Mor og far skal skilles
Lotte Kirkeby skildrer med stor effekt, hvordan de voksnes forsøg på at berolige børnene under en skilsmisse bliver et forvraenget spejlkabinet af følelser og ord, der ikke passer til virkeligheden. Når mor og far går fra hinanden, er der ikke candyfloss
Kan en tivolitur med candyfloss og endeløse ture i pariserhjulet kompensere for, at tilvaerelsen bliver slået itu?
Naeppe.
Men alle, der har skullet levere nogle af livets uundgåelige triste nyheder, kender til den fristende tilbøjelighed til at pakke forestående dårligdomme ind i sukret vat for at gøre faldet mindre brutalt.
For 10-årige Sofie, der baerer perspektivet i Lotte Kirkebys gribende og naensomt fortalte skilsmisseberetning ”Resten af sommeren”, bliver turen i Tivoli sammen med sin far og den 13-årige storebror, Thomas, uløseligt forbundet med den replik, mor Gro venter med derhjemme:
»Nu er det sådan, at vi skal skilles.«
Genkendelig smerte
Kirkeby, der debuterede med novellesamlingen ”Jubilaeum” i 2016, og som siden har skrevet to (nu tre) romaner, har i sit relativt lille forfatterskab markeret sig med sin uforlignelige evne til at skildre det store i det små. ”Resten af sommeren” er ingen undtagelse.
I det spinkle plot, der centrerer sig om skilsmissemeddelelsens kanonslag og primaert afføder følelsesmaessige dønninger, ligger et latent drama, som oser af både genkendelig smerte og formfuldendte fortaellemaessige strategier.
Sofie og hendes familie bor i en ikke naermere bestemt landsby i det nordvestlige Jylland i slutningen af 1970’erne, så turen til hovedstadens Tivoli tilbagelaegges med fly. At moren ikke skal med, er en anomali i familiekonstruktionen, for det plejer at vaere Gro, der er primus motor på familiens aktiviteter, mens Jens haegter sig på og følger sine børns mors taktstok.
Alene med sin teenagesøn, der er ved at forsvinde ind i puberteten, og sin nysgerrige og opmaerksomme datter, som selv mener at kunne huske alt, er han pludselig placeret i en rolle, han ikke kender. Famlende har han allieret sig med sin gamle ven
Mads, der nok aner uråd, men Jens er ikke i stand til at fortaelle, hvad der skal ske.
Idéen om skilsmissen er ikke plantet i hans baghave, men da foraeldrene skal fortaelle børnene om beslutningen, bliver det igen og igen understreget, at det en beslutning, der er truffet i faellesskab. Med forsikringer som »Vi vil jo altid vaere en familie. Bare en ny slags« og »Vi er jo sådan nogle, der altid finder ud af det, ikke?« konstruerer Gro sprogligt en ny virkelighed, som datteren Sofie ikke kan genkende sig selv i.
Følelsernes alfabet
Lotte Kirkeby skildrer med stor effekt, hvordan de voksnes forsøg på at berolige børnene – men nok mest af alt sig selv – bliver et forvraenget spejlkabinet af følelser og ord, der ikke passer til virkeligheden. Som Tivoli, der gennem hele fortaellingen står som et isoleret modbillede på en verden og hverdag, der er ved at gå i opløsning.
Eller når Gro tager sine børn med på ferie hos sin veninde Karin, og Sofie i brudstykker kan høre sin mors mere sandfaerdige udlaegning af sine følelser og i sin notesbog, som den 10-årige pige dagligt opdaterer med ord, der begynder med yndlingsbogstavet ’t’, noterer ”trøstesløs” uden helt at vide, hvad ordet betyder.
Eller når Sofie på grund af foraeldrenes utrovaerdige forsikringer om, at alt nok skal blive godt, ikke får foraeret et sprog for sorgen over at skulle bo to steder og miste sin far (og sin hund) i hverdagen.
Og når man kun er nået til ’t’ i følelsernes alfabet, må man have lidt mere hjaelp.