Kommuner og laeger vil drive det naere sundhedsvaesen uden om regionerne
I et »opsigtvaekkende« faelles udspil vil KL og PLO vende sundhedsvaesnet på hovedet og i faellesskab drive det naere sundhedsvaeen – uden om regionerne. Udspillet er et led i den krig, der er brudt ud i sundhedssektoren, fastslår professor.
Der er frit udsyn til familiebillederne på vaeggen, og ugebladene er inden for raekkevidde på sofabordet. Den 88-årige Connie Omann sidder i kørestolen i sin stue på plejehjemmet Holmegården midt i Vejle. I sine vante omgivelser er hun tryg, mens laege Troels Vestergaard Madsen monterer blodtryksapparatet på hendes arm.
Som praktiserende laege kommer han fast en dag om ugen på plejehjemmet, hvor han i taet parløb med en af plejehjemmets sygeplejersker aftaler, hvilke beboere der har behov for at blive tilset. Ofte kan en urinvejsinfektion, en dehydrering eller en lungebetaendelse tages i opløbet, så det ikke bliver nødvendigt med en indlaeggelse.
90 pct. af landets kommuner har nu indført såkaldte faste plejehjemslaeger som Troels Vestergaard Madsen, og den slags taette samarbejder mellem de praktiserende laeger og kommunernes sundheds- og plejeansatte skal der fremover vaere langt flere af.
Det fremgår af et nyt og – ifølge en sundhedsøkonomiprofessor opsigtsvaekkende – faelles udspil om det naere sundhedsvaesen og fordelingen af de praktiserende laeger, som Praktiserende Laegers Organisation, PLO, og Kommunernes Landsforening, KL, i en usaedvanlig alliance offentliggør tirsdag.
I oplaegget naevnes regionerne, som i dag driver landets sygehuse, forhandler overenskomst med de praktiserende laeger og har ansvaret for at sikre laegedaekningen, ikke med ét eneste ord.
I stedet melder de to organisationer sig klar til i faellesskab at drive og udvikle det naere sundhedsvaesen – alt det, der på sundhedsområdet foregår uden for sygehusene – og til at vaere dem, der fremover indgår overenskomstaftaler, når det gaelder almen praksis. De to parter mener også at have en solid opskrift på, hvordan man får lokket praktiserende laeger ud til de laegefattige yderområder.
Vendes på hovedet
I udspillet fastslår KL og PLO, at sundhedsvaesnet skal vendes på hovedet, så de specialiserede sygehuse skal omstilles til at understøtte det naere lokale sundhedsvaesen, hvor kommunale sygeplejersker, sosu’er og praktiserende laeger samarbejder taet og skal behandle hovedparten af patienterne taet på, hvor de bor.
De to organisationer har 10 konkrete forslag til, hvordan stregerne i fremtidens sundhedsvaesenet skal tegnes, så patienter så vidt muligt behandles og går til kontrol for eksempelvis diabetes, kol og hjertesygdom i deres naerområde. De skal ikke laengere rejse 30, 50 eller 100 km for at få taget blodprøver eller tjekket lungefunktion på de fjerne sygehuse. Kun de allermest syge og de mest komplicerede patientforløb skal sygehusenes specialister fremover tage sig af, lyder det.
PLO og KL laegger bl.a. op til, at landets bosteder – i lighed med ordningen om plejehjemslaeger – skal have tilknyttet en fast laege, så beboere med handicap og psykiske udfordringer, der ofte har svaert ved at komme til laege, sikres nemmere adgang til laegehjaelp.
Også sygeplejersker og sosu’er i de lokale plejeteams i kommunernes hjemmepleje skal kunne traekke på en fast tilknyttet laege til de syge og skrøbelige hjemmeboende aeldre. Samtidig skal laeger og de ansatte i kommunerne kunne dele relevante patientoplysninger og journaldata med hinanden, så de hver isaer ved, hvad der tidligere er blevet gjort for hr. Jensen eller fru Hansen.
Fordeling af de ekstra laeger
Et af udspillets hovedelementer er KL og PLO’s opskrift på, hvordan de 1.500 ekstra praktiserende laeger, der efter planen uddannes frem mod 2035, skal fordeles. Knap halvdelen af de ekstra laeger skal bruges til at sikre luft til samarbejdet med kommunerne om patienter på bosteder og i aeldreplejen – de praktiserende laeger skal vaere behandlingsansvarlige for borgere med kroniske sygdomme og multisygdom samt tovholdere for patienter med psykiske lidelser som angst, stress og depressioner.
De øvrige ekstra laeger skal bruges til at prioritere sårbare og socialt udsatte patienter og til at øge laegedaekningen i hele landet. KL og PLO mener at have fundet opskriften på at løse den gordiske knude omkring den skaeve fordeling af laegerne.
Fremover skal det vaere en national opgave at beslutte, hvordan laegerne geografisk fordeles i landet. Styringen skal vaere stram, så nye og ledige ydernumre – en slags laegepraksislicenser – placeres i de områder af landet, hvor laegemanglen er størst. Samtidig skal de ca. 4 mia. kr. om året, som de ekstra 1.500 praktiserende laeger vil koste, øremaerkes og sendes direkte til de mest laegetraengte af landets 21 lokale sundhedsklynger, som styrkes, får selvstaendig økonomi og solid beslutningskraft.
