Testcenter truer demokratiet – og os

Vindmølletestcentret i Østerild er blevet en dystopisk beretning om fordrivelse, fordrejelse og et forfaerdet folkestyre. Vi føler os kørt over og nedvurderet, fordi vores liv i området ikke betyder noget som helst for politikerne langt vaek.

Skandalen om testcentret ved Østerild er ikke ny, men den har nu fået en uhyggelig aktualitet. Det nordlige Thy og Hannaes står lige nu til at blive annekteret af en stormomsust industri med magtfulde forbindelser i regeringen.

Vaesentligt var det måske mest lokalt for mennesker, natur og levesteder, men det viser sig at vaere vaesentligt for alle landdistrikter og hele Danmarks demokrati. Det står klart efter at have kradset blot en smule i overfladen af landets naeste store skandale med løgne, lobbyisme og industriens politiske infiltration.

En såkaldt “testcenterkreds” i Folketinget har den 1. februar vedtaget at ivaerksaette en miljø- og habitatkonsekvensvurdering ved en påtaenkt udvidelse af Testcenter Østerild i det nordlige Thy. Der er tale om et enormt industrielt anlaeg, der tester havvindmøller på land for diverse producenter fra bl.a. Danmark, USA og Kina.

Det oprindelige anlaeg blev indviet 2012 efter omstaendigheder, der tidligere er beskrevet som løgnagtige, fortiende og under al kritik bakket op af Kammeradvokatens staerke kritik af vvm-redegørelsen.

Testcenterkredsen består tilsyneladende af ni politikere, men hele 17 rådgivere eller sekretaerer. I spidsen står ministeren for bl.a. landdistrikter, Morten Dahlin. Mere interessant er det, hvem der står i baggrunden og orkestrerer skyggespillet. Disse dage ruller lobbyismen over mediebilledet, og der problematiseres lukkede møder uden referat. I testcenterskandalen har dette stået på i mange år. Ministeren afviser via sit sekretariat at give aktindsigt i omfang eller indhold af møder med vindindustriens magtfulde lobbyorganisation, Green Power Denmark (GPD). Dog henviser ministeren ofte til GPD og dens pressemeddelelser som kilder i svar på officielle spørgsmål til ministeren.

Helliger målet midlet? Det spørger Thy, landdistrikterne og Danmark om. Hvad betyder vores liv og levesteder, vores børn og faellesskaber, vores unikke og fredede natur, vores borgerdrevne udvikling og kaerlighed til det gode liv på landet?

Intet i forhold til masseødelaeggelsesmøllerne. Vi har forsøgt ad demokratiske veje med debatindlaeg, demonstration og debat. Ingen vegne kom vi. Turen fra Thy til Tinge tog vi også, et foretraede kom i stand, men blot for at opdage misinformation. Udvalgene for klima, miljø og landdistrikter var fejlinformeret om de reelle konsekvenser i vores område, men vaerre var, at der ikke var motivation til at korrigere det. De få fremmødte fortalte, at den tekniske gennemgang kort forinden havde meddelt 20 ekspropriationer. Det faerdige aftalepapir siger 24 + 11. Tidligere aktindsigt ved Planstyrelsen afslører det reelle tal, som er svimlende 100 ekspropriationer – nok mindst 200 mennesker og således en fordrivelse af større omfang end Thule-folket i Grønland og samerne i vindmølle-Norge, som siden er angret og beklaget.

Vi må sande at vaere meget langt fra magten. Meget taet på magten er til gengaeld GPD, endda i en grad, der tidligere og nu er staerkt problematisk for vores demokrati. Det er afdaekket, hvordan magtforhold og insiderviden for nuvaerende 21 ansattes vedkommende rekrutteres direkte fra embedsvaerket til GPD. Det er velkendt, at den ikke-folkevalgte klimaminister var vindindustriens toplobbyist i mange år, og at købmandsbyttet er fuldendt med Venstres folketingsmedlem gennem 23 år Kristian Jensen, der nu sidder i toppen af GPD’s møllemagt.

