Dagen før talte han for en fyldt folkekirke i Aarhus. I løbet af sine fire dage i Danmark taler han også med Østeuropa-kendere, folk, der arbejder blandt ukrainere i Danmark, og politikere, som fortaeller om at have dårlig samvittighed over, at andre dagsordener har traengt ukrainernes lidelser i baggrunden.
»De skal høre det,« siger den ukrainske kvinde og vender sig mod den lille forsamling, hvor halvdelen er danskere. »Der er et udbredt narrativ her i Vesteuropa om, at Putin er ond, og at russerne er ofre for hans propaganda. Men ingen skriver om, hvad der sker med vores soldater. Fortael dem, hvad der sker!«
Anatolij arbejder skiftevis en eller to uger i bibelselskabet og en uge i felten. Juleaften tilbragte han således med soldater ved fronten. Militaeret er taknemligt for at kunne forbinde soldaterne med åndelig og menneskelig hjaelp. De ved, at det for Anatolij og hans kolleger handler om at møde soldaterne, bruge tid sammen med dem. De holder andagter og små gudstjenester og taler med soldaterne om det, der ligger dem på sinde.
Ved fronten bedes der bønner og klagesange hentet fra Salmernes Bog i Bibelen. Saerligt salme 31 har fået stor betydning i Ukraine og er siden krigens begyndelse igen og igen blev laest højt ved fronten, i metroen under raketangreb, i kirkerne, i hjemmene. Her beder David til Gud, fordi hans fjende er på jagt efter ham og gør alt for at komme ham til livs. Men David siger også, at Gud »er mit håb«.
Sådan oplever ukrainerne det i mødet med en kolossal militaermagt, fortaeller Anatolij, for Rusland er langt større, har mere militaer og flere folk at mobilisere.
»Menneskeligt set er det umuligt, men vi beder Gud om mirakler.«
Det har mange ukrainere gjort. Da ukrainere i titusindvis flygtede ud af Kyiv efter den russiske invasion, og byen naesten blev omringet, lukkede det meste af byen ned, men kirkerne holdt åbent. De blev samlingssteder for troende og ikketroende, en slags stationer, hvor man kunne modtage mad, medicin, taepper og trøst.
Praester begyndte at efterspørge bibler til uddeling, og efter et par uger var bibelselskabets lagre tømt. Siden har de fået trykt enorme oplag takket vaeret donationer givet gennem blandt andet Det Danske Bibelselskab, og 23 måneder inde i krigen er der uddelt 980.000 bibler og børnebibler i Ukraine og et ukendt antal i nabolandene. Frivillige fra kirkerne har stået på togstationer, hvor de har givet folk på flugt humanitaer hjaelp, bibler og trøst.
Derudover har man siden 2015 arbejdet med et traumebehandlingsprogram, der kombinerer terapeutiske og psykologiske indsigter med bibelske beretninger, som bruges som spejl for de erfaringer, folk gør sig. Behovet er indlysende stort. Hver dag byder på nye tab, nye traumer. Den ukrainske sundhedsminister har anslået, at 75 pct. af befolkningen på forskellig vis er traumatiseret.
I krig ser mennesker ting, som intet menneske bør se. Det er den slags, Anatolij beskriver, da han følger opfordringen til at fortaelle om, hvad russerne gør ved de ukrainske soldater.
»Jeg har deltaget i udveksling af krigsfanger. Jeg har mødt soldater, der har haft tatoveringer med ukrainske symboler, som fjenden brutalt har skåret af. Jeg har talt med unge maend, der kommer tilbage og aldrig vil kunne stifte familie. ”Du skal ikke kunne få børn. Jeres nation skal ikke vokse”, har de fået at vide.«
Det er første gang, jeg ser mørket i Anatolijs øjne. Jeg har mødt ham et par gange tidligere ved internationale konferencer for bibelselskaber. Han er et varmt, smilende menneske, har overskud, løfter andre op. Men ikke nu. Og slet ikke, da en kvinde ved det offentlige arrangement vil vide, hvad han svarer, når folk spørger, hvordan ukrainerne skal tilgive russerne?
