Pakistan kastet ud i politisk kaos – og det har skraemmende perspektiver
En lang periode af politisk ustabilitet venter forude, efter at folket bakkede op om den faengslede tidligere premierminister Imran Khan.
Pakistan er kastet ud i politisk kaos, usikkerhed og en lang periode af ustabilitet efter et valg, der rejste flere spørgsmål, end det besvarede, og efterlod en af verdens 10 atommagter på randen af politisk og økonomisk sammenbrud.
Internt er problematikken krystalklar. Militaeret og de etablerede politiske dynastiers kamp mod den faengslede forhenvaerende premierminister Imran Khan har givet bagslag og skabt bred usikkerhed om fremtiden. Valget blev et klart signal om, at Khans folkelige opbakning er intakt – og en afvisning af militaeret og de politiske partier, som militaeret bakker op om for tiden.
Den politiske forfølgelse og udrensning af Khan og hans partifaeller fortsatte ved stemmeurnerne. De frie pakistanske medier beretter om udbredt valgsvindel i en grad, der ikke engang efterlader tvivl. Det var valget, som Khan og hans tilhaengere bare ikke måtte vinde.
Nedtaellingen har vaeret patetisk. Khan og masser af hans partifaeller og sympatisører sidder faengslet. En uge før valget blev han idømt henholdsvis 14, 12 og 7 års faengsel på marginale anklager ved domstole kontrolleret af militaeret, og hans parti, PTI, blev fjernet fra stemmesedlerne.
Uafhaengige blev størst
PTI’s kandidater måtte optraede som »selvstaendige«, og som noget helt enestående i enhver politisk sammenhaeng blev uafhaengige kandidater »det største parti« – ikke kun i Nationalforsamlingen, men også i to af de fire provinser.
Det, på trods af udbredt valgsvindel og chikane mod PTI’s kandidater. På selve valgdagen blev internettet og mobiltelefonsystemet lagt ned, så resultaterne blev mange døgn forsinket. Selvstaendige kandidater, der gik i seng som vindere, vågnede op som tabere. I en udsendt erklaering siger Khan, at mindst 16 af hans kandidater blev frarøvet sejren, og partiet indleder nu en proces ved domstolene for at få disse resultater omstødt. Med de åbne sluser mellem militaeret og det juridiske system forekommer det dog ikke som en realistisk mulighed.
Rivaler finder sammen
De to gamle politiske rivaler PML-N (Pakistan Muslim League-Nawaz) under Nawaz Sharif og PPP (Pakistan Peoples Party) under Bilawal Bhutto Zardari har fundet sammen under militaerets paraply og siger, at de vil danne en koalitionsregering. Foreløbig mangler de et betydeligt antal mandater for at kunne gennemføre det projekt.
Som saedvanlig afhaenger alt af militaeret. Men det gør kun usikkerheden om fremtiden endnu større. Uanset hvad der kommer ud af den alliance med opbakning fra militaeret, står den i skaerende kontrast til det signal, der blev afsendt fra valgurnersmeltning ne, og – retssager eller ej – det kan kun skabe mere kaos og uro.
Udadtil er perspektiverne skraemmende. I den mest volatile af verdens erklaerede atommagter er det ikke ligegyldigt, hvem der kontrollerer knappen. USA, EU og den gamle kolonimagt Storbritannien kritiserer forløbet med diplomatisk fernis over erklaeringerne, men holder som altid, når situationen i Pakistan spinner ud af kontrol, vejret i håb om, at ingen radikale kraefter får adgang til magtens korridorer.
Militaeret har generelt holdt sig vaek fra at vifte med atomtruslen i de til tider anspaendte regionale politiske situationer. Men ingen i Vesten – eller Indien – har glemt, at det var Pakistans efterretningstjeneste og dermed militaeret, der gav Osama Bin Laden mulighed for at skjule sig i landet.
Spiller nøglerolle
Umiddelbart er Pakistan langt vaek fra det globalpolitiske centrum og specielt langt vaek fra Europa.
Men landet spiller en nøglerolle i flere sammenhaenge og har gjort det i årtier. Som skiftevis allieret med eller fjende af USA. Som en aktiv spiller i Afghanistan og for tiden på krigsfod med Taliban. Som Kinas naere allierede, der sikrer Kina adgang til Den Persiske Golf med et trecifret milliardprojekt, der forbinder infrastrukturen i Kina med havnebyen Gwadar i Pakistan. Med Indien som arvefjenden og den direkte årsag til, at Pakistan blev en atommagt.
Hvor nervebetonet hele regionen er, blev understreget i slutningen af januar, da Pakistan og Iran gennemførte bombardementer på hinandens territorier, og Pakistan i en diplomatisk nedtrak ambassadøren hjem fra Teheran. Situationen blev glattet ud. Men det viser, hvor hurtigt konturerne kan skifte i en region, hvor raketter og bomber flyver frit i baghaven.
I den muslimske verden hyldes Pakistan som nationen med den islamiske atombombe. Atombevaebningen var en del af oprustningen i kampen mod Indien, og med Irans nukleare ambitioner er det en bekymring, som jaevnligt luftes i de vestlige politiske systemer.
Haerchefen opfordrer til ro og solidaritet. Det kan i sig selv vaere beroligende, hvis man i øvrigt accepterer praemisserne om, at haeren overhovedet har en holdning, Men det har den, og i enhver pragmatisk sammenhaeng styrer haeren nationen fra kulisserne.
Så på den anden side indeholder haerchefens opfordring også en slet skjult trussel: Hvis ikke politikerne kan finde ud af det, er haeren parat til at sikre den nødvendige stabilitet.
Det store spørgsmål er, hvordan Imran Khan og folket kan holdes ude af den ligning, uden at det skaber massiv uro over hele landet.
Som saedvanlig afhaenger alt af militaeret. Men det gør kun usikkerheden om fremtiden endnu større.