Fars fede vrede
Daniel Dalgaard skriver medrivende og genkendeligt om udfordringerne ved at vaere en far, der ikke vil hidse sig op og råbe ad sine børn, når familielivet spidser til. I sin nye autofiktive roman forsøger forfatteren at vriste sig fri af den vrede og det
Min ønskeseddel for bogåret 2024 indeholdt ikke ligefrem flere livtag med det moderne, privilegerede foraeldreskab. Et tema, der har fyldt godt op i de senere års litteraere strømninger.
Det betyder ikke, at bøgerne ikke har vaeret vigtige for mig. Det har de. Også rent personligt.
Men litteraere tendenser har det med at nå et maetningspunkt, og i forhold til fader- og foraeldreskabet blev det nået med udgivelser som Mads Myginds ”I min hule hånd”, der udkom sidste år, og Victor Boy Lindholms ”En del af hjertet går ud af kroppen” fra året før.
Ingen af de to bøger er dårlige. Slet ikke. Men begge efterlod mig med mentale skuldertraek.
Det skyldes nok til dels, at jeg selv har børn på fire og syv år. Personligt føler jeg, at jeg er ovre det vaerste – hvilket sikkert er naivt. Men også set med litteraturkritiske øjne, synes bøgerne at gentage velkendt stof.
Og alligevel er jeg i overraskende grad begejstret over Daniel Dalgaards autofiktive ”Vulkanø”.
Sjovt og genkendeligt
I den nye roman lader den 37-årige forfatter en familiefar (ham selv) tage med kaeresten Stine og deres femårige søn og etårige datter på en månedlang ferie til Tenerife, hvor de skal bo fem forskellige steder. Lokationerne danner scene for romanens hovedafsnit. Det indrammes af en pro- og epilog, hvor den forsvundne Ninus, sønnens »slaskede, pelsede kanin, der er så snavset, at den ikke laengere har en farve«, spiller en original hovedrolle.
Beskrivelsen af plysdyret viser Dalgaards fintmaerkende skrift — som denne tidlige beskrivelse, der spiller på spaendingen mellem det distancerede og det intime:
»En mand og en kvinde med en dreng og en pige på slaeb, som ligner os selv. To små halvkloner, som fremviser vores egne vaerste sider, når de er vågne, og driver os til sølende sentimentalitet, når de sover, hvilket de desvaerre ikke gør så meget, som man kunne ønske sig.«
Det er sjovt. Og genkendeligt.
Det seriøst strømførende ved ”Vulkanø” er dog, at den vil dybere ned end den selvbevidst-ironiske udstilling af familie-relationens sociale spil. At den ikke kun insisterer på far-jeg’ets grimme følelser, men også hans ageren.
Den møder man eksempelvis i det erindringsspor, der akkompagnerer ferie-nuet. Ondt-i-maven-kvalitet er der også i tilbageblikket på en aftensmadskonflikt med sønnen, der kulminerer med råb og hvaesen: »Nu. Spiser. Du. Paent.« Og disciplinerende hiv i armen og barnets hikstende gråd. Det fremstilles med elegant dobbeltblik, der både fastholder øjeblikkets harmdirrende følelse af selvretfaerdighed og efterrationaliseringens skam.
Vredens kilde
Raseriet og afmagten hører til den nye foraelder-skabslitteraturs troper. Men i ”Vulkanø” raekker det ud over den til tider dydige bekendelse og kommer til at sitre uforløst. Som eksempelvis i en scene fra et badeland, hvor jeg’et i irritation og skuffelse over »piv og klynk« kører løs på barnet i voksensprogede bebrejdelser.
Spørgsmålet om vredens kilde er en rød tråd i erindringssporet, der tager laeseren med til jeg’ets egen barndom og endnu et smertensbarn: maskuliniteten og det vanskelige forhold mellem faedre og sønner.
I denne relation er der alkohol, selvhaevdelse, abrupt aggression og anmassende ømhed. Alt for meget arbejde, alt for meget stilhed.
Som det var tilfaeldet i Dalgaards staerke udgivelse fra 2021, essayet ”Forestillingen om Patrick Mortensen”, tegner ”Vulkanø” et portraet af klassisk maskulinitet i opbrud og en generation af maend, der afsøger nye manderoller.
Symptomatisk deler jeg’et dog mareridt med sin far og søn. En brutal pointe er, at bruddet ikke er absolut, men at den faedrene arv haenger ved og praeger nutiden.
Bogens saeregne emotionelle spaending og uro er netop et resultat af at blive »tvunget til at gennemleve min barndom for anden gang, nu forvraenget og forskud af, at jeg både er barnet og den voksne, at jeg både har alt ansvaret og alle følelserne«.
Ferierummet som fremkaldervaeske
”Vulkanø” er også en bog, der udgør endnu et bind til bunken af senmoderne rejselitteratur. Den, der selvbevidst bøvler med sin privilegerede turistidentitet i skyggen af klimakrise og global ulighed. Af bidragsydere kan man bl.a. naevne Jonas Eika, Victor Boy Lindholm, Lars Skinnebach og Christina Hagen. Og Dalgaards egen fra 2021. Sigende finder man tidligt beskrivelser som denne:
»Jeg ligger i en plastikstrandstol ved en pool på Tenerife sammen med tre-fire hundrede andre gaester, der ligesom mig tilhører den europaeiske middelklasse.«
Det er ubekvemt koncist.
Stadig forbliver det nagende spørgsmål om masseturisme en slags rammesaetning. Ferierummet fungerer først og fremmest som en fremkaldervaeske for familielivets spaendinger. Hvad står tilbage, når rutinen aflyses? Udfordringen er den samme, hvad enten scenen er Lalandia, et lånt sommerhuset i Havnsø eller et hotel i Miami? I ”Vulkanø” ser det ikke altid lige kønt ud. Men det er også en kaerlig og håbefuld roman, en bog om at ville bedre sig. Om at gøre sit bedste. Og en bog om som far og søn at eftersaette forståelsen og forsoningen, ikke som endegyldig løsning, men som en fortløbende proces.
Daniel Dalgaard åbner givetvis ikke 2024 med motiviske og tematiske landvindinger. Men med ”Vulkanø” taenker og turnerer han et presserende materiale i tiden på overrumplende vellykket vis.