Måske derfor kan man udelade de egentlige konsekvenser, når testcenterkredsen skal føres tilstraekkeligt bag lyset til at nikke ja til en altødelaeggende aftale. Måske derfor kan man fortsat udelade de egentlige data om støjmålinger og støjens omfang, som den internationale pioner professor Henrik Møller under massivt pres afslørede i etaper i 2014 og 2017. Allerede i starten af testcenterskandalen var lobbyismen et tema, hvor det ingen konsekvenser fik politisk, men førte til støjbekendtgørelsen for vindmøller, der trods åbenlys inhabilitet og manglende uvildig bekraeftelse stadig laegger grundlaget for rettigheder for naboer til vindmøller.

Også helbred i relation til vindmøller er fordrejet og fornaegtet. Der er begraenset viden på området, men Miljøstyrelsen har tidligere forsøgt at mane risici i jorden ved at ivaerksaette en undersøgelse. Det førte dog til, at der ikke kunne udelukkes en sammenhaeng, som det hedder nuanceret. Data var begraensede, men pegede på en mulig øget risiko for blodprop i hjerte og hjerne, og der var tidligere vist tendens til større forbrug af sovemedicin og antidepressiv medicin. Imidlertid kan man stadig laese på Miljøstyrelsens hjemmeside, at »der foreligger ikke undersøgelser af vindmøllestøj og hjerte-kar-systemet«.

Med megatrenden mølleudbredelse må der nu vaere motivation for at undersøge netop helbredspåvirkninger fra vindmøller. Både de støjrelaterede og de udledte miljøfarlige stoffer, som Miljøstyrelsen selv naevner på Folketingets hjemmeside. Det er vaerd at saette masseødelaeggelsesmøllerne på pause og reflektere over, hvad der har vaerdi.

Men måske er vi ikke så meget vaerd i landdistrikterne, hvor mølleindustrien haerger. Morten Dahlin naevnte i hvert fald, at graensen for støj jo ikke behøver at gaelde de aeldre aegtepar i kanten af de nuvaerende støjzoner, da han i forbindelse med forkyndelsen af dødsdommen over vores område for første gang besøgte borgere her og mødte 500 mennesker i multihallen. Han naevnte dog, at han for nylig havde vaeret på besøg i Testcenteret, men åbenbart uden at konfronteres med virkeligheden. Eller sit hykleri om den private ejendomsrets ukraenkelighed – må vi vaere fri.

Menneskesyn kan vaere forskelligt. Ligesom synet på politik og på, hvilket land vi skal passe på og give videre til vores børn. Modsat ministeren for landdistrikter så ser jeg mennesker som havende vaerdi i sig selv. Uagtet alder, eller om man bor i et landdistrikt eller for så vidt Thy-lejren, hvor testcenterkredsen har vedtaget, man kan vaelge mellem sine lovfaestede rettigheder eller at blive boende. Jeg ser naturen have vaerdi. Den grønne, skønne, unikke natur, som tiltraekker mennesker og dyr netop her. Netop her, hvor masseødelaeggelsesmøllerne kraever skovning af 500 hektar, og hvor fredede og beskyttede landskaber bogstaveligt skal jaevnes med jorden, så vindfeltet er frit foran det planlagte industrianlaeg.

Grøn er det nye sort. Vindindustrien har giftig grøn samvittighed, og den blaeser os og alle demokratiske vaerdier et stykke. Men nu blaeser der nye vinde. Al den modvind samler os, og vi står sammen som naboer, samfund og støtter. Rundt i Danmark og vores nabolande samler sig et folk, der kraever fornuft frem for fanatisme. Sønderjyderne havde deres egen kamp mod møllemagten, før beslutningen faldt på Østerild. De var aergerligt gode til det, men nu står vi samlet, og der kommer flere til.

Mediebilledet har vaeret domineret af Nordic Waste med skylds- og ansvarsplacering. Testcenterskandalen er langt mere omfattende, og den udstiller samfundets – og min egen tidligere – naivitet over for en totalitaer møllemagt spundet ind i det politiske system. Retorikken har vaeret gennemsyret af påførte praemisser i klimaets navn, et carte blanche til annektering af det åbne land, det danske land, vores og naturens levesteder. Testcenterkredsen har refleksioner at tage og spørgsmål at rejse.

Der er rejst møller. Deres magt er stor og gået for vidt. Nu er der rejst modstand og krav om retfaerdighed, trovaerdighed og retten til det gode liv.

Hvad betyder vores liv og levesteder, vores børn og faellesskaber, vores unikke og fredede natur, vores borgerdrevne udvikling og kaerlighed til det gode liv på landet. Intet i forhold til masseødelaeggelsesmøllerne.