Verdens stormagter forbereder sig på krig i rummet – og vi er ikke klar

Vi bliver kun mere afhaengige af vores satellitter. Og verdens stormagter bliver kun bedre til at ødelaegge dem i tilfaelde af krig. For den naeste konflikt kan let starte der – i rummet.

Missilet fløj afsted fra sin affyringsrampe og forsvandt i luftrummet over Yemen, dens lange røghale en grå slange mod himlens blå hvaelving. Det var en historisk begivenhed.

Men det vidste houthi-oprørerne ikke endnu.

Angrebet var ikke forbundet med Ruslands invasion af Ukraine. Men tematisk set kan det ende med at blive naevnt i samme fortaelling: Historien om, hvordan mennesket bragte vaebnet konflikt til himmelrummet over vores hoveder.

Oprørs- og terrorgruppen fik missilet af Iran, ifølge vestlige militaere efterretningstjenester. Iran benaegter påstanden. Houthierne selv giver ikke ligefrem interviews.

Houthierne var laenge en relativ ukendt størrelse. Men de, der kendte til gruppen, var bekymrede: I et nyligt interview med USA Today beskrev en ekspert fra den britiske taenketank Chatham House houthiernes saere mix af fanatisme, organisatorisk snilde og adgang til avancerede våbensystemer som »en blanding af Taliban, Nordkorea og FARC«, sidstnaevnte med reference til den paramilitaere gruppe i Columbia.

Nu havde de fået fat på laengereraekkende missiler.

Snart efter lagde gruppen en video af affyringen ud på nettet i et forsøg på at score en propagandasejr. Den slags har houthierne nu gjort i månedsvis. Men dette missil, affyret sent i oktober, havde ikke kurs mod containerskibe på vej forbi Afrikas Horn.

Det brølede gennem stratosfaeren og videre op i rummet i en lang, naesten doven bue. Godt 1.500 kilometer senere naermede det sig sit mål: den israelske havneby Eilat. Og der, over et stykke ubeboet ørken, blev missilet skudt ned og faldt harmløst til jorden.

Israel har ikke offentliggjort mange detaljer om sagen, og vi ved kun, at det blev neutraliseret af landets Arrow 2 antimissilbatteri. Den slags har Israel gjort mange gange før, ligesom det ikke er første gang, Arrow 2 er taget i brug.

Men det var første gang, forsvarsbatteriet blev brugt til sit oprindelige formål: at skyde ballistiske missiler ned, mens de stadig haenger i den øverste del af deres bue – helt oppe i rummet.

Og det er historisk. For det er første gang, menneskeheden har udført reelle kamphandlinger i himmelrummet, her defineret som alt, der foregår mere end 100 kilometer over jordens overflade. Hvilket måske lyder som lidt af et kuriosum eller måske en fodnote i Mellemøstens nuvaerende konflikt.

Men det er også en påmindelse om, at de første skud i en eventuel krig mellem stormagter – lyder en kendt talemåde fra sikkerhedseksperter – ikke bliver affyret hernede på jorden, men i rummet. Hvilket selvsamme stormagter allerede er godt i gang med at forbedrede sig på.

Gentlemanaftaler

Internationale rumtraktater forbyder ellers den slags. Men traktaterne har mange smuthuller og var i realiteten aldrig mere end en art gentlemanaftale indgået under Den Kolde Krig og videreført op gennem 90’erne.

Der er ingen nye, mere bindende aftaler på vej. Og nu er tiden en anden. Målet i en sådan konflikt bliver formodentlig de tusindvis af satellitter, der svaermer over hove

derne på os, og som hurtigt er blevet vitale på slagmarken.

For den, der først får has på modpartens satellitter, har potentielt gjort sin modstander blind. Ligesom under Den Kolde Krig gaelder det om at skyde først.

Og der bliver kun flere og flere satellitter at skyde på, som vi koloniserer flere og flere kredsløbsbaner omkring jorden. Ifølge en nylig rapport fra analysefirmaet CoherentMI havde verdens rumindustri – med satellitopsendelser som rygrad – en markedsvaerdi på 518 milliarder dollars sidste år. En sum, beregner firmaet, der vil fordobles i dette årti.

Gemt dybt i flokken svaever både spionsatellitter samt de såkaldte rumdroner, en ny teknologi, der laenge var mere science fiction end virkelighed. Ikke laengere: Kort før nytår fløj en SpaceX-raket afsted med netop sådan en drone fra det amerikanske militaer i lasten.

Rumdronens missioner er hemmelige. Officielt hedder den X37-B og ligner en miniatureudgave af de hedengangne rumfaerger. Men der er bred enighed om, at en sådan manøvredygtig størrelse kan bruges til mange ting, fra almindelig spionage til netop jagten på andre nationers satellitter.

