Hun lavede kunst om menneskets mørke sider. Lige indtil kroppens instinkter tog over under hendes fødsel
Kunstneren Ida Raselli saetter fokus på naturens sejlivede overlevelsesinstinkt i hendes nye udstilling "Det som ånder" på Horsens Kunstmuseum. Før fandt hun inspiration i menneskets dunkle fremtidsudsigter. Lige indtil hun fødte sit barn.
HVAD VIL DU?
I naturen findes der en vilje til at leve. Algerne bliver ved med at formere sig og overleve. Det er der noget interessant i for os mennesker, som er ved at ødelaegge vores eget livsgrundlag. Ida Raselli, kunstner
Naturen ved, hvordan den skal overleve. Og den viden eksisterer også i menneskekroppen. Den erfaring gjorde kunstner Ida Raselli sig, da hun selv gennemgik en graviditet og efterfølgende fødsel. Før da havde hendes kunstneriske arbejde kredset om dystopi og mørke, men oplevelsen af, at kroppen instinktivt tog over og vidste, hvad den skulle gøre, gav hende håb.
For naturen gør, hvad den kan for at overleve, og det håber hun, vi mennesker kan laere af. De tanker kommer blandt andet til udtryk i hendes nye udstilling ”Det som ånder”, der åbnede 3. februar på Horsens Kunstmuseum, og som kan opleves frem til den 7. april.
Vi har her spurgt hende, hvorfor hun pludselig finder inspiration i naturens fightervilje, og hvad hun mener, vi selv kan laere om alt det, der ånder omkring os.
Hvordan fik du ideen om og inspirationen til at arbejde med naturen i din kunst?
»Jeg er blandt andet inspireret af graviditet og fødsel og at møde et nyt spaedbarn, fordi det gav mig adgang til en oplevelse, som jeg aldrig har haft før. Det var en proces, som jeg ikke selv havde kontrol over, men hvor min krop viste mig, at den allerede selv vidste noget i forvejen. Min krop vidste godt, hvordan den skulle lave og føde et barn, og da babyen kom ud, vidste den faktisk også godt, hvordan den skulle overleve. Der var en overvaeldende erkendelse i at opleve, at derinde i min krop boede noget, som godt vidste, hvordan livet skulle udfolde sig. Indtil da havde min praksis kredset meget om dystopierne. Altså hvordan vi overhovedet er mennesker på en planet, som er både ved at tørre ind og blive oversvømmet og virker fremtidsløs. Men oplevelsen af at maerke, at naturen indeholder en form for viden – både i og uden for vores kroppe – aendrede på det.«
Hvad er det, naturen kan, som vi kan laere noget af?
»Før det første samler jeg selv vildt ler, som jeg graver op ude i naturen, og jeg samler blomster, tang og andre naturstykker. For mig er det en måde at skaerpe min aestetiske sensibilitet på, hvor jeg maerker efter, hvad jeg er draget af, og hvad jeg samler op, og hvordan det forandrer sig over tid. Men det er også en praksis, hvor man både ser ting meget taet på og langt vaek. I udstillingen har jeg nogle elektronmikroskopivideoer af nogle naturelementer, som man ser utrolig taet på, så man helt mister sansen for skala og ikke er opmaerksom på, om man kigger på noget meget småt, noget ude i universet eller noget i egen krop. Naturgenstande kan minde os om, at vi er skabt af det samme materiale som jorden, planten, stenen og stjernerne, og der er et gensidigt afhaengighedsforhold med de her ting.«
Hvad vil du gerne fortaelle med din udstilling?
»For mig indeholder den indlejrede viden i naalger
rende i min praksis at bevare det håb og forsøge at lave en opbyggelig praksis i stedet for en dystopisk kunstnerisk praksis. Jeg kommer fra en mere skulpturel praksis, hvor jeg lavede kaempestore, meget tunge skulpturer, som jeg naesten ikke kunne baere, og som tog 100 år at lave. Det var ofte keramiske skulpturer, og det var noget af det, der gjorde, at jeg begyndte at saette spørgsmålstegn ved, hvad ler overhovedet er. Og det gjorde, at jeg gik ud i naturen og begyndte at grave og også begyndte at samle andre materialer.
Jeg har vaeret på museet i tre uger for at komponere et vaerk direkte i udstillingsrummet. Jeg har mine materialer med, som jeg har et meget taet forhold til, fordi jeg har fundet og bearbejdet dem, og jeg kender alle genstandene utrolig godt. Jeg har også vaeret her i Horsens og samle lokale og lokalt ler, som jeg bruger i udstillingen.«
Din udstilling hedder ”Det som ånder” – hvorfor har du valgt det navn?
»Jeg er meget interesseret i iltproducerende organismer som for eksempel alger. Det er algen, som har skabt vores atmosfaere. Det var den første iltproducerende organisme i verden. Algen er isaer speciel, for hvis den ikke havde vaeret her, ville vi slet ikke eksistere, men lige nu fylder vi så meget kvaelstof ud i vores fjorde, at der er så mange alger, at de kvaeler alt liv i vandet. Og der er noget komplekst i det, som jeg er draget af. I naturen findes der en vilje til at leve. Algerne bliver ved med at formere sig og overleve. Og det er der noget interessant i for os som mennesker, som er ved at ødelaegge vores eget livsgrundlag.«