»Hvor kan jeg købe den bog?«
Den populaere illustrator Line Jensen runder alt fra barndomsvenner over skilsmissevenner til lortevenner i ny bog. Jyllands-Postens Jamilla Sophie Alvi kaster et kritisk blik på, hvad man kan bruge en moderne udgave af den klassiske venindebog til.
Marcus Aggersbjerg er litteraturredaktør på Jyllands-Posten. Det er ham, der står for det tillaeg, du sidder med i haenderne.
I går aftes kom han voldsomt i tvivl om, hvorvidt det er socialt acceptabelt, at han – en 51 årig mand – trasker hele vejen ud efter morgenavisen i bar mave og underbukser fra Björn Borg.
Jeg kan egentlig godt lide ham.
For det er svaert ikke at holde af et menneske, der kan gå så meta på sig selv.
Også selv om han bagefter tager bordet som gidsel i en halv time og forsøger at gøre det til et spørgsmål om frihedstrang i en tid, hvor naervaer og krop udfordres af sociale medier. Bla, bla, bla, Marcus! Nabo-Poul gider ikke glo på dine frosne brystvorter, når I mødes ude ved haekken.
Marcus er desuden en sand mester i spontant at dele satiriske kommentarer, der ville kunne udløse nervøs tics hos selv Ricky Gervais. I modsaetning til komikeren bliver han dog altid øjeblikkelig grebet af både skam og grin over sig selv.
Skam og latter. Det kan vitterligt noget i et menneske.
Jeg tror egentlig, at vi er venner.
Selv om han aldrig tager sin telefon, når jeg ringer.
Måske kan han ikke finde den. Det er en reel mulighed.
Eller måske er vi bare arbejdsvenner.
Der eksisterer nemlig flere forskellige vennekategorier.
Det er gået op for mig, fordi min arbejdsven mener, at jeg skal anmelde illustrator og forfatter Line Jensens bog ”Min fine ven – en vennebog for voksne (og følsomme)”, som er en voksenfortolkning af barndommens venindebøger.
I flere år har Line Jensen leveret tegnede kommentarer til hverdagslivets op- og nedture. Rammende, humoristiske og ofte sårbart aerlige. Det har gjort hende til en af stjernerne i strømmen af danske selvomsorgs-influencere på Instagram, hvor hun har over 78.000 følgere.
Jeg stødte på hende i mit feed første gang i 2022, da hun delte sine følgeres anonyme beretninger om sommerferier med stivnede smil bag de hyggelige feriefotos.
Det var hjerteskaerende prosa.
Om børn, der ikke ville med på den første ferie kun med mor efter skilsmissen. Om at traekke vejret roligt ved poolen og ignorere frygten for, at dankortet ville blive slugt ved naeste iskøb til ungerne. Om at få en grim besked hos laegen, men holde sandheden tilbage for at lade familieferien blive et godt minde.
Livet. Bare sådan stille og roligt, råt og nøgternt.
Jeg kender desuden til hende, fordi jeg selv har haft et møgefterår.
Da vi ramte december, sendte en veninde mig det eneste kalenderlys, jeg nogensinde har haft brug for. Det var fra Line Jensens webshop.
På lyset stod »solen savner også dig!« og »mere portvin!« samt overraskende brugbare råd som:
3. december: Traek vejret!
4. december: Traek vejret!
9. december: Meld afbud!
24. december: Hyg for fanden! 25. december: Og puuuust ud!
Det lys kostede en fraktion af en psykologtime, og det var helt aerligt også mere effektivt og paenere at se på. I hvert fald end min psykolog. Undskyld Leif.
Nå, men.
Line Jensens bog ”Min fine ven” består af små tekster om forfatterens venskaber gennem sit liv.
Barndomsvenner, ungdomsvenner, lortevenner, drengevenner, barselsvenner, parvenner, skilsmissevenner. Listen er lang.
Bogen er ment som en hyldest til venskabet, både »de korte, de livslange, de dybe, de sjove og de mere komplicerede«, og den indeholder samtalespørgsmål som »Hvem har du sidst vaeret venneforelsket i?« og »Hvem giver dig energi – hvem tager energi?«
Den tilbyder også en postkort-løsning, hvis man ønsker at genoptage et venskab med en ven eller det modsatte. Postkortet kan klippes ud, og der kan skrives tekst på de stiplede linjer efter fortrykte saetninger såsom: »Jeg taenker altid på dig når …«
»Og det gør mig … (saet streg under: glad/ stolt/taknemmelig/utilpas/rasende)«
»Jeg håber, at du har det … (saet streg under: godt/dårligt/helt fantastisk/ad helvedes til)«
Hvis jeg tilfaeldigvis har vaeret en lorteven over for dig, der laeser denne tekst, vil jeg helt aerligt foretraekke, at du ikke sender mig et postkort med en tyk streg under ”ad helvedes til”.
