Den grå eminence, der råbte højt fra sit otium
Med 27 år som departementschef var Michael Lunn en institution, som har opdraget nutidens topembedsfolk. Diskretion var en dyd, til han tog bladet fra munden.
Gennem årtier var han en af de mest magtfulde embedsmaend på Slotsholmen, hvor han som departementschef i Justitsministeriet gennem 20 år også var blandt de mest centrale.
Michael Lunn var kendt for sin meget høje faglighed og strategiske taenkning. Og indtil for nylig for diskretion.
Torsdag den 15. februar fylder han 80 år.
Han har opdraget generationer af embedsfolk, som i dag bestrider topposter i det offentlige og i det private.
Michael Lunn slog alle rekorder og nåede i omkring 27 år som departementschef at rådgive i alt 12 ministre. Opdragelsen skete i Justitsministeriet med sans for karriere og for at manøvrere i det politiske rum.
En juridisk bagstopper
Efter en laengere afstikker til Energiministeriet blev han i 1991 hevet ind som departementschef for at rydde op efter Tamilsagen.
Det lykkes ham at genskabe kronjuristernes renommé og rolle som juridisk overdommer i centraladministrationen. Men det var ikke slut med sager, som den øverste embedsmand skulle tage sig af. Først kom rigsretssagen om Tamilsagen, og siden fulgte statsløsesagen, Dan Lynge-sagen, Vollsmosesagen og granskningen af politireformen samt tuneserloven.
Lunn fremhaeves for sin evne til at taenke mange traek frem og for at vaere en klassisk embedsmand i modsaetning til den nye slags, som får fokus i disse år.
Han var kendt som en juridisk bagstopper, mens embedsmaend af den nyere skole i højere grad laegger vaegt på at presse politiske ønsker igennem.
Som eksempel blev De Konservatives forslag om et burkaforbud i 2009 aldrig til noget under Lunn, mens hans senere arvtager Barbara Bertelsen fik det igennem i 2018.
Tiderne er skiftet og med dem måske departementschefens rolle.
Andre vil mene, at der med minksagen som eksempel netop er brug for den gamle skole.
Netop de to skoler stod over for hinanden, da sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste eksploderede.
Den tidligere grå eminence var vant til at operere med diskretion. Men bruddet på retsfølelsen fyldte for meget.
Med sin indgående indsigt i efterretningstjenesternes virke følte han sig nødsaget til at blande sig i Slotsholmens håndtering. Han kaldte i Politiken håndteringen af sagen for praeget af en »sjaelden grad af hensynsløshed over for enkeltpersoner, mangel på eftertaenksomhed og evnen til at taenke to skridt frem«.
Siden har sagen lagt sig, og Lunn kan vende tilbage til sit otium med rejser, kultur og samvaer med venner, børn og børnebørn.