SPROGET OG DØDEN
Man er nødt til at have levet et langt liv, før man ved, hvad det vil sige at have døden taet på sig.
Jeg har gennem årene haft fornøjelsen af at interviewe en hel del aeldre mennesker. De fleste af dem har fortalt mig ting, som det kraever et langt liv at få indsigt i. Som man ikke kan laese eller købe sig til. Man er nødt til at maerke dem på sin egen krop. Sådan er tilvaerelsens matematik.
Når man ikke har prøvet at blive vaekket for femte gang på en nat og have lyst til at kvaerke sin skrigende baby, ved man ikke, hvad søvnunderskud er. Det skal man vaere foraelder for at vide.
Når man ikke har prøvet at vågne op med tømmermaend og alligevel have lyst til at drikke fem øl fra morgenstunden, ved man ikke, hvad afhaengighed er. Det skal man vaere alkoholiker for at vide. Og når man som ung føler, at der er uanede maengder af tid tilbage, ved man ikke, hvad det vil sige at skulle forholde sig til, at man snart skal dø. Det skal man vaere alvorligt syg eller gammel for at vide.
Thomas Bredsdorff er ikke syg, men han er gammel.
Den 86-årige forfatter og journalist siger selv, at han ikke håber, han bliver mere end 90 år, fordi han tvivler på, om han kan baere ensomheden, når alle hans jaevnaldrende er vaek.
Den følelse kan man måske godt saette sig ind i, men man skal nok vaere 86 år for at kunne maerke den. Man er nødt til at have levet et langt liv, før man ved, hvad det vil sige at have døden taet på sig.
For nylig udgav Bredsdorff erindringsbogen ”Lykkeligt naer” med undertitlen ”En oldings optegnelser”, der blandt andet handler om kunsten at aeldes i en tid, hvor oldingene bliver flere og flere, som forfatteren selv udtrykker det i dagens interview, hvor JP Bøgers 25-årige Lasse
Momme møder den 61 år aeldre forfatter til en snak om alt det, et langt liv består af.
Ikke mindst døden. Ingen af os ved, hvad der sker, når det hele engang slutter. Det gør Thomas Bredsdorff heller ikke.
Og det faktum kan vaere svaert at saette ord på. Som den bogaktuelle forfatter siger i dagens interview, så kan sproget indimellem ikke rumme alt det, der foregår inden i os.
Men det kan litteraturen heldigvis:
»For mig har litteraturen vaeret et medie for alt det roderi, der er inden i én. Litteratur giver form til følelser. Den gør det til en erkendelse, man kan se for sig,« siger Bredsdorff.
Men det er ikke kun i litterauren, man kan søge hjaelp. Tanker i et godt interview kan også vaere med til at finde et sprog for alt roderiet inden i én. Og apropos, så interviewede jeg engang forfatteren Knud Romer om at blive aeldre, og undervejs sagde han noget, der fik mig til at forstå døden lidt bedre, end da jeg ankom:
»Døden er den ultimative indsnaevring. Det utaenkelige. Vi kan simpelthen ikke forstå evigheden. Men hvis vi levede med døden som følgesvend, ville vi måske opføre os anderledes og mere naensomt, omsorgsfuldt og forpligtende over for ting. Og hvis vi huskede på evigheden, ville vi måske vaere knap så selvoptagede og ikke gøre så mange ligegyldige forskelle mellem ting, hvor forskellen alligevel er forsvindende. Mellem mennesker, mellem den ene bil og den anden, svinekød og oksekød, og måske ville vi vaere knap så aggressive og grådige, for vi kan ikke tage noget med herfra.«
God laeselyst.