Vi nedbryder demokratier ved at forkaste oplysningsidealerne. Trump er resultatet

Det er, som om vi lukker ørerne, når vi bliver advaret om risikoen for, at vi kan miste det demokrati, vi kender og tager for givet. Den selvstaendige tanke er blevet overtaget af ukritiske politiske analyser.

Der er mange, der står måbende over, at Trump måske bliver genvalgt som praesident i USA i 2024 – praecis ligesom de stod måbende, da Trump blev valgt som praesident i 2016 stik imod alle analytiske prognoser samt ikke mindst, da Trump støttede og var med til at opfordre til de voldelige optøjer imod den amerikanske Kongres den 6. januar 2021.

Det er naermest som at gennemleve et mareridt gentagne gange, og det giver en følelse af, at der ikke findes en fri vilje – for hvordan kan dette lade sig gøre, hvis det er borgernes frie vilje, der afgør, hvorvidt Trump skal genvaelges? Og på en måde er dette rigtigt.

For de kraefter, der er på spil, er så store og diffuse, og skønt de udspiller sig politisk, så bygger de grundlaeggende på en langsom nedbrydning af vores demokratiske idealer, der har foregået i årtier.

Igennem en årraekke har filosoffer, politiske teoretikere og andre taenkere kritiseret og forkastet oplysningsidealerne, bl.a. baseret på idéer såsom postkolonialisme og multikulturalisme, samtidig med de har fremstillet sig selv som fortalere for demokratiet. Der er absolut intet i vejen med postkolonialismen eller multikulturalismen i sig selv – tvaertimod. Begge idéer og retninger indeholder vaerdifulde og nødvendige elementer for demokratiet.

Problemet er, at dét, disse retninger står for, bl.a. kritik af Vestens imperialisme, af nogle taenkere er blevet knyttet sammen med oplysningsidealerne på en måde, som har fået mange til at forkaste idealerne i troen på, at disse var skyld i Vestens magtmisbrug. Og det er dette, der har haft skadelige konsekvenser for vores demokrati.

På samme måde, som man ikke kan rive grundsøjlerne vaek under en bygning og forvente, at bygningen består, så kan man ikke forkaste de grundlaeggende demokratiske idealer og på samme tid forvente, at demokratiet vil bestå.

En afgørende årsag til, at Trump overhovedet kan vaere på tale i forhold til at blive praesident igen, er således, at grundlaeggende demokratiske idealer har mistet deres altafgørende betydning, hvilket har ledet os til at acceptere og leve med udemokratiske handlingsmåder og processer.

Alene accepten af Trumps retorik er en fornaermelse imod demokratiet, som grundlaeggende bygger på respektfuld debat. En debat med plads til hård kritik, men med respekt for ens modparts integritet. Der er ingen grund til at uddybe Trumps retorik eller adfaerd her: Vi kender den alle.

En anden medvirkende årsag til, at vores demokrati er blevet svagere, er det manglende fokus på humaniora – og isaer på at taenke kritisk – samt det overdimensionerede fokus på teknologisk udvikling i uddannelsessystemet. Den kritiske tanke er selve grundstenen under demokratiet, og i takt med at det politiske fokus har flyttet sig til på en naermest altopslugende måde at fokusere på teknologisk udvikling, har den kritiske tanke desvaerre mistet prioritering.

Det, der er kommet i den kritiske tankes plads – og som nu lader til jaevnligt at blive forvekslet med den, er innovation. At taenke innovativt er da delvist også i familie med at taenke kritisk – men det er ikke det samme. At taenke innovativt har utrolig stor vaerdi i vores samfund, da der skal kreative hjerner til at udvikle teknologi, der kan hjaelpe os ud af nogle af vores allerstørste udfordringer inden for bl.a. klima og medicin.

Problemet er, at der naesten udelukkende er blevet prioriteret inden for det teknologiske område i de seneste årtier – både økonomisk og uddannelsesmaessigt. Men i og med at man fokuserer så ensidigt på dette område, så bliver betydningen af andre områder undervurderet og efterhånden glemt.

Manglen på kritisk tanke ses også tydeligt i forhold til al den opbakning, Trump i grunden har – og overraskende nok iblandt rigtig mange mennesker, som ser sig selv som anstaendige, retfaerdige mennesker, der støtter demokratiet.

Den manglende kritiske tanke – som jo er det samme som den selvstaendige tanke – kommer i denne sammenhaeng til udtryk ved, at disse mennesker ikke kan gennemskue det absurde i at støtte en politiker, som har løjet og svindlet, snydt og bedraget og ikke mindst opfordret en gruppe borgere fra den ydre højrefløj til at angribe Kongressen!

Når den selvstaendige tanke er svaekket, så bliver man tilbøjelig til at reproducere andres tanker og analyser, og det er praecis, hvad vi ser ske i hele den vestlige verden i forhold til støtten af Trump.

Tvivlsomme argumenter til

Trumps forsvar bliver accepteret og reproduceret overalt blandt politiske analytikere og igennem utallige mediekanaler. Og vi er alle blevet så vante til dette, at vi mere eller mindre rationaliserer kendsgerningen, at Trump måske bliver USA’s praesident igen. Disse rationaliseringer giver ingen mening, hvis blot vi kigger på den 6. januar 2021 (eller utallige andre eksempler, der dog ikke overgår denne haendelse).

er, at det er den udbredte populisme, der har ført til, at figurer som Trump har kunnet vinde frem politisk i de senere år. Og en af grundene til, at populismen har vundet frem, er den voksende ulighed i samfundet.

Der findes uden tvivl en sandhed i denne analyse. Dog kan man ikke se bort fra, at Trump spraenger alle graenser for, hvad vi almindeligvis saetter i forbindelse med populistiske ledere. Forklaringen om, at et demokrati som USA er nået til et punkt, som det nu har politisk set, har som sagt nogle mere overordnede årsager, end at der er voksende ulighed i samfundet, eller at eliten har isoleret sig og ladt resten af befolkningen i stikken (skønt disse omstaendigheder også gør sig gaeldende).

Vi har en tendens til at tage demokratiet for givet – også når vi hører politiske teoretikere og andre advare os om, at det er under voldsomt pres. Det er, som om vi ikke kan begribe den reelle mulighed for, at vi kan miste det.

Det interessante er dog, at nogle af dem, der har taget demokratiet mest for givet, netop er samfundsanalytikere – og taenkere, der som tidligere naevnt selv har vaeret med til at underminere demokratiet ved at kritisere og tage afstand fra oplysningsidealerne uden at indse konsekvenserne af dette, nemlig at de således i grunden selv har vaeret med til at svaekke demokratiet.

En ofte hørt politisk analyse

Alene accepten af Trumps retorik er en fornaermelse imod demokratiet, som grundlaeggende bygger på respektfuld debat.

Vi står nu igen i en situation, hvor vi med vantro må indse, at Trump kan blive USA’s kommende praesident. Og hvis vi med klarhed skal kunne forstå, hvad der rent faktisk er ved at ske, bliver politiske kommentatorer nødt til at stoppe med at reproducere (amerikanske) politiske analyser, der i mange tilfaelde ukritisk behandler udemokratisk fremfaerd.

Den staerkeste medicin imod blot at reproducere politiske analyser er selvstaendig og kritisk tanke

– og dette er noget, vi alle sammen bliver nødt til at blive bedre til.

Dog er det klart, at det isaer er uddannelsesinstitutionerne, der har et ansvar i at fokusere mere på dette.