Farlige nedskydninger

Teknologien er stadig på teststadiet. Men USA er ikke det eneste land, der tester løs – to uger før X37-B fløj afsted, sendte Kina sin egen af slagsen, rumdronen Shenlong, til vejrs.

Satellitter har laenge vaeret anset for strategiske mål. Netop derfor har en lille håndfuld lande fundet måder at skyde dem ned: først USA, så Kina og derefter Indien. Rusland sluttede sig officielt til klubben den 15. november 2021.

Hvilket gav astronauterne, der lige var ankommet til den Internationale Rumstation (ISS), noget af en ilddåb.

Alarmerne brølede, mens astronauterne – to af dem fra Rusland – søgte tilflugt i de samme rumkapsler, der kun få dage inden havde bragt dem ombord. Der gjorde de sig klar til »potentielle katastrofale sammenstød«, ifølge en senere rapport til medierne.

Årsagen blev hurtig klar: Rusland havde lige skudt en af sine gamle satellitter ned med et missil sendt op fra jorden. Eksplosionen slyngende i tusindvis af vragdele afsted i en sky af metal med samme fart som riffelkugler. Dele af skyen havde kurs mod ISS.

Nede på jorden herskede en lignende, naermest måbende, frygt og forbløffelse.

»Selvom vi godt vidste, at de havde denne kapacitet, var vi chokerede over, at de testede den, som de gjorde,« udtalte Kaitlyn Johnson, vicedirektør for Rumsikkerhed ved taenketanken CSIS, til National Geographic, om den russiske nedskydning.

»Nu kører tankerne i hovedet på mig. Hvorfor lige nu? Hvad haenger det her sammen med? Hvilken besked forsøger de at sende?«

Alle holdt vejret, indtil ISS havde klaret sig uskadt igennem projektilskyen. Ruslands forsvarsministerium har siden udtalt, at der aldrig var en risiko for sammenstød, og at det hele var en storm i et glas vand. Men ét var klart – Rusland har nu demonstreret evnen til at gå i krig i himmelrummet, skulle det vaere nødvendigt.

Om det sker, ved ingen. Men i oktober 2022 udtalte en højtstående embedsmand i det russiske udenrigsministerium, tydeligt traet af Ukraines effektive brug af SpaceX’ Starlink-system, at den slags »quasi-civile« satellitter nu kunne anses for legitime militaere mål.

»Vi står ved en taerskel,« udtalte Michelle Hanlon, specialist i juraen bag internationale rumtraktater ved University of Mississippi, dengang til Reuters om risikoen for satellitnedskydninger i en vaebnet konflikt. »Der har altid vaeret en fornemmelse af, at det her kunne ske. Men ingen har nogensinde sagt højt, at de måske vil gøre det.«

Ligesom under Den Kolde Krig kan den slags hurtigt betyde alles undergang – eller i hvert fald gøre rummet utilgaengeligt for menneskeheden i årtier. Uanset, hvem der skyder først.

En metalsky i rummet

For torpederer verdens stormagter nok af hinandens satellitter, kan de resulterende svaerme af vragrester starte en kaskade af sammenstød, der i praksis gør det umuligt at sende noget som helst i kredsløb, indtil metalskyen falder til jorden igen mange år senere.

Scenariet er så velkendt, at det har et navn: Kessler-syndromet, opkaldt efter NASA-forskeren Donald Kessler, der beskrev det i 1978.

Men det er der måske råd for. Satellitter kan også hackes, som det skete for en tyskamerikansk af slagsen sent i 90’erne, hvor ukendte gerningsmaend formodes at have fået adgang til satellittens styresystemer og derefter vendt dens solceller i en vinkel mod solen, så de braendte sammen.

Hackere kan samtidig blokere for adgangen til satellitterne her nede på jorden.

Det er allerede sket. Mens russiske kampvogne rullede ind over graensen til Ukraine i februar 2021, ødelagde et storstilet cyberangreb titusindvis af modemmer fra den amerikanske satellitinternetudbyder Viasat fra Lapland til Sydeuropa. Men de fleste af de sammenbraendte modemmer stod i Ukraine.

Viasat mener, at Rusland stod bag. Rusland benaegter alt. Angrebet selv førte til »et enormt kommunikationstab«, ifølge en kilde i Ukraines cybersikkerhedsstyrke til Bloomberg. Vesten, udtalte en anden, »blev taget med bukserne nede, og Ukraine betalte prisen«.

Satellitters sensorer kan også blaendes af lasere. Deres elektroniske indmad kan ødelaegges af elektromagnetiske pulser eller deres radiosignaler forstyrres – lige nu fra jordoverfladen, men på sigt med hjaelp fra fremtidens små rumdroner, der som himlens ubåde ligger på lur efter deres mål.

For satellitterne er efterhånden lige så vigtige for kommunikationen, som skibskonvojerne var det for transport under det 20. århundredes krige. Og lige nu flyver de rundt uden eskorte.