»Vi taler ikke om tilgivelse. Jeg siger som praest helt aerligt: Vi taler ikke om tilgivelse. Vi er i krig. Fjenden er brutal, det handler om overlevelse. Hvis fjenden kommer og beder om tilgivelse, kan vi begynde at taenke over tilgivelse.
Men nu? Hvem? For hvad? Har du hørt russere bede om tilgivelse?
Jeg har kolleger fra Det Russiske Bibelselskab, der har måttet flygte ud af landet. Den slags kan jeg tale med. Dem, der taler magten imod, dem, der fortaeller, hvad der er sket i Butja. Lige nu taenker jeg kun på, hvordan vi kan hjaelpe vores soldater, de efterladte, de brudte familier. Når jeg besøger kirkegårde, møder jeg altid foraeldre, der graeder ved deres søns eller datters grav. Nu er ikke tidspunktet at tale om tilgivelse. Det er en tid til at hjaelpe hinanden, graede sammen.«
Anatolij vender tilbage til det første spørgsmål og forestillingen om, at russerne er blevet forledt:
»Når folk siger, at Putin er ond, men ikke russerne, må jeg spørge: Hvem er det, der draeber civile?« siger Anatolij. »Jeg blev ringet op af en kvinde i Butja. Hun sagde: ”Min datter er 15 år gammel og er blevet gravid efter at vaere blevet voldtaget i vores hjem af fem soldater, der tvang mig til at se på. Hvad skal vi gøre?” Vi taler så meget om propaganda. Jeg er vokset op i Sovjettiden, hvor der var masser af propaganda. Men vi vidste, hvem vi var. Vi stod ved vores vaerdier. Man har et valg. Også når man skyder civile. Da vi kom til Butja med hjaelp, tog en gammel kvinde os med ned i kaelderen i en beboelsesejendom. Der så vi et syn, man ikke kan glemme. 52 bagbundne mennesker draebt. Var det Putin, der gjorde det?«
naeste formiddag henter Anatolij på hotellet, taler han i telefon og signalerer, at han har brug for et par minutter. Bagefter fortaeller han, at han har haft sin kone, Viktoria, graedende i røret. Om morgenen har russerne sendt et heftigt angreb mod Kyiv. En af raketterne blev skudt ned og landede 300 meter fra deres hjem. En ejendom blev voldsomt beskadiget, tre blev draebt, 14 såret.
Han er taknemlig for den danske regerings hjaelp, for fly og for våben. Ved fronten ser han igen og igen mobiliserede, der mangler basale fornødenheder og intet har at besvare beskydningen med. Men ukrainerne er bange for at blive glemt.
»Vi har vaeret omfavnet af russerne. Praecis derfor vil vi ikke tilbage til dem. Alt det, vi hører fra de byer, som under krigen har vaeret under russisk herredømme, bringer os tilbage til Sovjettiden. Vi vil leve frit, taenke frit, praktisere vores tro frit,« siger Anatolij i Ukraine House.
Da jeg
Jeg har mødt soldater, der har haft tatoveringer med ukrainske symboler, som fjenden brutalt har skåret af. Jeg har talt med unge maend, der kommer tilbage og aldrig vil kunne stifte familie. ”Du skal ikke kunne få børn. Jeres nation skal ikke vokse”, har de fået at vide.
for at kunne komme til Danmark og dele vores oplevelser. Vi ønsker, at I hører vores historier og fortaeller dem videre. Om at vi har en utrolig brutal fjende, der opfører sig umenneskeligt. På hospitaler har jeg mødt udvekslede krigsfanger og hørt dem fortaelle, hvad de har vaeret igennem. Man forstår det ikke. Så glem os ikke. Taenk på os, støt os, bed for os!«
Inden han tager af sted, lover jeg Anatolij at dele hans historie. Det er krigens 700. dag, da jeg tager afsked med ham i metroen. Han skal til lufthavnen, flyver til Budapest, tager et tog til graensen, krydser den, finder et andet tog til Kyiv. Rejsen er lang, og den har én destination: krigen.