Et system i frit fald
Anders Meidahl leverer en hård kritik af psykiatrien pakket ind i en vild debut af en roman. Den laegeuddannede forfatter ved, hvad han skriver om, og indholdet kunne have vaeret rygraden i et harmdirrende debatindlaeg. Men de nedslående pointer rammer hå
De fleste kender til stress i én eller anden grad. Men det er vel de faerreste, der har stiftet bekendtskab med stress af den kaliber, som rammer hovedperson i denne historie. Han er under konstant pres.
Fra omverdenen.
Men også – ikke mindst – fra sig selv. Manden, en nyuddannet laege, den unavngivne hovedperson i Anders Meidahls aktuelle debut, ”Intethvid”, bevaeger sig rundt i de upersonlige, kridhvide omgivelser på Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital – deraf titlen på den nye roman.
Han drømmer om en mere human psykiatri. Med plads til naervaer, omsorg og tid til at tage de rigtige beslutninger i forhold til de enkelte patienter. Men han kaemper fra minut til minut for at tage imod de mange opkald fra hospitalets modtagelse i løbet af en nattevagt:
»Der er kommet en ny patient,« lyder det igen og igen.
Og lidt senere, mens den nyuddannede laege er i faerd med at tilse allerede indlagte patienter, endnu et af utallige opkald fra modtagelsen:
»Jeg ved ikke, om du har glemt det, men der sidder to patienter i ventevaerelset. Og så har de også ringet fra politiet. De er på vej ud efter en kvinde, der kaster ting ud ad vinduet. De regner med enten at bringe hende herud eller direkte i detentionen. Jeg går hjem om lidt, når min afløser er kommet.«
Udskriv patienter
Dette er den vildeste beretning om pres og stress i sundhedsvaesenet, denne anmelder nogensinde har laest.
Ikke alene på grund af det ydre, helt umenneskelige arbejdspres, men i lige så høj grad, fordi laegen på intet tidspunkt føler sig i stand til at udføre sit arbejde på en måde, som blot tilnaermelsesvist er i overensstemmelse med hans krav til egen indsats.
Hvad er det rigtige for de enkelte patienter? Det spørgsmål er centralt for den unge laege, men han når naermest ikke at tage stilling til det, inden han skal afvise den naeste.
Den nyuddannede laege har et ikke overraskende et konkret sigte med sin indsats på hospitalet, der handler om at hjaelpe patienterne bedst muligt. Men den slags er der ikke plads til i et system, hvor personalet konstant mødes af krav om effektivisering og er nødt til at sende patienter videre til øvrige dele af sundhedsvaesenet.
Ny Rosenhøj Psykiatrisk Hospital er ikke et hotel, lyder beskeden til laegen, når han atter har indlagt nye patienter under sin nattevagt.
»I skal udskrive så mange patienter, I kan komme afsted med,« lyder mantraet fra den overordnede, som konstant minder sine medarbejdere om effektiviseringskravet på 2 pct.
»Men husk nu først at spørge, om de kan love ikke at begå selvmord.«
Hårdere end et debatindlaeg
Anders Meidahl ved, hvad han taler om. Han er ikke blot forfatter, men også laege og hjerneforsker og har selv arbejdet i psykiatrien.
Hans holdninger til det hjørne af sundhedsvaesenet kommer tydeligt til udtryk. At psykiatrien er håbløst underbemandet, synes at vaere en af de gennemgående anker.
Det kunne den laegeuddannede forfatter formentlig have skrevet et harmdirrende debatindlaeg om. Men hans pointer rammer hårdere i romanform, for her serveres de i en rørende fortaelling om en ung laege, der selv bliver brudt ned i mødet med et psykiatrisk behandlingssystem i forfald.
Over to nattevagter maerker man laegens tiltagende ubehag, hans søvnløshed og hans koncentrationsbesvaer. Hans egne barndoms traumer bliver reaktiveret, han naermer sig hastigt et alvorligt sammenbrud og får svaerere og svaerere ved at skelne sig selv fra de patienter, som han forgaeves forsøger at finde sengepladser til.
Psykiatrien bliver i tiltagende grad adresseret af politikerne, men man kan vist godt slippe afsted med at anføre, at der er plads til bedring på området. Mildt sagt.
Anders Meidahl leverer et indblik i psykiatrien, denne gang set fra behandlerens synspunkt, som er med til at betone problemets omfang.
Med sin nye roman skriver forfatteren sig i raekken af bøger, som giver et indblik i en verden, der traditionelt lever i det skjulte. Og ligesom det er tilfaeldet med bøger som skuespiller Henning Jensens fire år gamle depressionsfortaelling ”Gennem glasvaeggen” og journalist Peter Øvig Knudsens personlige beretning om mødet med elektrochok fra 2021, ”Jeg er hvad jeg husker”, er Anders Meidahl også med til at aftabuisere psykisk sygdom.
Alene derfor er ”Intethvid” en vigtig bog.