Hverken magtkampe, misbrug, sygdom eller død kan bremse verdens bedste popgruppe
Ihaerdigt assisteret af fanatiske disciple fremstod dette levn fra 1980’erne mere vedkommende end nogensinde før.
KONCERT
MEMENTO MORI WORLD TOUR
POP
LØRDAG 10/02/24
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
Interne magtkampe. Massivt misbrug af alkohol og heroin. Alvorlig sygdom. Og for et par år siden et pludselig dødsfald. Det er naermest naturstridigt, at denne 44 år gamle popgruppe eksisterer endnu.
Det vender vi tilbage til. Først skal det konstateres, at Depeche Mode – nu bestående af blot forsanger, Dave Gahan, og sangskriver og guitarist, Martin Gore, som i koncertformatet assisteres af en keyboardspiller og en trommeslager – leverede en seksstjernet magtdemonstration af en koncert i et totalt udsolgt Royal Arena lørdag aften.
Det gjorde Depeche Mode med udødelige sange, som med tiden er blevet større end bandet selv. “Just Can’t Get Enough” (1981), “Everything Counts” (1983), “Stripped” (1986), “Strangelove” (1987), “Personal Jesus” (1989) og “Enjoy The Silence” (1990) viste ikke blot disse midaldrende popstjerner fra deres bedste side, de tegnede også tydelige tidsbilleder.
Nej, Depeche Mode har aldrig ladet sig diktere af forbigående, lydmaessige modeluner, bandet er altid gået dets egne veje, hvilket i en periode førte til let latterliggørelse hjemme i England. Men med Martin Gores uomgaengelige evne til at skrive faengende popsange har bandet igennem fem årtier tiltvunget sig adgang til hitlisternes øverste trin i store dele af verden, og i København skulle man have meget lidt rytme i kroppen for ikke at anerkende kvaliteterne i ovennaevnte sange.
Nuvel, man kan indvende, at det på én gang spaendstige og retrospektive, elektroniske udtryk i aftenens første numre – “My Cosmos
Is Mine” og “Wagging Tongue” fra sidste års comeback “Memento Mori” – fungerer bedre på plade end i arenaer, men fra det bastante anslag i den 30 år gamle, eviggrønne ørehaenger “Walking In My Shoes” gik Depeche Mode sejrsgang.
»Good evening, Copenhagen,« skreg yderst velsyngende Dave Gahan og svingede mikrofonstativet omkring sig selv i hurtige bevaegelser.
Det er enten eller for Dave Gahan. Som den nu 61-årige sanger tidligere har fortalt til Jyllands-Posten, har han fået svaerere ved at gennemføre de fysisk kraevende koncerter, men der er ingen mellemvej, ikke noget med at sidde på et taburet gennem et par numre eller tre. Der skal vaere fuld skrald på hele vejen, og det var der i Royal Arena. Hans personlige traener gør det tilsyneladende godt, hvis sangeren havde problemer undervejs, skjulte han det saerdeles godt.
Hyldet fra første tone
Selvtilliden er forståelig, bandet råder over et vanvittigt sangkatalog, og den trofaste fanskare kastede så meget kaerlighed efter deres idoler, at man kunne føle sig fristet til at anmelde dem i stedet for bandet. Selv U2, som optrådte i samme rammer for få år siden, må se langt efter den slags fans.
Depeche Mode havde 30.000 haender i ryggen igennem den 135 minutter lange koncert, euforien var konstant, om det gjaldt bastante indslag som “I Feel You” eller følsomme ballader som “Somebody”. Den varme modtagelse var ganske forståelig, for intet havde karakter af at vaere afvikling lørdag aften, dette var ikke en dag på kontoret, de midaldrende popstjerner nød tydeligvis hvert et øjeblik i selskab med deres fans. Ja, det kan godt vaere, at de allerbedste sange udkom i sidste halvdel af 1980’erne og et stykke ind i 1990’erne, men isaer Martin Gore synes at virke bedre tilpas på scenen end nogensinde før.
Depeche Mode blev hyldet i det øjeblik, bandet viste sig på scenen, og en del af fanskarens taknemlighed skyldes tydeligvis det faktum, at det band, som de fremmødte voksede op med – trods utallige forhindringer af mere eller mindre alvorlig karakter – rent faktisk findes endnu.
Det er et mirakel. Flere medlemmer har forladt Depeche Mode gennem årene, Dave Gahans taet på fatale heroinmisbrug er veldokumenteret, hans trang til at skrive egne sange truede en overgang Martin Gore og dermed bandets eksistens, og siden blev Gahan diagnosticeret med kraeft og måtte opereres midt i en turné.
Depeche Mode kunne meget vel have vaeret et overstået kapitel i musikhistorien, da det oprindelige medlem Andy Fletcher i foråret 2022 – i en alder af blot 60 år – døde af en pludselig opstået rift i hovedpulsåren. Men Depeche Mode er her heldigvis endnu, og i København var der noget svaert livsbekraeftende over den langsomt opbyggende 1980’erne-hymne “Behind The Wheel”, som bandet dedikerede til Fletcher.
Er det så slut nu? Måske. Hvis det er tilfaeldet, så slutter Depeche Mode i saerdeles god form, på scenen, men også på plade. Sidste år fik vi det bedste udspil fra bandet i 25 år. Der er noget afsluttende over “Memento Mori”, som – både i forhold til temaer, lyd og sågar sangtitler – synes at opsummere og afrunde dette knap 45 år gamle pop-eventyr.
Men måske er den massive bølge af kaerlighed, som skyller ind scenen, når Depeche Mode optraeder live, alligevel for svaer at vende ryggen til. Man har vel lov at håbe.