Her lever tre generationer sammen på én adresse
Han er barn af 70’er-kollektivet og rundet af dets socialistiske og ideologiske rammer. I dag bor han i et moderne bofaellesskab med sin svigerfar, bror og familiernes fire børn. Og han ser nogle klare fordele ved boformens forhold.
Udefra ligner det et helt almindeligt nedlagt landbrug. Hestene graesser i folden, mens flere højbede og et stort udlaeg til urtehave vidner om et par erfarne grønne fingre, i hvilke det kribler frem mod den kommende plantesaeson.
Men kigger man bag de røde, blødstrøgne mursten og kampesten, der skiftevis beklaeder de to laenger og det tilhørende stuehus, finder man ikke blot én, men tre generationer, der lever side om side i et moderne bofaellesskab i Hammel. Her bor Jens Jacob Thorndahl Lindballe med sin kone, Annekarin Kristina Bisgaard, og deres to døtre.
I stuehuset bor hans svigerfar, og i nabolaengen hans bror med sine to børn.
Her har de boet siden 2005 – dog med en enkelt udskiftning i stuehuset, hvor Annekarin Kristina Bisgaards bror først boede.
»For mange er det formentlig en anderledes boform, men for os er det hverdag og har vaeret det laenge,« siger Jens Jacob Thorndahl Lindballe.
Kollektiv fra barnsben
Det er ikke første gang, at Jens Jacob Thorndahl Lindballe deler sin bolig med andre.
Han er nemlig vokset op i et kollektiv beliggende i Tovstrup i en gammel landsbyskole, som hans foraeldre købte sammen med nogle af deres medstuderende.
»Det var et vaskeaegte 70’er-kollektiv, der blev startet med afsaet i nogle mere ideologiske idéer end dem, der ligger til grund for vores eget bofaellesskab i dag. Dengang ville vi gerne vaere selvforsynende og havde blandt andet 12 geder, som vi malkede,« husker Jens Jacob Thorndahl Lindballe.
Han fortaeller yderligere, hvordan det stod
Først og fremmest vil jeg understrege vigtigheden af at kende dem, man skal bo med. Det er afgørende, at man har brugt en masse tid sammen. JENS JACOB THORNDAHL LINDBALLE, BEBOER I BOFAELLESSKABET
nedskrevet i vedtaegterne, at overskuddet fra kollektivet i forbindelse med et eventuelt salg skulle testamenteres til arbejdernes strejker eller 1. Majfonden.
»I overskrifter skulle kollektivet vel testamenteres verdensrevolutionen. Det er ikke tanken i dag,« griner Jens Jacob Thorndahl Lindballe.
Men selvom barndommens boform nok naermere var en del af kollektivbevaegelsens socialistiske opgør mod kapitalismen end et familiaert bofaellesskab, kan Jens Jacob Thorndahl Lindballe stadig finde flere ligheder.
»Selvom vi i dag fungerer mere som et praksisfaellesskab, hvor vi hjaelper hinanden med børne- og dyrepasning, er der mange af de samme fordele og vaerdier ved boformen, som jeg kan genkende fra min barndom,« siger han og uddyber:
»Det er blandt andet fedt at kunne deles om en relativt billig boform, hvor man ikke gaeldsaetter sig enormt meget.«
Faellesskab – et nøgleord
Men det er nu ikke økonomien, der fylder mest for Jens Jacob Thorndahl Lindballe.
Det er faellesskabet og alt det, som det familiens naervaer giver dem i hverdagen.
»Vi ses formentlig meget mere, end vi ellers havde gjort, og ikke kun i forbindelse med højtider eller fødselsdage. Af samme grund danner man nogle saerlige relationelle forhold til hinanden internt i familien. Dem ville jeg ikke vaere foruden,« siger han.
Ordlyden var en anden, hvis man havde spurgt en yngre version af Jens Jacob Thorndahl Lindballe.
»Jeg husker, hvordan jeg som barn gerne ville vaere som alle de andre børn, der levede i et parcelhus med deres foraeldre og søskende. Men i dag kan jeg virkelig se vaerdien af min opvaekst og dens saerlige rammer,« siger han.
Det er blandt andet evnen til at leve blandt andre, indordne sig og affinde sig med kollektivets mange kompromisser, som han i dag ser som en vaesentlig styrke – og som han er glad for at kunne give videre til sine egne børn.
»Man laerer at anskue verden fra et mere faellesorienteret og diplomatisk sted, som jeg synes giver nogle vigtige menneskelige egenskaber i et samfund, der i mange henseender ellers er utroligt individualiseret,« siger han.
Og netop kompromiset er en vigtig del af hverdagen for de tre familier.
»Man kan ikke komme uden om uenigheder eller uoverensstemmelser – det taenker jeg er faelles for alle familier, uanset hvor mange man bor sammen. Men for os er det vigtigt at snakke om tingene og finde den bedst mulige løsning for faellesskabet,« siger han.
Jeg husker, hvordan jeg som barn gerne ville vaere som alle de andre børn, der levede i et parcelhus med deres foraeldre og søskende. Men i dag kan jeg virkelig se vaerdien af min opvaekst og dens saerlige rammer. JENS JACOB THORNDAHL LINDBALLE, BEBOER I BOFAELLESSKABET
En anbefaling
Overvejer man at bosaette sig i et mere permanent kollektiv, har Jens Jacob Thorndahl Lindballe dog to klare anbefalinger.
»Først og fremmest vil jeg understrege vigtigheden af at kende dem, man skal bo med. Det er afgørende, at man har brugt en masse tid sammen,« siger han.
Desuden vil han anbefale, at man forinden har talt om det, som Jens Jacob Thorndahl Lindballe betegner som »de svaere ting«.
»Hvad sker der, hvis en familie har lyst til at flytte? Det kan hurtigt udvikle sig til en konflikt, hvis man føler, at ens egen livssituation forandres ud fra nogle eksterne praemisser. Men det er bagsiden af medaljen i et kollektiv, hvor man er gensidigt afhaengige af hinanden, og det er altid en god idé at have talt om det inden, da det er en kalkuleret risiko,« siger han.