For at kunne lokke de nyuddannede praktiserende laeger til at købe praksis i laegefattige områder, skal man i de områder haeve laegernes basishonorar – den faste grundbetaling til laegen pr. patient. Det vil vaere i yderområderne, hvor der typisk er mange aeldre og multisyge patienter samt i socialt belastede områder. Samtidig kan laegerne her nøjes med at have f.eks. 1.200 patienter tilknyttet deres praksis mod normalt 1.600.
Laegerne får med andre ord tid til laengere konsultationer med de mange aeldre, multisyge, socialt udsatte og psykiatriske patienter uden at tjene mindre end kollegerne i de store byer.
Ifølge formanden for PLO, Jørgen Skadborg, har regionerne ikke sikret den nødvendige udvikling af det naere sundhedsvaesen og af samarbejdet mellem almen praksis og kommunerne. De har haft et for ensidigt fokus på hospitalerne. Han mener derfor, at samarbejdet mellem PLO og KL er fremtiden, når det gaelder det naere sundhedsvaesen.
»Nu har man brugt 20 år på at udvikle sygehusene, som alene de seneste 8-10 år har fået 4.100 flere laeger, mens vi i almen praksis stort set ikke er blevet flere. Udviklingen og forandringerne skal nu ske i det naere sundhedsvaesen. Så det er naturligt, at det er kommunerne og de praktiserende laeger, som driver det og indgår aftaler. Der bør samtidig vaere en staerk national myndighed som f.eks. Sundhedsministeriet, der saetter forpligtende rammer for det naere sundhedsvaesen,« siger Jørgen Skadborg.
»Nu har man brugt 20 år på at udvikle sygehusene, som alene de seneste 8-10 år har fået 4.100 flere laeger, mens vi i almen praksis stort set ikke er blevet flere. JØRGEN SKADBORG, FORMAND FOR PLO
Risiko for at fejle
Ifølge ham er den skaeve geografiske laegedaekning »en kaempe akilleshael«.
»Hvis vi ikke får løst laegedaekningsproblemerne og dirigeret de 1.500 ekstra laeger derhen, hvor de mest syge er, fejler man
fuldstaendig med den kommende reform,« siger Jørgen Skadborg med adresse til regeringens Sundhedsstrukturkommission.
Han peger på, at regionerne i årevis har haft ansvaret for laegedaekningen.
»Men de er for langt vaek fra problemerne og har ikke kunnet løse dem. De har haft svaert ved at gøre det ekstra, der kan lokke laegerne til yderområderne – som at sikre gode kliniklokaler, arbejde til laegernes medfølgende aegtefaeller, at tiltraekke uddannelseslaeger gennem ekstra løn etc. Vi mener, vi har fundet en model, hvor de, der står med laegemangelproblemerne lokalt, får pengene, redskaberne og ansvaret,« siger han.
Men jeres medlemmer er jo ikke vilde for at flytte til Lolland, Mors eller Tønder. Har I ikke et stort medansvar for laegemanglen i de områder? Og hvad får dig til at tro, at de nyuddannede laeger fremover vil strømme til yderområderne?
»Vi har ingen som helst indflydelse på, hvor regionerne slår ydernumre op, og hvad de gør for at tiltraekke laeger, men vi ved, at det er vigtigt for de nye unge praktiserende laeger, at de en dag kan drive egen klinik. Dernaest, at de skal kunne holde en nogenlunde normal arbejdstid ligesom alle andre. Det kan man ikke i områder af landet, hvor man både har rigtig mange patienter tilknyttet sin klinik og samtidig har en høj koncentrationen af aeldre, multisyge patienter og patienter med sociale udfordringer. Derfor er det nødvendigt at afsaette ekstra penge, så laegerne i disse områder kan bruge mere tid på faerre patienter,« siger Jørgen Skadborg.
Mindre sygehuslogik
Hos KL understreger den fungerende formand for Sundheds- og AEldreudvalget, Sisse Marie Welling (SF), at der ikke er brug for mere centralisering og sygehuslogik. Et staerkt, naert og sammenhaengende sundhedsvaesen, drevet af kommunerne og laeger i taet samarbejde, skal sikre, at der er faerre patienter, som skal ind til specialisterne på sygehusene. Kommunerne og de praktiserende laeger har i forvejen mange faelles snitflader, påpeger hun: aeldrepleje, rehabilitering, børn og unge, handicapområdet, psykiatri, forebyggelse. Samtidig har begge parter også ansvaret for borgernes hele liv – ikke »kun de fire dage, de er indlagt på supersygehusene«.
»Danskerne har brug for behandling taet på, hvor deres hverdag foregår. Nogle steder i landet skal man ud på meget lange ture for at komme på sygehuset til kontrol. Den høje specialisering i vores sygehusvaesen er sket på bekostning af naerheden,« siger Sisse Marie Welling, som også er sundhedsborgmester i Københavns Kommune.
