Nordic Waste-sagen udfordrer kontrakten mellem samfund og kapitalejere
Store selskaber og deres kapitalejere skal ikke stå over eller uden for samfundet. Hverken når det gaelder moral, eller når det gaelder økonomisk ansvar.
forurenet jord fra selskabet Nordic Waste satte sig i bevaegelse, har debatten om selskabets ejeres moralske og juridiske ansvar raset. I en første bølge gik en raekke ministre hårdt til angreb på Nordic Waste-ejerens beslutning om at erklaere sit selskab konkurs og overlade regningen til faellesskabet.
De hårde udmeldinger fik dernaest modspil fra stemmer, der mente, at den moralske udskamning af ejerkredsen bag Nordic Waste var gået for vidt, og at det var helt efter bogen, at ejerne ikke påtog sig ansvaret for oprydningen, fordi denne mulighed for at vaere ansvarsfri for de selskaber, man ejer, udgjorde selve kernen i den kapitalistiske model. Og at udskamningen af ejerne og kravet om at tage ansvar udgjorde en veritabel »bombe under samfundet«, fordi sådanne krav ville skraemme risikovillige investorer vaek og dermed kan undergrave hele samfundsøkonomien.
Jeg deler nok synspunktet om, at enkelte ministre gik rigeligt langt i deres retoriske udskejelser, inden et ansvar er endeligt placeret. Men at store selskaber og deres moderselskaber eller kapitalejere som en generel regel ikke skulle have et moralsk ansvar over for samfundet, er mildest talt et helt uddateret synspunkt. Selv i toppen af erhvervseliten har ethvert selskab med respekt for sig selv i årevis arbejdet med såkaldt Corporate Social Responsability (CSR), der indebaerer løfter om moral og samfundsansvar,
der går langt ud over, hvad loven kraever. Selvfølgelig kan og skal både politikere og borgere have moralske forventninger til store selskaber og deres ejere. Praecis som vi også har moralske forventninger til andre aktører. Det er den slags forventninger, der sammen med lovgivning og institutioner skaber et samfund, der haenger sammen.
påstanden om, at det er helt ukontroversielt, at ejerne bag
Så er der
Nordic Waste ikke tager ansvar for oprydningen, fordi de som kapitalejere i et selskab med begraenset haeftelse ikke har noget ansvar, efter at selskabet er gået konkurs. Argumentet lyder, at hvis man piller ved den begraensede haeftelse og pålaegger kapitalejerne et større ansvar ved f.eks. større miljøkatastrofer, så ville det gøre det mere risikabelt at investere.
Den udlaegning er bare alt for sort-hvid. For selv inden for den gaeldende lovgivning er der flere muligheder for at gøre kapitalejere erstatningspligtige. Hvis en kapitalejer har blandet sig i en virksomheds drift og har handlet forsaetligt eller groft uagtsomt og dermed påført selskabet eller tredjemand økonomisk skade, kan det medføre erstatningsansvar. Om det er tilfaeldet i den aktuelle sag, ved vi endnu ikke. Men selv i selskaber med begraenset haeftelse kan en ejer ifalde ansvar.
flere eksempler inden for eksisterende lovgivning på konstruktioner, hvor moderselskaber kan holdes ansvarlige for et datterselskab med begraenset haeftelse. Det gaelder f.eks. olieindvindingen i Nordsøen, hvor der stilles krav om såkaldte moderselskabsgarantier. Det sker netop for at undgå, at moderselskabet kan erklaere et datterselskab konkurs og løbe fra regningen, når den sidste olie er suget op, og pengene er tjent. At gøre moderselskaber og andre store ejere ansvarlige i sårlige situationer er altså ikke et brud med en 200-årig fredshellig model for begraenset haeftelse.
Desuden har vi
så vidt jeg ved, foreslået at gøre grundlaeggende op med muligheden for at etablere selskaber med begraenset haeftelse. Det, vi diskuterer, er, om vi i lyset af Nordic Waste-sagen har ramt den rigtige balance mellem hensynet til aktionaererne og hensynet til resten af befolkningen.
Begraenset haeftelse er et privilegium, vi som samfund tildeler dem, der investerer kapital. Aktionaerer kan investere og tjene penge på en virksomhed, men går den konkurs og efterlader en kaempe regning til samfundet, så er det samfundet, der betaler. Vi giver dette udstrakte privilegium, fordi det ganske rigtigt har vist sig at vaere en effektiv måde at mobilisere kapital og dermed skabe vaekst, produktion og arbejdspladser. Det er noget for noget. En samfundskontrakt.
Ingen har,
Men hvis vi som borgere fortsat skal støtte dette privilegium, så er forudsaetningen, at det ikke misbruges. At der er balance og retfaerdighed i kontrakten. Det er denne balance, der udfordres med sagen om Nordic Waste, hvor et moderselskab har placeret højrisikable aktiviteter i et datterselskab, hvor man angiveligt – på trods af klare advarsler – er blevet ved med at køre forurenet jord ind på området, selv efter jordskreddet var i gang. Og hvor man, da det går galt, sender medarbejderne hjem og erklaerer datterselskabet konkurs for at undgå at tage økonomisk ansvar for den miljøkatastrofe, man har forårsaget.
Hvis den form for adfaerd kan lade sig gøre inden for lovens rammer, så er der noget galt med vores lovgivning. En sådan mulighed for at flygte fra ansvaret er ikke bare moralsk forargelig, den kan også direkte anspore til at tage alt for store miljørisici, fordi regningen kan tørres af på andre.
rejst en helt relevant debat om, hvorvidt der er brug for at tilpasse balancen i den samfundskontrakt, som den begraensede haeftelse for kapitalejere er udtryk for. Skal ejere med bestemmende indflydelse i selskaber med højrisikable aktiviteter fremover lettere kunne gøres erstatningspligtige ved miljøkatastrofer? Skal der stilles krav om moderselskabsgarantier eller andre sikkerhedsstillelser til miljøvirksomheder? Eller skal der etableres en form for brancheforsikring, som vi kender fra blandt andet forsikringsog finanssektor?
Derfor er der nu
uanset redskab – vaere at opretholde princippet om, at forureneren betaler, og at finde en rimelig balance mellem aktionaerprivilegier og samfundsinteresser. At tage den debat er hverken udskamning eller en bombe under samfundet. Det er tvaertimod sund fornuft.