En af de mest spektakulaere togrejser på den sydlige halvkugle forbinder New Zealands hovedbyer
Med direkte udsigt til smaragdgrønne enge og sneklaedte vulkaner er en togrejse på tvaers af landets Nordø en fryd for øjet.
Ruten giver et godt tvaersnit over, hvor varieret New Zealand er. Toget kører gennem bjerge, vulkaner, forskellige slags skove, marker, broer, viadukter, provinsbyer, landsbyer og storbyer. Bruce Morgan, medarbejde Kiwi Rail
Det er svaert at tro, at en enestående rejseoplevelse kan begynde her. End ikke på en solrig forårsmorgen er solens stråler skarpe nok til at få de mørkegrå bygninger og halvtomme parkeringspladser i Parnell-områdets industrikvarter til at lysne op.
Som man bevaeger sig laengere ind i kvarteret, antyder lyden af rullende kufferter og udsynet til rygsaekke i alle regnbuens farver dog, at der gemmer sig noget i denne industrielle afkrog af det centrale Auckland.
»Tjek ind denne vej,« lyder en stemme i det fjerne.
Mens nogle fortsaetter ufortrødent i det smalle straede mellem togskinnerne og de mørkegrå bygninger, kigger andre sig forvirrede omkring.
De lokale forstår ganske vel, at de skal fortsaette ned ad straedet for at tjekke ind til deres rejse. Men for dem, der ikke er lige så vant til den newzealandske accent, lyder det, som om nogen prøver at saelge dem kylling midt i et industrikvarter.
Den lokale accent får nemlig ”check-in” til at lyde som ”chicken” for de fleste udefrakommende.
På perronen med udsigt til Aucklands glitrende skyline holder et seks vogne langt tog med vinduer, der daekker den øverste halvdel af vognenes facade.
Stationen Auckland Strand er kun i brug tre gange om ugen, når Northern Explorer kører 650 kilometer på tvaers af New Zealands Nordø mellem landets største by, Auckland, og hovedstaden, Wellington. Intet af Aucklands lokale togtrafik passerer stationen.
Forrest i toget giver en udsigtsvogn passagererne mulighed for at nyde udsigten og fotografere landskabet gennem vognens aflange rudeløse vinduer.
Northern Explorer er en af de eneste togruter i verden med en udsigtsvogn af denne slags. Og det er der en god grund til. Den 11 timer lange togrejse fører nemlig passagererne gennem et varieret landskab af smaragdgrønne enge, sneklaedte vulkaner og bjergdale med graessende køer. Noget, der ifølge medarbejder Bruce Morgan gør Northern Explorer til noget helt saerligt.
Bruce Morgan har arbejdet for Kiwi Rail i 44 år, blandt andet på selskabets to andre ruter på Sydøen, Coastal Pacific og Tranz Alpine, der ofte prises for deres udsigt til sneklaedte bjergtinder og det turkisfarvede gletsjervand, der løber gennem floderne. Han mener dog, at Northern Explorer er den største togoplevelse, New Zealand har at byde på.
»Ruten giver et godt tvaersnit over, hvor varieret New Zealand er. Toget kører gennem bjerge, vulkaner, forskellige slags skove, marker, broer, viadukter, provinsbyer, landsbyer og storbyer,« fortaeller Bruce Morgan.
En intim oplevelse
Rutens laengde taget i betragtning er der ikke plads til mange passagerer på Northern Explorer. Med en udsigtsvogn forrest, en cafévogn i midten og en bagagevogn bagerst har toget kun tre vogne med siddepladser.
Kupéernes loft og vaegge er gyldenbrune med små traeårer rundt om loftsvinduerne. Som ramme for den grønne udsigt gennem de naesten uendelige panoramavinduer forstaerker kupéens jordfarvede interiør indtrykkene fra den vilde natur udenfor.
Mellem de brede saeder kan passagererne forbinde et par tildelte hovedtelefoner til en lyd
guide, der blandt andet giver et indblik i New Zealands landbrug og de forskellige industrier, der driver de små og mellemstore byer, som toget passerer på sin vej.
