En af demokratiets solstråler går til valg
Der er 204 mio. stemmeberettigede, når Indonesien onsdag vaelger ny praesident og nyt parlament.
Det bliver kaldt »en festival for demokratiet«.
I en verden, hvor demokratiet er presset på alle fronter, er Indonesien da også en af solstrålerne. Mens det arabiske forår hurtigt blev til vinter, og militaerkuppene ruller gennem Afrika, blev omvaeltningerne i Indonesien for et kvart århundrede siden startskuddet til et blomstrende demokrati.
204 mio. stemmeberettigede af landets 280 mio. indbyggere går onsdag til stemmeurnerne for at vaelge praesident, parlament og en stribe regionale og lokale råd. Det er en gigantisk logistisk operation – betegnet som verdens største og mest komplekse endagsvalg.
Der skal bringes stemmesedler og bokse ud til de 6.000 beboede af Indonesiens 18.000 øer og vaelges omkring 20.000 repraesentanter til de mange politiske organer. Det sker over hele nationen under festlige omstaendigheder, og uden for landets graenser er der også fest og farver i forbindelse med afstemningerne på ambassaderne.
Indonesien kom ud af Anden Verdenskrig og kolonitiden under skarpe diktatorer som Sukarno og Suharto. Da befolkningen havde fået nok af Suharto i efterdønningerne af den asiatiske finanskrise i 1997, var han den laengst siddende regeringsleder i Asien. I nogle dramatiske måneder i 1998 blev han fjernet under en folkelig opstand.
Både Suharto og forgaengeren Sukarno skabte deres egne familiedynastier, som stadig spiller vigtige roller i den politiske og økonomiske dagligdag. Men ingen saetter spørgsmålstegn ved de demokratiske processer, og i modsaetning til Xi Jinping og Vladimir Putin har den afgående praesident, Joko Widodo, end ikke overvejet at bøje reglerne, så han kan fortsaette ud over de lovmaessige to perioder på posten.
Som forgaengeren Susilo Bambang Yudhoyono har han siddet to fulde perioder på i alt 10 år efter at vaere blevet genvalgt i 2019 som et åbenlyst symbol på politisk stabilitet og kontinuitet.
Ingen revolutioner
Går det, som opinionsmålingerne peger på, sker der heller ingen revolutioner denne gang. Storfavoritten til praesidentposten er den tidligere general Prabowo Subianto, som tabte de to seneste valg til Joko Widodo. Denne gang bakkes han op af sin gamle rival, fordi Widodos aeldste søn, Gibran Rakabuming Raka, er med på rejsen som Prabowos vicepraesidentkandidat.
I en relativt stilfaerdig valgkamp har det punkt vaeret det mest kontroversielle islaet. Gibran er kun 36 år. Egentlig kraever valgloven, at en praesidentkandidat skal vaere minimum 40 år, men den indonesiske højesteret (under ledelse af Widodos svoger) afgjorde, at aldersgraensen ikke gaelder, hvis man har beklaedt et politisk topembede. Gibran kommer fra en post som borgmester i Surakarta – sin egen og Joko Widodos javanesiske fødeby.
Prabowo fra partiet Gerindra har to rivaler til praesidentposten, begge tidligere provinsguvernører med opbakning af forskellige partier i det fraktionerede parlament. Ganjar Pranowo repraesenterer parlamentets største parti, DPI-P (Indonesian Democratic Party of Struggle). Den tidligere Jakarta-guvernør Anies Baswedan optraeder som selvstaendig, men er de islamiske partiers kandidat.
Det store spørgsmål er formentlig, om det bliver nødvendigt med en anden valgrunde. For at vinde onsdagens praesidentvalg kraeves mindst 50 pct. af stemmerne og mindst 20 pct. i halvdelen af landets provinser. Hvis ingen opnår det, skal de to bedste ud i en ny valgrunde den 26. juni.
Ingen forskel politisk
Politisk er der ingen større forskel mellem dem, bortset fra at Anies vil afblaese udflytningen af hovedstaden fra Jakata til Nusatara på Borneo. Det er et trecifret milliardprojekt, som Widodo allerede har sat i gang, og som bakkes op af de to andre.
Uanset hvem der kommer til magten, vil Indonesien fortsaette sin internationale ekspansion som en politisk og økonomisk magtfaktor Den udvikling blev sparket i gang af Yudhoyono og fik sat turbo på under Widodo.
Med demokratiseringen og en stigende velstand og selvtillid ser Indonesien sig selv som en opstigende global spiller i en fraktioneret verden bestående af en raekke nationer lige under USA.
Selvom Indonesien deler Briks-medlemmernes utilfredshed med den eksisterende verdensorden, valgte
Widodo ikke at søge om optagelse under Briks-udvidelsen sidste sommer. Han har vaernet om den nationale doktrin om Indonesien som »fri og aktiv« (bebas aktif), der åbner dørene til både det globale nord og det globale syd. Jokowi forsøgte sig eksempelvis også sidste år som fredsmaegler i Ukrainekrigen med et besøg hos den russiske praesident, Vladimir Putin, i Moskva – men med samme resultat som alle andre, der har forsøgt.
Et medlemskab af Briks sender de forkerte signaler om alliancer og praeferencer, som landet ikke ønsker at vaere en del af. Det passer bedre til temperamentet at vaere under paraplyen MIKTA, der identificerer sig som en konstruktiv multilateral brobygger. MIKTA består af Mexico, Indonesien, Sydkorea, Tyrkiet og Australien.
Indonesien følger en hårfin balance mellem USA som sikkerhedsgaranti og Kina og Japan som prioriterede økonomiske samarbejdspartnere. IMF vurderer, at Indonesien som den ledende politiske, militaere og økonomiske stormagt i Sydøstasien har potentiale til at blive en af verdens fem største økonomier i 2045.