»Hvis du vil vide, hvor stor betydning du har, så prøv at stikke en finger i et glas vand og se, hvor meget der er tilbage, når du traekker den op«
Hvordan føles det, når døden står for døren? Det ved Thomas Bredsdorff alt om. Men det er ikke let at finde et sprog, der saette ord på den slags følelser, siger den 86-årige forfatter og journalist. Der er ting i livet, som er for store til, at vi mennes
Vi har talt sammen i 42 minutter og 49 sekunder, da Thomas Bredsdorff pludselig rejser sig op fra sin stol. Han stamper krumrygget, men bestemt over plankegulvet mod et fjernt vaerelse. Et øjeblik bliver jeg siddende tilbage ved sofabordet, men da jeg hører ham skramle, går jeg efter ham og finder den 86-årige forfatter liggende på alle fire, mens han leder efter noget på nederste hylde i en af lejlighedens mange bogreoler.
Så rejser han sig op fra gulvet og klasker et eksemplar af en bog, han lige har fortalt mig om, ned på spisebordet, så den giver et smaeld i lejligheden.
»Det er måske den bedste roman, der er skrevet i min levetid. Den skulle du tage at laese,« siger han og efterlader mig alene med bogen.
Jeg står lidt og vender den i haenderne, mens jeg spekulerer på, hvad han forsøger at fortaelle mig.
Indtil nu har interviewet vaeret som en dans. Et stille drama, hvor Thomas Bredsdorff har svaret på mine spørgsmål, men sagt noget mere mellem linjerne.
Da jeg kommer tilbage i stuen, sidder han i sin stol og venter.
Hvad er det ved den bog, der vaekker genklang i dig?
»At vi mennesker kan have følelser, vi ikke kan saette ord på. At det sprog, vi to sidder og bruger lige nu, kun er en brøkdel af det, der foregår inden i os,« siger han.
Har du det selv sådan?
»Ja. Laes bogen. Den er ovenikøbet ikke saerlig lang.«
Et levet liv
Stilheden laegger låg på byens larm, da jeg en lille time tidligere ankommer til Thomas Bredsdorffs lejlighed, der ligger med udsigt over Københavns søer, hvor cyklister stryger forbi i penselstrøg.
Fuglene synger i den vinterklaedte have foran opgangen.
På det guldbelagte navneskilt under dørtelefonen står initialet ”L” side om side med et ”T”. Det første står for Lene, Thomas Bredsdorffs nu afdøde hustru, der var god til at lave mad, og som helt frem til det sidste besad en fremragende fysik, men også en svag stedhukommelse som følge af Alzheimers, der ofte fik hende til at forsvinde fra ham på de københavnske cykelstier.
»Død, før døden indtraeffer. Otte års langsom opløsning,« som Thomas Bredsdorff kalder sin kones sygdom.
Han begrunder hendes tilstedevaerelse på navneskiltet ved dørtelefonen med, at han ellers skal ulejlige sig den lange vej ned til gørtleren, og den tur har de faerreste lyst til at tage, siger forfatteren.
Måske handler det også lidt om, at det er en del af hans identitet, indrømmer han. At han engang var faren i en familie, der boede sammen, hvor han nu bor alene. ”N” for datteren Nanna har også en plads på navneskiltet.
I entreen smider jeg mine vintervåde laedersko på et gammelt eksemplar af Politiken, hvor Thomas Bredsdorff begyndte at arbejde for 58 år siden, og han tilbyder mig et par ankelhøje sutter i størrelse 44, så jeg ikke fryser om mine fødder.
Jeg går gennem hans kontor og taenker, at der er flere bogreoler end vaegge, og vi saetter os i stuen for at tale om, hvordan det er at vaere taet på livets endestation. Om alt det, der var engang, og det, der står tilbage.
Denne januardag har den 86-årige professor emeritus i litteraturhistorie, anmelder, forfatter og journalist netop holdt reception for sin nye bog, ”Lykkeligt naer”, der handler om kunsten at blive gammel i en tid, hvor oldingene (det kalder han dem selv) bliver flere og flere.
Foran hans vinduer står to nøgne traekroner, som vi sidder og kigger ud på, mens vi taler om de visne blade, der er taget af blaesten i Thomas Bredsdorffs eget liv.
Der er Lenes død, badmintonklubben, som blev nedlagt, den svaekkede fysik, gigten i håndleddene, smerten i fødderne. Det sidste er dog småtterier i forhold til venners Parkinsons syge, Alzheimers, stok, krykker, rollatorer og skidt og møg, som forfatteren selv udtrykker det.
Et råd på dødslejet
Men der er også ordene, han glemmer.
Det sidste er en sorg for Thomas Bredsdorff, der har brugt det meste af sit virke på dem. Nu tør han ikke laengere tale i de elektroniske medier, fordi det vil fordre, at han stadig er lige så kvik i hovedet, som han var på sin 30-års fødselsdag.
Dengang sad han i kantinen på Politiken og frygtede for at traede ind i et årti, hvor ungdommens muligheder lukkede sig omkring ham. Han var den, han var, og nu, mens vi sidder i lejligheden 56 år senere, er han det ikke rigtigt laengere.