I stedet vil jeg foreslå, at vi bare fortsat ig
norerer hinanden, som dansk tradition påbyder det, tak.
Det aendrer dog ikke på, at jeg tror, at Line Jensen ville kunne lide Marcus. Måske ville de endda blive venner, hvis de arbejdede samme sted.
De dribler begge med den selvudleverende humor, som giver andre lyst til at laene sig ind til dem.
Men muligvis ville de slet ikke have tid til at blive venner.
For tiden er nok i virkeligheden den største trussel mod den selvvalgte gruppe mennesker, som vi forsøge at polstre os mod livet med.
Vidste du eksempelvis, at det tager 40 og 60 timer at opnå et platonisk venskab, mellem 80 og 100 timer at få en ven og mere end 200 timer – eller lidt mere end otte døgn – at få en god ven. Det viste en undersøgelse i 2018 fra et for mig fuldkommen ukendt universitet i Kansas.
Det kan vaere svaret på, hvorfor det kan vaere svaert at skabe nye taette venskaber som voksen, for hvem har egentlig tid til den gode gamle venneforelskelse?
Den, hvor man sad på kantstenen uden for diskoteket og talte, til solen stod op. Om alt. Om at blive mobbet til spejder, da man var ti år. Bagtalte alle de andre, der var gået hjem i seng. Delte sin gnavende jalousi og alle de andre pinlige overvejelser.
I et voksenliv er der ikke tid til den kantsten. Her skal tiden stjaeles hen over frokosten i kantinen, i bilen ud til teamdag eller i en af de andre små lommer af uplanlagt liv.
Måske kan en vennebog med samtalespørgsmål speede processen op, så man hurtigere deler det ton af små og store oplevelser, der har dannet én, og som betyder, at et enkelt sigende blik mellem venner er nok.
Men har du så brug for Line Jensens ”Min fine ven” i dit liv?
Det må du selv om.
Jeg er nok selv mere til kalenderlyset.
Og til at sende et hav af messengerbeskeder til alle dem, jeg har samlet omkring mig, så de ikke glemmer, at jeg forventer, at de kører forbi mit hus og redder mig, hvis verden går under og zombierne – i overført betydning – kommer.
På den måde er jeg måske bare lidt for utålmodig og desperat til en vennebog.
Men jeg kender en, der gerne vil købe den. Jeg mødte hende i går.
Hun var min tilfaeldige sidedame ved et langbord til faellesspisning på en restaurant på Aarhus Havn.
Da Marcus Aggersbjerg var faerdig med at underholde med sin postkasse-etik, spurgte hun, om vi også var del af en klub? Ligesom de kvinder for enden af bordet, der sejlede sammen?
For hun og de to veninder, hun sad med, havde også en slags klub, fortalte hun. En skilsmisseklub.
De var alle blevet skilt inden for de seneste år. Hun var den nyeste, og sårskorpen var helt sprød, og huset var ikke solgt, og ville vi egentlig købe det? For hun var efterhånden blevet klar til at bestige det skilsmissebjerg, som tårnede sig op foran hende, men så laenge det smukke hus ikke var solgt, sad hun fast for foden.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, så jeg fortalte hende, at Line Jensens nye bog har hele to afsnit om skilsmissevenner.
Det er dem, man har eksempelvis har brug for i de ulige uger, hvor man savner sine børn så meget, at det føles som om, huden er ved at blive flået af ens ansigt, som en af mine veninder i sidste uge beskrev det for mig.
Jeg hyldede min borddames skilsmisseklub, og hun grinede, og jeg spurgte, om vi skulle vaere venner på Facebook, for min fraskilte veninde har også brug for en skilsmisseven.
Da hun forlod spisestedet med sine veninder, råbte jeg:
»Ha’ det godt! Det hele skal nok gå!«
Og så tilføjede jeg:
»Det hjaelper også, at du ser så paen ud!« Jeg ved ikke lige, hvor det sidste kom fra. Sorry, at du er skilt – men godt for dig, at du er paen!?
Selv om der er forskning, som understøtter paenhedens privilegier, var det nok ret upassende. Saerligt fordi jeg havde ikke mulighed for at uddybe den forskningsmaessige baggrund for min afskedssalut på grund af al larmen i rummet.
Men i morges – lige før jeg skrev denne tekst – sendte jeg hende en besked sammen med billeder af siderne om »skilsmissevenner« i Line Jensens ”Min fine ven”.
Hun svarede, at jeg godt måtte saette hende i forbindelse med min veninde, for i skilsmisseklubben er der altid plads til endnu en ven.
Og så skrev hun:
»Hvor kan jeg købe den bog?«
Vidste du eksempelvis, at det tager 40 og 60 timer at opnå et platonisk venskab, mellem 80 og 100 timer at få en ven og mere end 200 timer — eller lidt mere end otte døgn — at få en god ven.