»Hvis Danmark er verdens lykkeligste land, hvorfor er danskerne så så sure?«
Som 36-årig havde Ellen Lundqvist fået nok af Danmark. Ad omveje endte hun i italienske Umbrien og ernaerer sig i dag som en kuriøs blanding af olivenolieproducent, sommelier og ejendomsrådgiver.
Kender du følelsen af at vaere draget imod et bestemt sted? Så meget, at du enten føler, at du har vaeret på stedet før, eller at der er en dybere mening med, at du er der nu? Den fornemmelse kan Ellen Lundqvist tale med om. I 2006 besøgte hun således sit nuvaerende hjem i byen Montecchio i regionen Umbrien nord for Rom. Og endnu inden hun havde vaeret indenfor i selve huset, vidste hun, at hendes fremtid lå lige praecis her.
»På det tidspunkt boede min eksmand og jeg i Anzio syd for Rom i et område lige ud til kysten. Det minder lidt om Hornbaek og Gilleleje om sommeren – én lang sommerfest for romere, der bor i sommerhus. Det er et laekkert sted, men der var bare for mange mennesker. Når jeg skulle ned at traene i byen, tog det 35 minutter at køre 7-8 kilometer i bil. Det blev lidt for meget, for vi var egentlig mere interesserede i eksklusivitet og ro. Derfor begyndte vi at kigge efter hus i Umbrien, og da vi fandt det rigtige, var det virkelig kaerlighed ved første blik,« fortaeller Ellen Lundqvist og fortsaetter:
»Så snart jeg stod på terrassen, taenkte jeg ”her skal jeg bo”. Jeg havde ikke engang set huset endnu og var egentlig også naermest ligeglad med, hvordan det så ud. Vi skulle videre på besøg hos nogle venner i Umbrien, og på vejen dertil ringede vi og lagde et bud på huset. Naeste dag var det vores, og 14 dage senere flyttede vi ind. På det tidspunkt havde vi ikke engang vaeret i selve huset i fem minutter. Det var udsigten over bjergene, der gjorde det for mig. Terrassen går hele vejen rundt om huset, og man kan se 100 kilometer vaek. Det er så storslået og skaber stadig en fantastisk ro i mit hoved og i mit sind,« siger hun.
Fik nok af Danmark
I alt 22 år har Ellen Lundqvist indtil videre boet i Italien. Hun var 36, da hun flyttede fra København sammen med sin eksmand. I dag er hun 58. Flytningen skyldtes i høj grad, at Ellen Lundqvist simpelthen fik nok af Danmark. Sådan at forstå, at hun i stigende grad fandt sit liv stressende og hektisk – og at hun ofte følte sig frustreret over den måde, københavnerne behandlede hinanden på.
»Jeg var løbet lidt sur i mit arbejde som tøjdesigner, og pludselig så jeg også bare sure danskere over alt. Min eksmand og jeg boede i København, og det var altid en kamp at komme nogen steder hen. Man fik bøder, man fik fingeren af cyklister og blev dyttet af og råbt efter, når man selv var på cykel. Når jeg mødte på arbejde om morgenen, var jeg allerede i dårligt humør. Det blev bare for meget. Hvis Danmark er verdens lykkeligste land, hvorfor er danskerne så så sure?« spørger Ellen Lundqvist retorisk.
»På det tidspunkt tog vi på ferie i Italien et par gange om året, eller når det lige kunne lade sig gøre, og jeg kunne virkelig godt lide mentaliteten og temperamentet. Blandt andet har det altid passet mig godt at have en følelse af at vaere omringet af en lille smule kaos. I Danmark kunne jeg godt føle, at jeg skulle vaere på en bestemt måde og passe ind i en lille kasse. Hvorfor skal staten for eksempel bestemme, om jeg skal have en iPhone eller en gammel Nokia? Har man ikke en smartphone i Danmark, bliver man jo udelukket fra alt muligt. Alting foregår via NemID. Det er sådan noget som det, jeg bliver irriteret over. Jeg syntes også, der var for mange lokale sheriffer, der altid gik højt op i, hvordan folk parkerede. Sådan noget er jeg altså ligeglad med. Til sidst kunne jeg ikke holde min egen reaktion og min negative energi omkring det hele ud. Og så besluttede vi at flytte,« fortaeller hun og drager samtidig en parallel til både trafikforholdene og mentaliteten i Italien.
