Automatisk organdonation er endnu en etisk vildfarelse fra flertalsregeringen
at regeringen tager mere ansvar for de mange syge, som venter på et organ. Men respekten for livet indbefatter også respekten for det individuelle private ansvar. Derfor går regeringen alt for langt, når den nu foreslår, at alle danskere over 18 år automatisk skal vaere tilmeldt Organdonorregistret, medmindre de aktivt framelder sig. I den mulighed består den personlige frihed, lyder argumentationen. Men det er en omvendt logik, der ophaever sig selv. Staten vil betragte din krop som sin, hvis ikke du selv siger fra.
Det bør naturligvis vaere omvendt. Dit legeme tilhører dig, medmindre du beslutter at donere dine organer vaek.
Det er dejligt,
Alt for få danskere har meldt sig til, forklarer regeringen sit vidtgående forslag med. Det er rigtigt. Men som argument for en de facto-ekspropriation af din krop er det forkert.
Regeringen har ikke tilstraekkeligt afsøgt de mange andre måder at højne tilmeldingerne på. Tillad os at foreslå en gammeldags massiv oplysningskampagne akkompagneret af et bastant krav om stillingtagen. Kraev, at alle tager stilling, tru os med gebyrer og sanktioner, hvis der sløses, tving et valg igennem. Men valget skal vaere den enkeltes og ikke Mette Frederiksens på kollektivets vegne.
Det er en bekymrende mistanke, at regeringen undlader denne praktiske vej til at fremme tilmeldingerne, fordi for mange måske vil sige nej tak. I så fald er det kun endnu et argument for at lade danskerne selv vaelge. Døden og kroppen er noget ganske privat, intimt, essentielt, eksistentielt. Det er helt principielt og afgørende, at det enkelte menneske har sit eget valg her. At lade staten råde er en grundlaeggende umyndiggørelse og disrespekt for individet. For mange er afskeden med en døende et vigtigt øjeblik på linje med en fødsel. Ved organdonation skal kroppen hos en f.eks. hjernedød person transporteres til operationsbordet i hast. Dermed forsvinder formentlig også muligheden for at vaere der i det øjeblik, hvor døden indtraeffer. Det kan sagtens vaere, at hensynet til at redde en andens liv klart opvejer det sidste farvel. Men det må vaere en individuel afvejning.
At staten vil haeve sig over det private hensyn, er helt misforstået. Isaer er det ubegribeligt, at en regering med Venstres deltagelse kan foreslå noget så uliberalt.
Der er mennesker, som med glaede vil donere det hele, andre, som ikke vil donere øjnene, og endnu andre, som slet ikke ønsker at vaere donorer. Så kan de vel bare framelde sig de automatiserede registre, lyder svaret fra regeringen. Tak, kaere stat, for den valgmulighed.
Man kunne også argumentere for, at staten må nøjes med de tilmeldte.
Gør det en forskel? Om man aktivt skal traeffe et valg, eller om man aktivt skal framelde sig statens forudbestemte valg? Ja. Hvad nu, hvis man dør på sin 18-års fødselsdag og ikke lige havde frameldt sig som det første, da klokken slog midnat? Og hvad, hvis man ikke var opmaerksom på reglen, manglede sit NemID eller simpelthen havde glemt at få sig frameldt? Det er – som med sex, hvor samtykke heldigvis er det nye juridiske og moralske mantra – vigtigt, at den enkelte bevarer retten til at traeffe beslutninger om sin egen krop.
At staten vil haeve sig over det private hensyn, er helt misforstået. Isaer er det ubegribeligt, at en regering med Venstres deltagelse kan foreslå noget så uliberalt.
I det vaerdige aerinde med at sikre fleres overlevelse kan regeringen passende påtage sig at nedbringe ventelisterne for mange behandlinger, hvor ressourcemangel i sundhedsvaesenet desvaerre koster liv hele tiden. Dernaest kan regeringen skrinlaegge planerne om at gøre aflivning til en statslig opgave ved at tillade aktiv dødshjaelp eller assisteret selvmord, som er en anden af flertalsregeringens nylige etiske vildfarelser. Det er en regerings opgave at skabe de bedste rammer for det levede liv. Det er ikke statens opgave hverken at aflive mennesker, som ikke ellers ville dø en naturlig død, eller at bruge organer fra mennesker, som ikke aktivt har samtykket til at vaere donorer.