Efter reform: Hvad taenker de unge på – og hvad taenker vi andre på?
I kølvandet på regeringens nye SU-reform slår det mig, hvad taenker de unge nu, og hvad pokker taenker vi andre på? Er et yderligere pres på en i forvejen presset ungdom virkelig vejen frem? Er det vejen frem mod, at flere unge lykkes med at komme i gang med deres unge voksenliv? Jeg mener snarere, at det er et skridt tilbage!
Regeringen står bag en SU-reform sammen med Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti, der traeder i kraft i sommeren 2025. Det betyder blandt andet, at unge under uddannelse fremover kun kan få SU til normeret tid og ikke som nu har 12 ekstra SU-klip til for eksempel studieskift.
Tallene om unges mentale sundhed er ellers klare nok. Unge rapporterer om mentale sundhedsproblemer i en grad som ikke tidligere set. Fagfolk er i arbejdstøjet, hvad er det, der sker? Som børnepsykolog igennem mere end 25 år er også jeg bekymret.
Tallene er klare nok, men forklaringerne mere uvisse. Noget ved vi, og andet ved vi ikke endnu. Vi ved, at de børn og unge, der har svaere opvaekstbetingelser, har fået det endnu svaerere.
Vi ved, at der herudover er kommet en ny gruppe unge til med en ny udsathed. Så der i dag også er ualmindelig mange almindelige unge, der har det ualmindeligt svaert.
Vi ved, at det er lettere at forebygge end at behandle på de problemer, der har vokset sig store. Det, vi endnu ikke ved, er, hvad forklaringerne er på denne mentale sundhedskrise blandt børn og unge. Her er svaret nok først og fremmest, at vi ikke må tro, forklaringen er en, men bliver nødt til at erkende, at forklaringerne er flere. Vi taler nu om ”praestationssamfundet”, ”perfekthedskultur”, og om at vi har mistet faellesskaber, der måske har haft en beskyttende virkning og vaeret et vaern, blandt andet imod ensomhed.
Så er det, jeg ikke forstår: Når vi nu ved, at det samfund, vi har skabt, samtidig er et samfund, hvor stadig flere børn og unge får svaert ved at trives og klare sig. Hvor vi ser stigende problemer med blandt andet stress og ensomhed. Og hvor vi ved, at den bedste behandling er forebyggelse og sandsynligvis gode faellesskaber. Hvorfor er det så lige, at vi skruer på den skrue, der presser unge? At vi gør dem mere bange for at fejle? At vi øger risikoen for, at de helt giver op og dropper ud af de faellesskaber, der kunne gøre dem bedre i stand til at finde deres plads?
Er det virkelig den rette vej at gå? Når vi med den ene hånd skaerer og presser på. Samtidig med at vi med den anden hånd må lave saerlige hf-klasser for elever med psykiske diagnoser. Vi ser lektiehjaelp og forsikringer rettet mod ungdommen skyde op som svampe af regnvåd muld. Og vi nu også begynder at lave tiltag til de mange foraeldre, der har børn og unge, der mistrives. Hvorfor vil vi behandle på det, vi som samfund måske har vaeret med til at skabe. Fremfor at forebygge problemernes opståen?
Selvstaendig børnepsykolog, Horsens
Tallene om unges mentale sundhed er ellers klare nok. Unge rapporterer om mentale sundhedsproblemer i en grad, som ikke tidligere set. Fagfolk er i arbejdstøjet, hvad er det, der sker?
Skal vi gøre noget – og det mener jeg, at vi skal – så må vi dog starte med at lade de unge maerke, at de er del af et samfund, der vil dem det godt. Et samfund, der er afhaengig af sine unge mennesker og den naeste generation, og som vil give dem den rummelighed og tålmodighed, som unge har brug for. Et samfund, hvor de unge kan finde ud af, hvad de er gode til, hvad de kan bidrage med og kan komme godt ind i voksenlivet.
Kombinerer vi et godt børneliv med et ungeliv med muligheder fremfor begraensninger, så er vi på vej. Jeg mener, vi skal vaelge tiltag, som vi ved vil hjaelpe og forebygge – fremfor tiltag, der vil presse og begraense. Vi skal som samfund vaelge en vej frem fremfor en tilbage.