Vi kan ikke vaere bekendt at overlade svaer beslutning til andre

havde jeg besøg af tre medlemmer af Vilslevgruppen, et netvaerk for unge danskere, der enten er organtransplanteret eller skal have en transplantation i fremtiden på grund af organsvigt. De to af dem havde fået en organtransplantation, men den tredje venter stadig på en ny lever. Og hun sagde noget, der rørte mig dybt: »Hvis jeg skal dø af det her, og jeg ved med sikkerhed, at alle har taget stilling til organdonation, så kan jeg godt acceptere det. Men hvis jeg skal dø, og jeg ved, at der ligger en god lever – eller flere – begravet et sted, fordi vedkommende bare ikke havde taget stilling til det, selv hvis han eller hun i virkeligheden gerne ville donere sine organer, så er det meget svaert at acceptere. Jeg synes virkelig ikke, at det er rimeligt, at jeg skal dø, bare fordi nogen ikke havde fået tilmeldt sig donorregistret.«

Der er ingen tvivl om, at døden er noget af det svaereste at tale om – isaer ens egen død. Det synes jeg også selv, men vi har simpelthen pligt til at tage stilling til organdonation. Det tager omkring to minutter at udfylde siden på organdonor.dk. Det tager to minutter at registrere sin stillingtagen til, om ens organer kan bruges til at redde potentielt mange andres liv. For det er ikke kun ét liv, man kan vaere med til at redde. Fra én krop kan man transplantere både hjerte, lunger, lever, nyre, bugspytkirtel, hud, sener og hornhinder.

I virkeligheden tror jeg, at de fleste allerede har taget stilling oppe i hovedet, men blot mangler at gøre det på papiret.

at det er ubehageligt i øjeblikket at beslutte sig for, om f.eks. ens hornhinder, hjerte og hud må bruges af andre, når vi ikke selv har brug for

Jeg har fuld forståelse for,

det laengere. Men to minutter, så er det overstået, og man behøver i princippet aldrig mere at taenke over det. Den dag, det måtte blive aktuelt, er vi ikke selv bevidste om det. Og det vaerste er, at beslutningen dermed bliver lagt på skuldrene af vores naermeste. De bliver bedt om at traeffe en svaer beslutning i en allerede svaer situation. Det kan vi simpelthen ikke vaere bekendt. Derfor er vi nødt til at kigge på den model for organdonation, som vi har i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig. Den fungerer slet ikke optimalt.

I Moderaterne går vi ind for det aktive fravalg i den bløde model. Altså hvor borgerne automatisk er organdonorer, medmindre de siger nej. Men hvor det samtidig er de pårørende, der har det sidste ord, hvis der ikke er taget stilling. For selvfølgelig skal man ikke automatisk vaere ”statens ejendom”, hvis ikke man har fået taget stilling.

Hver gang organdonation bliver taget op i den offentlige debat, er der flere, der tilmelder sig som organdonorer. Det er fakta. Hvis der bare er én person, der tilmelder sig som organdonor efter at have laest dette indlaeg, kan vi måske redde den pige, jeg talte med. Eller en af hendes venner.