En vigtig opgave bliver ifølge hende at sikre, at de mange nye praktiserende laeger ikke alle sammen nedsaetter sig i København, Aarhus og andre store universitetsbyer. Samtidig skal laegerne generelt vaere mere tilgaengelige.
Og så er det afgørende at give borgere med psykiske lidelser bedre hjaelp og bekaempe uligheden i sundhed for dem, fastslår Sissa Marie Welling.
»Med en psykiatrisk sygdom følger der ofte en raekke fysiske sygdomme, og de er tit rigtig dårligt behandlet. Vi tror på, at hvis kommunerne og almen praksis rykker taettere på hinanden, og laegen har en tovholderfunktion, får man behandlet og set hele mennesket,« siger hun.
Kan hindre indlaeggelser
Et taet samarbejde mellem kommuner og laeger, som man kender fra plejehjemslaegeordninger, kan spare både patienter og samfundsøkonomien for dyre sygehusindlaeggelser.
»Hvis en kommunal hjemmesygeplejerske står hjemme hos en aeldre influenzaramt og dehydreret borger, skal hun have let adgang til laegen og aftale at saette behandling med medicin og vaeske i drop i gang straks,« siger hun.
På Syddansk Universitet kalder professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard det nye udspil for »usaedvanligt interessant og opsigtsvaekkende«.
Han haefter sig isaer ved, at regionerne forbigås i larmende tavshed.
Den manøvre ser han dels som et udtryk for, at regionernes eksistens kan haenge i en
tynd tråd. Dels som led i den krig, der er brudt ud mellem aktørerne i sundhedsvaesenet, mens deadline naermer sig for Sundhedsstrukturkommissionens praesentation af sin laenge ventede plan for fremtidens sundhedsvaesen.
KL og PLO’s udspil skal ifølge Søgaard ses som et svar på det »ret aggressive udspil«, som Danske Regioner lancerede i december. Regionerne spillede højt spil:
»De ville have alle de sundhedsrelaterede opgaver, som kommunerne har i dag – sygeplejen, genoptraeningen, rehabiliteringen, forebyggelse og store dele af aeldreplejen. Og samtidig ville regionerne aendre grundlaeggende på samarbejdsrelationen med de praktiserende laeger ved at indføre en slags kontraktmodel, hvor regionerne stort set kunne skalte og valte med laegerne. Nu kommer reaktionen så: Kommunerne og laegerne meddeler, at de kan og vil drive det naere sundhedsvaesen uden om regionerne. Det giver Strukturkommissionen noget at taenke over, og jeg er sikker på, at dette udspil bliver bemaerket,« siger Jes Søgaard.
Han mener også, at ønsket om at lave en national fordeling af laegernes ydernumre er et spark til Danske Regioner.
I Danske Regioner skriver formand Anders Kühnau (S) i en skriftlig kommentar, at KL og PLO’s udspil på rigtig mange områder minder meget om regionernes eget udspil. Han forholder sig i svaret ikke til, at regionerne forbigås i tavshed, men skriver, at den største svaghed ved kommunernes og laegernes udspil er forestillingen om, at de nuvaerende sundhedsklynger skal forhandle fordelingen af sundhedsvaesenets ressourcer.
»I Danske Regioner tror vi ikke på, at det vil føre til mere sammenhaeng for patienten eller til fornuftig brug af de knappe ressourcer. Det vil derimod føre til en permanent konflikt og forstaerket kassetaenkning, ikke bare mellem kommuner og regioner, men nu også med PLO som en tredje part,« mener han.
Regionerne ønsker at gøre op med den silotaenkning, der i dag praeger det naere sundhedsvaesen, og samle ansvaret og økonomien for alle opgaverne ét sted, fastslår han. Et samlet ansvar for hele kaeden af sundhedsydelser giver staerkere incitamenter til at investere i udviklingen af det naere sundhedsvaesen og sikrer et mere sammenhaengende forløb for patienterne, fastslår han.
»Og så er der brug for, at vi adskiller de dele af opgaverne for almen praksis, der skal besluttes af ”det offentlige sundhedsvaesen” og de dele, der naturligt skal forhandles på plads med De Praktiserende Laegers Organisation, som for eksempel honorering,« siger Anders Kühnau.
I Vejle er plejehjemslaege Troels Vestergaard Madsen faerdig med at måle Connie Omanns blodtryk. Der er ikke grund til at foretage sig noget, men han vil tjekke op på hende i naeste uge, når han kommer forbi Holmegården igen.
På en gennemsnitsdag i hans laegepraksis svarer han på ca. 20 henvendelser fra sosu-assistenter i kommunens hjemmepleje, kommunale hjemmesygeplejersker, fysioterapeuter etc., der vil drøfte alt fra medicindosering til en dement borger, vaeskebehandling til en dehydreret aeldre, receptfornyelser og behandling af en kolpatient med tiltagende vejrtraekningsproblemer.
Uanset hvordan sundhedsstregerne tegnes i fremtiden, er han overbevist om, at modellen med fast tilknyttede laeger også vil gøre stor gavn på landets bosteder og i hjemmeplejen.