»Hvis jeg for eksempel ikke kan finde vej hernede, kan jeg godt finde på at stoppe bilen midt på en hovedvej og spørge bilisten bagved om hjaelp. Det er der indtil videre ikke nogen, der er blevet sure over. Folk taler også sammen i toget, selv om de ikke kender hinanden. Italienerne er mere åbne og ikke så bange for hinanden. Her er mere højt til loftet. Det er ikke, fordi vi danskere er dårligere mennesker end dem. Vi er bare lidt mere bange for at komme hinanden ved, og derfor snakker vi ikke så meget sammen og hjaelper ikke hinanden lige så meget, som italienerne gør,« siger hun.
Fra tøjdesigner til olivenolieproducent
Da Ellen Lundqvist flyttede til Italien, flyttede hun sit tøjfirma med. Sådan er der visse fordele ved at vaere selvstaendig. Men med tiden blev ønsket om ny inspiration så udpraeget, at hun endte med at skifte karriere. Endda temmelig eftertrykkeligt.
Således er Ellen Lundqvist i dag primaert olivenolieproducent, ligesom hun er i gang med at uddanne sig til olivenolie-sommelier. Ja, sådan en uddannelse findes faktisk. Derudover fungerer hun som ejendomsrådgiver og hjaelper både danske og udenlandske familier med at finde drømmehuset i Umbrien.
»Da jeg blev skilt, var jeg nødt til at lave nogle aendringer for at få lidt mere indtaegt. I starten arbejdede jeg i en venindes PR-bureau i København og vekslede derfor lidt mellem Italien og Danmark. Og så begyndte jeg at saelge lidt af olivenolien fra traeerne på min grund. Den var der mange, der syntes var rigtig god, og efterhånden som efterspørgslen blev større og større, tog det ligesom bare om sig. På et tidspunkt fik jeg lov til passe markerne på nabogrunden, og nu har jeg vel 4-500 oliventraeer. I dag er det min primaere beskaeftigelse og indtaegtskilde. Og til min store glaede driver jeg virksomheden sammen med min storesøster, som klarer alt det administrative fra Danmark,« siger Ellen Lundqvist.
Derudover er hun altså i gang med at uddanne sig til sommelier i olivenolie, ligesom hun løbende holder foredrag i Danmark om olivenolieproduktion – og fungerer som boligrådgiver i Umbrien. En noget utraditionel jobsammensaetning, som ikke desto mindre fylder Ellen Lundqvist med glaede og ro.
»Det er hårdt at høste, men arbejdet med at klippe og vedligeholde traeerne er helt vidunderligt afstressende. Jeg mister fuldstaendig tidsfornemmelsen og kan blive enormt overrasket over, at det pludselig er frokosttid. Det tror jeg er ret sundt. Jeg føler i hvert fald, at jeg har et ret afslappet arbejdsliv, som i høj grad er integreret med min hverdag, hvor jeg vasker tøj og går tur med hundene ind imellem mine arbejdsopgaver – og arbejder i nattøj om morgenen,« siger hun.
Alene i et fremmed land
Men hvordan føles det egentlig at vaere alene i et fremmed land? Ellen Lundqvist flyttede ganske vist til Italien sammen med sin davaerende mand, men parret blev skilt i 2013. De fik ingen børn, og begge Ellen Lundqvists foraeldre er døde. Det skete med tre ugers mellemrum i december 2012 og januar 2013.
I den periode laenede Ellen Lundqvist og storesøster Anne-Mette sig meget op ad hinanden, ligesom de to søstre altså driver virksomhed sammen. Derudover er Ellen Lundqvist taet med søsterens datter, Karen. Det skyldes isaer, at hun tog sig meget af sin niece, mens hun var spaed, fordi storesøster Anne-Mette var selvstaendig og gav sig selv lige praecis én dags barsel.
Endeligt har Ellen Lundqvist en bonusmor i