Ikke mere bullshit, tak!
Verden er indrettet til maend, fordi maend har indrettet den, siger Anne Kirstine Cramon. Den kendte debattør og podcastvaert vil formentlig traede mange over taeerne med sin skarp pen. Ikke mindst mandlige laesere. Men hendes nye bog leverer et overbevis
Anne Kirstine Cramon har en skarp pen.
Ja, sommetider, når hun ruller sig ud, er det, som om bogstaverne på siderne er skåret ud med en spids kniv.
Et eksempel:
»Verden er indrettet til maend. Fordi det er maend, der har indrettet den. Biler er bygget til maend, medicin er udviklet til maend. Og så lever vi med feminine idealer, der er defineret af maend. Vi bliver ved med at fremelske idéen om, at maend er det ideal, som alle bør leve op til. Spoiler: Det er de ikke.«
Med sin nye bog ”Manual til dårlig stemning” leverer Cramon, som mange vil kende som klummeskribent og offentlig debattør, hvad hun selv kalder »et genmaele« til alle de fordomme, hun selv er blevet konfronteret med.
De klassiske fordomme er også navnene på bogens 22 kapitler:
”Hun vil bare have opmaerksomhed”, ”Hun burde tage noget andet tøj på”, ”Hun lagde sikkert selv op til det”, ”Hun skulle prøve at smile lidt mere”, ”Hun snakker for meget”.
Sådan fortsaetter det henover knap 300 sider, og Anne Kirstine Cramon leverer en overbevisende argumentation mod alle fordommene.
De besvaerlige kvinder
Hvert kapitel er bygget op, så man ud over personlige eksempler får historisk indsigt. Det er aerligt talt voldsomt at laese, hvad forfatteren selv har vaeret udsat for. Ikke mindst af seksuel karakter.
Et nyt eksempel:
»Jeg ankom til et arrangement, hvor min vens meget fulde advokatchef, som jeg aldrig før havde hilst på, kom hen til mig som det allerførste og stillede sig taet op ad mig og hviskede: Vil du ikke sutte min pik? ind i mit øre. Jeg var vitterligt lige trådt ind ad døren, og han havde helt klart fået en del flere drinks, end jeg havde. Jeg synes aerligt talt, at det var en maerkelig måde at hilse på allerførste gang. Jeg reagerede ved at spørge meget højt ud i rummet af fremmede: Vil du ikke slikke min fisse?«
Det skarpe comeback slog manden ud af kurs, men – og det er en vigtig pointe i Cramons bog – »det ødelagde sådan set også min aften«.
Bogen igennem beretter forfatteren om talrige andre overgreb – små, men i den grad også store – hvor hun ikke fik sagt fra. Hvor hun i stedet bed ydmygelsen i sig, hvor hun tav, fordi hun på netop det tidspunkt ikke magtede at ødelaegge den gode stemning. Det er staerk laesning fra en kvinde, omverdenen ellers kender som rapkaeftet.
Pointen er, at maengden af fordomme, overgreb og diskrimination ofte overmander – undskyld udtrykket – kvinder.
Også dem, der udadtil virker staerkest.
Ikke mere bullshit
Det måske mest overbevisende af bogens 22 kapitler hedder ”Hun vil bare have opmaerksomhed”, og det er skrevet med så meget indlevelse, at selv den mest skeptiske mand burde tvinges til at laese det, så han forstår, hvad MeToo er. Den ironiske stil, som er forfatterens varemaerke, går her ud over de – overraskende mange – maend (men også kvinder), der ikke for alvor tror på MeToo:
»Hun ville nok bare have opmaerksomhed. Hvorfor skulle man ellers komme dryssende
Det er skrevet med så meget indlevelse, at selv den mest skeptiske mand burde tvinges til at laese det, så han forstår, hvad MeToo er.
så mange år efter og tale om en hånd på et lår? Burde hun i virkeligheden ikke bare vaere glad for, at nogen gad kneppe hende? Må man ikke engang give en kompliment laengere? Hvad med alle de uskyldige maend, der er blevet udråbt som kraenkere? Og hvor i hede hule helvede er maendenes retssikkerhed?«
Anne Kristine Cramon er vred over, at de kvinder, der stiller sig frem, ofte bliver opfattet som »enormt besvaerlige« og »kraenkelsesparate«:
»Når man miskrediterer det, kvinder siger, bidrager man til idéen om, at en kvindes ord er mindre vaerd en mands. Der er en forventning om, at en kvinde skal stille med 650 screendumps, 29 øjenvidner og seks timers overvågningsoptagelse, før hun er trovaerdig. Mens maend slipper afsted med en halvsløj gengivelse af Shaggys ”It wasn’t me”.«
Til sidst i kapitlet skaerer forfatteren det hele ud i pap:
»MeToo er ikke gået for vidt. Til gengaeld er der en stor gruppe kraenkende maend, der er gået alt for vidt.«
Anne Kristine Cramon er bedst, faktisk virkelig god, når hun er personlig, skarp og polemisk, mens det bliver en anelse tungt, når hun detaljeret gennemgår verdenshistoriens kvindesyn. Det er vaesentligt stof, meget af det er nyt (i hvert fald for denne anmelder), men det bliver lidt for langt.
Bogen er også et generationsindlaeg, for forfatteren, der selv er 38 år, giver sin historie – både når hun er rå, og når hun er øm – i et bramfrit sprog, som er spaendende.
Måske er bogens pointe i virkeligheden: Nu finder jeg mig ikke i mere