Kun halvdelen af saederne er optaget, efter at toget forlader Auckland og kører igennem landområdet ved Pukekohe. Kupéen i vogn D er helt stille, og med blot ti saederaekker kan alle se, hvem de deler kupé med.
De aeldre tyske og britiske aegtepar er optaget af at strikke og løse sudoku, de enkelte enerejsende backpackere laener sig op ad vinduet og ser videoer på deres telefon, mens lokale passagerer tager sig en lur. For dem er landskabet jo hverdag.
Ligesom de små kupéer og de få passagerer gør oplevelsen mere intim, er den det også for medarbejderne om bord. Kun tre medarbejdere står for at tjekke passagerer ind, bestyre caféen og byde hver enkelt passager velkommen ombord. Både de lokale, der tager toget for at besøge venner og familie på tvaers af Nordøen, og de turister, der kommer langvejs fra.
Det giver ifølge Bruce Morgan også medarbejderne ombord en unik mulighed for at laere passagererne at kende.
»For nogle år siden talte jeg med en mand, der kom hele vejen hertil fra Storbritannien for at blive genforenet med sin søster, som boede i
New Zealand. De blev adskilt under Anden Verdenskrig og havde ikke set hinanden i 50 år,« fortaeller han.
Et omskifteligt landskab
Efter at have passeret provinsbyen Hamilton begynder Northern Explorer for alvor at leve op til sit navn. For hvert minut der går, skifter landskabet form.
Det ene minut buler talrige runde bakker op af det lysegrønne landskab. For en kort stund giver en plaene plads til hundredvis af graessende køer. Pludselig skyder traekantede bakker med sylespidse nåletraeer op af det førhen flade landskab. Minuttet efter prydes plaenen af gule kowhaiplanter og store fåreflokke.
Der bliver ofte lavet sjov med, at New Zealand huser flere får end mennesker. Men det er ikke uden grund. Kun en lille del af New Zealands landareal er velegnet til landbrug. Derfor begyndte europaeerne i landet at importere får i slutningen af 1700-tallet for at få gang i fødevareproduktionen. Senere blev køer introduceret. Landets fødevareproduktion er i dag stor nok til at brødføde 40 millioner mennesker, otte gange landets egen befolkning på omkring fem millioner. Det gør okse- og fårekød, uld og maelkeprodukter til en stor del af New Zealands eksportøkonomi.
Som toget fortsaetter med at sno sig mellem bølgende bakkedale, vinmarker, bjergkaeder og taet bevoksede skovområder, kan vejret skifte fra strålende solskin til støvregn på et splitsekund. Og selvom udsigtsvognen giver tag over hovedet, bliver man ikke skånet for den støvregn, der rammer, så snart toget når bakkelandskabet midt på Nordøen taet på landsbyen Taumarunui.
Vilde vulkaner
Et af de steder, der er oplagt at stoppe på vejen mellem Auckland til Wellington, er Unesco-verdensarvsområdet Tongariro National Park. Nationalparken kan nås ved at stige af toget på trinbraettet i landsbyen med det selvforklarende navn National Park. Som mange andre små flaekker taet på naturområder i New Zealand er det en soveby, der med sin beliggenhed en kort shuttlebustur fra naturskønne vandreruter udelukkende lever af turisme.
Et af parkens vartegn er vulkanen Mount Ngauruhoe, der på grund af sin kegleform ofte sammenlignes med bjerget Mount Fuji i Japan. Mount Ngauruhoe er en af tre aktive vulkaner i området. Og det betyder, at populaere vandreruter som den knap 20 kilometer lange Tongariro Alpine Crossing, der fører gennem et vulkanlandskab op til områdets famøse blå og grønne søer, ikke er helt uden risici.
»Der vil altid vaere en risiko for vulkanudbrud. Vi gør vores bedste for at overvåge den vulkanske aktivitet i området, men et udbrud kan ske med lille eller ingen varsel,« forklarer Hollei Gabrielsen, vulkanolog ved New Zealands Department of Conservation.
Området har også stor betydning for New Zealands oprindelige folk, maorierne, for hvem ved